Et syrisk hospital i byen Al Zafarana, der støttes af Læger Uden Grænser (MSF), er blevet delvist ødelagt, efter at to tøndebomber er blevet kastet ned over det.
Ifølge organisationen selv var der tale om en dobbeltbombning, hvor én bombning følges op af en anden for eksempel mod det hospital, som de sårede bliver bragt til.
Den første bombe blev smidt over et boligområde i Al Zafarana, der ligger nord for byen Homs, og to bomber blev efterfølgende smidt over det hospital, som de sårede og dræbte blev fragtet til.
Blandt de dræbte ved angrebene var blandt andet en ung pige, oplyser organisationen.
- Denne dobbeltbombe-taktik viser en grad af kalkuleret ødelæggelse, som man knap nok kan forestille sig, siger Brice de le Vigne, der er operationel chef i MSF.
Ifølge den britiske avis The Guardian er dobbeltbombning en taktik, som det syriske luftvåben bruger.
Læger Uden Grænser skriver i en udtalelse på organisationens hjemmeside, at de endnu engang opfordrer alle parter i konflikten til undgå at ramme civile og den civile infrastruktur, som hospitaler og ambulancer, i kampene.
- Stigningen i disse grusomme angreb, med et overvældende højt antal sårede eller dræbte civile - heriblandt kvinder, børn og sygepersonale – må ophøre, skriver organisationen.