De troede, at de omsider stod ved et vendepunkt i krigen
Ja, altså okay, det væltede stadig ind med sårede i kælderen under moskeen, hvor frivillige agerede sygeplejersker og forsøgte at holde liv i de forpinte kroppe.
Overlægen havde lånt sin kones tørrestativ, hvor der i stedet for våde strømper hang røntgenbilleder af brækkede lemmer til tørre.
Han var en af dem, der troede. at denne gang ville nogen reagere på regimets konsekvente bombeangreb mod civilbefolkningen. Regimet er gået for langt, tænkte han.
Det var i midten af september 2013.
Over den røde linje
Krigen i Syrien var to og et halvt år gammel, og jeg besøgte et felthospital i den syriske by Yabrud.
Her hæftede man sig midt i krigshandlingerne ved, at den amerikanske præsident Obama trods alt havde placeret sin “røde linje” i forhold til brug af kemiske våben.
Nu havde lægerne, de frivillige og patienterne ligesom resten af verden hørt, at mindst 1.200 mennesker, herunder flere hundrede børn, var blevet dræbt i et kemisk giftgasangreb tæt på Damaskus, hvor der var fundet spor af nervegassen Sarin.
Et angreb, som regimet stod bag, og som kortvarigt fik amerikanerne til at banke på krigstrommerne og sejle fire krigsskibe til Middelhavet med henblik på at sende krydsermissiler ind over militære mål i Syrien.
Ikke for at udrydde præsident Assad, lød det fra amerikanske talsmænd, men for at straffe en klar overtrædelse af de internationale regler for brugen af kemiske våben.
- Langt de fleste af os, bliver jo altså slået ihjel af konventionelle våben, bemærkede overlægen i kælderen, da det tegnede til en løsning, hvor det syriske regime slap med æren i behold og gik med til at overhænde dets kemiske våbenarsenal - mange hundrede tons komponenter til netop saringas samt sennepsgas.
Også denne gang følte mange syrere sig ladt i stikken.
Deres krig var ikke nogen andres. Kun deres.
Og den blev stadig mere voldsom, uden at nogen for alvor og med held forsøgte at stoppe krigen.
Dem, der blandede sig, gjorde det for at styrke sig selv og sine allierede. Hvad end det var Iran og Rusland på regimets side, eller USA, Saudi Arabien og Tyrkiet på oprørets side.
Kampen om magten
Syriens fem år lange krig er historien om vendepunktet, der aldrig kom.
Vendepunktet, der blev tryglet om, bedt om til Gud, ønsket hos FN, pebet om fra fangekældre og felthospitaler.
Syriske stemmer råbte i årevis om hjælp ud i den internationale verdensorden, der på papiret handler om at mindske civiles lidelser, stoppe diktatorer og skabe retfærdighed, men i praksis handler om at konsolidere sin egen magt på den slagmark, der nu engang er til rådighed.
De sidste fem år har slagmarken været Syrien.
Det var, da vestlige demokratier følte sig truet på hjemmebane - først af krigens bastardunge i form af Islamisk Stat og sidenhen af millioner af syrere, der søgte mod Europa - at lande som USA og Danmark reagerede, så det kunne ses.
Ikke for at redde syrerne fra en langvarig krig, men for at redde sig selv.
Danmark gik i krig mod Islamisk Stat i Irak i efteråret 2014 - og forleden sagde et flertal i Folketinget ja til at udvide mandatet til også at omfatte Syrien. Danske kampfly vil med al sandsynlighed begynde at bombe i 2016.
I konfliktens sjette år begynder Danmark at bombe konsekvensen af krigen i Syrien, Islamisk Stat.
- Det vil være for sent
Udfordringen for en fremtidig mulig fred i Syrien vil derfor være, at syrerne oplever, at Vesten ikke kæmper deres krig. For syrernes krig er stadig ikke vores. Og vores krig er slet ikke deres.
Det var i efteråret 2012, halvandet år inde i krigen i Syrien, at jeg blev præsenteret for en spådom:
“Vesten ender med at blande sig militært i Syrien. Men det kommer til at være alt for sent.”
Sætningen blev sagt noget tørt, men med overbevisning i stemmen, der tilhørte en dansker, som havde boet i Syrien i 15 år.
På det tidspunkt forekom hans krystalkuglekiggeri mig urealistisk:
Det syriske regime havde i februar 2012 omringet kvarteret Babr Amr i byen Homs og tæppebombet civile med artilleri til stor opstandelse i udlandet.
-Bombardementerne er så intensive, at vi end ikke kan begrave de døde, der hober sig op på felthospitalerne.
Sådan citerede den britiske The Times-korrespondent Marie Colvin de civile i Babr Amr, før hun få dage efter selv mistede livet i et artilleriangreb.
Siden hen kom det syriske militærs bombefly på vingerne over civile områder. Scud-missiler kom i brug og klyngebomber.
Ingen kunne være i tvivl om, at Assad-regimet var i gang med at udslette visse dele af sin egen befolkning.
Hver og en af optrapningerne i krigen repræsenterede for mange syrere, der levede på oprørssiden, et muligt, kærkomment vendepunkt, et “nok er nok, nu blander vi os” fra FN, USA, Europa, Paven - hvem de nu nævnte, når de sad med skruer i knæet og akkurat havde overlevet et bombeangreb.
Imidlertid flygtede millioner - ud af Syrien, såvel som inde i Syrien.
Med Rusland på sin side
Det internationale samfund fordømte da også præsident Assad - og fordømte igen og kaldte ham “krigsforbryder”, “diktator” og “massemorder”. Men man kunne ikke gennemføre resolutioner i Sikkerhedsrådet, fordi Assads allierede Rusland blokerede alle tiltag.
EU sanktionerede regimet 19 gange på 19 måneder, men reelle handlinger eller forhandlinger, der kunne stoppe styrets blodsudgydelser, syntes langt væk.
Lige så langt væk som krigen dengang føltes set fra den tyske autobahn eller motorvejen i Sønderjylland, var den på samme tid så kort fra nylige bombetogter over Gaddafis Libyen, samt krigene i Irak og Afghanistan, at ingen statsledere havde mod på at forsøge sig med endnu en militær intervention.
Argumentet var, at man ville puste til kaos, hvis man blandede sig.
Desuden kunne de europæiske ledere ikke få øje på præcis, hvilken del af den splittede opposition, man skulle støtte i Syrien.
Mens vægelsind prægede Europa, blødte Syrien - og krigen gav næring til det frø, invasionen i Irak havde sået op gennem nullerne: Islamisk Stat.
Da Bubber opdagede krigen
Da IS indtog den irakiske by Mosul i juni 2014 vågnede Europa og USA.
Der gik mindre end to måneder, før USA og koalitionen var på vingerne og bombede Islamisk Stat i Irak.
Danmark begyndte at bombe i Irak i oktober 2014, og statsminister Helle Thorning-Schmidt bebudede: Der var intet alternativ til at bombe IS.
Bombekampagnen blev af USA hurtigt udvidet til også at omfatte IS i Syrien - det selvbestaltede IS-kalifat hang jo sammen på tværs af ørkenen og Irak-Syrien-grænsen, og dermed var vestlige lande til stede synligt militært i konflikten i Syrien.
Ikke for at blande sig i krigen som sådan - flyene flyver i samme luftrum som Assads bombefly og helikoptere, der smider tøndebomber - men for specifikt at afværge terrororganisationens fremmarch og trussel uden for Mellemøsten.
Næste bølge af europæisk opmærksomhed mod krigen i Syrien kom, da flygtninge i 2015 i hidtil uset antal skyllede op på turisternes badestrande i Grækenland og satte kurs mod nord, indtil de vandrede på Sønderjyske Motorvej, hvor betjente kæmpede forgæves for at få dem til at gå ad afkørsel 73 mod Kliplev.
Det var også i den periode, at Danmarks to store mediehuse, DR og TV2, satte ekstra fokus på krigen - eller i hvert fald flygtningestrømmen.
På kun en uge fik TV-stationerne i et samarbejde arrangeret et større indsamlingsshow, hvor støttekronerne gik til hjælp i nærområderne. Indsamlingen blev også kaldt “akutindsamling”.
Men situationen i nærområderne havde været akut i årevis med flere millioner flygtninge i Syriens nærområder.
Ideen om et samarbejde mellem DR og TV2 til at indsamle hjælp til syriske flygtninge opstod dog først, da syrerne ringede på hos den danske velfærdsstat eller gerne ville passere videre mod Sverige og ikke gad gå ad afkørsel 73 mod Kliplev.
Den akutte fornemmelse bestod nok snarere i, at Danmark netop havde opdaget krigen og flygtningene.
Jeg selv skulle være igennem live under indsamlingsshowet og fortælle om flygtningenes situation i Tyrkiet.
Stående på grænsen til Syrien kunne jeg i øresneglen høre stemmen, der tilhører den kendte tv-vært på især børneprogrammer, Bubber.
Fra studiet fortalte Bubber seerne om sit møde med flygtninge i Jordan. Han lød ligefrem overrasket, da han fortalte, at det syriske regime i årevis havde tortureret og fængslet mange tusinde mennesker i Syrien.
Bubber skitserede med andre ord en del af grundpræmissen for begyndelsen på revolutionen og krigen i Syrien, og det lød som om, han først lige havde opdaget det - fire et halvt år inde i krigen, akkurat ligesom store dele af Europas befolkning.
Kan aldrig vende hjem
Mens krigen går ind i sit sjette år, taler jeg med Nour. Hende har jeg fulgt siden begyndelsen af 2013.
Som den eneste i sin familie fra Damaskus sluttede hun sig til revolutionen og blev sortlistet af regimet, så hun stadig er eftersøgt af sikkerhedstjenesten, som hun måtte flygte fra.
Hun bor nu i Beirut som flygtning og kan ikke vende tilbage til Syrien, selvom hendes forældre bor i et fredeligt kvarter i hovedstaden.
Tusindvis af syrere er i samme situation. Om der så blev fred i deres hjembyer ville de ikke turde vende hjem af frygt for efterretningstjenestens stempling af dem som oprørere eller demonstranter.
Nour er både vred og skuffet i øjeblikket. På sig selv og på omverdenen.
Dengang, hvor også hun troede på vendepunktet efter giftgasangrebet, boede hun i Yabrud, der var under oprørernes kontrol.
Dengang opgav hun at tro på noget - hverken på revolutionen eller på hjælp fra det internationale samfund, der i øjeblikket forsøger at holde liv i håbet om fred ved forhandlingerne i Geneve.
Målet er en politisk løsning mellem krigens parter, og en fortsættelse af den våbenhvile, der har holdt bedre end ventet siden slutningen af februar.
- Det hele er et spil. Jeg kan ikke forestille mig nogle syrere, der tror på Vestens gode intentioner. Den tillid er forsvundet for længst. Hvor mange gange tænkte jeg ikke, da vi var under bombeangreb: FN må hjælpe os, USA, lande der ved, hvad vi kæmper for.
- Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvad det egentlig er Vesten vil i Syrien udover at fjerne IS?
Hendes spørgsmål rammer kernen i udfordringerne i Syrien.
Krigen mod IS er nogle andres krig. Ikke hendes. Hun hader IS, men ser organisationen som en krigens gevækst, der nok skal forsvinde, hvis krigen stopper og reformer og et nyt styre kommer til i Syrien.
Spørgsmålet er, hvor langt europæiske lande kan komme med deres politik, bombninger og dialog i Syrien, når den politik, de fører, langt hen ad vejen ikke har handlet om syrerne - men om europæerne selv.
Nour er ikke hendes rigtige navn af hensyn til hendes families sikkerhed i Damaskus. Det er redaktionen bekendt.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1138386326211890