Danmarks kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og en gruppe andre lande har set sig nødsaget til at øge presset på Den Internationale Olympiske Komité (IOC).
Ønsket om at byde russiske og belarusiske atleter velkommen tilbage i olympiske konkurrencer som neutrale deltager spøger stadig, og derfor har kulturminister Jakob Engel-Schmidt blandt andre underskrevet en ny erklæring om udelukkelse af russiske og belarusiske atleter.
Så længe Rusland fortsætter sin invasion af Ukraine, skal russiske atleter ikke have mulighed for at vinde medaljer til OL, siger han til DR Sporten.
- Vi ønsker at fastholde og forstærke presset på IOC. Man kan ikke forestille sig, at Rusland bomber uskyldige mænd, kvinder og børn, og at deres atleter samtidig vinder medaljer til OL.
- Neutralitet findes ikke i et land som Rusland, hvor sport og stat hører uløseligt sammen. Derfor er det vigtigt for de 36 lande, der har skrevet under på erklæringen, hvoraf Danmark er et af dem, at forstærke presset, så IOC ikke kommer på gale tanker og forsøger at snige russerne ind ad bagdøren til OL, siger Jakob Engel-Schmidt.
I februar blev en erklæring underskrevet af flere end 30 lande - blandt andet Danmark, USA og Storbritannien.