Et vendepunkt.
Sådan blev det store angreb med giftgas mod civile i forstaden Ghouta i Syrien for præcis et år siden igen og igen beskrevet i dagene og ugerne efter massakren - "game-changer", sagde de engelsksprogede medier.
Men Syriens præsident hedder stadig Bashar al-Assad, og hans magtposition er snarere styrket end svækket et år efter angrebet.
- Angrebet blev et vendepunkt i den forstand, at det førte til en resolution i FN om Syriens kemiske våben, som de nu har afleveret. Men nogen vil mene, at den resolution samtidig rullede den røde løber ud for Assad til at fortsætte krigen med konventionelle våben, siger mellemøstkorrespondent i DR Nyheder Puk Damsgård:
- De samme kritikere siger, at det internationale samfund fik parkeret sin dårlige samvittighed i FN-resolutionen, og så skete der i øvrigt ikke mere.
Smart træk
I flere uger efter angrebet gik alle og ventede på, at USA ville sætte bombefly ind mod Bashar al-Assads militæranlæg i Syrien. Den amerikanske præsident Barack Obama havde nemlig et år inden angrebet omtalt brugen af kemiske våben som "en rød linje".
- Angrebet blotlagde, hvor svært USA har det med konflikten i Syrien, og at der i de vestlige befolkninger ikke er en vilje til at involvere sig, siger Puk Damsgård.
Hun mener, at når man kigger tilbage, har massakren i Ghouta vist sig som et "smart træk" fra det syriske regime.
- Jeg ved ikke, om Assad har tænkt sådan, men han fik drejet verdens opmærksomhed hen mod de kemiske våben og det har givet ham fred til at føre sin krig videre. Så han blev styrket, som jeg ser det, siger Puk Damsgård.
Hun hæfter sig ved, at der inden angrebet i Ghouta var flere mindre angreb med sarin i Syrien. Derfor kan man ikke udelukke, at regimet hele tiden har haft en strategi om at få diskussionen om borgerkrigen i Syrien til at handle om kemiske våben.
På samme hold
Hun fortæller, at de moderate kræfter blandt oprørerne i Syrien i dag ser målløse til, mens USA angriber den ekstremistiske oprørsgruppe Islamisk Stat i nabolandet Irak. Hvorfor bomber man der og ikke her, spørger de.
For uanset om det var bevidst eller ej, konstaterer Puk Damsgård, at USA og det syrisk regime i dag i nogen grad er endt på samme hold, fordi man har fået en fælles fjende i Islamisk Stat, som kontrollerer områder i både Irak og Syrien:
- USA har i dag allieret sig med Assads allierede: De shiamuslimske militser i Irak, som også har kæmpet på regimets side i Syrien, og Iraks shialedede regering, som også har haft et samarbejde med Assad. Så man kan sige, at billedet er vendt. For et år siden var det Assad, man var lige ved at angribe, nu er det en af de større oprørsgrupper i Syrien, som amerikanerne angriber i Irak.
Og samarbejdet med Assad kan blive endnu mere konkret, påpeger Puk Damsgård:
- Du kan ikke bekæmpe Islamisk Stat uden at ramme dem i Syrien også. Og vil USA så lave en aftale med en mand, som man for lidt siden ville have for Den internationale krigsforbryderdomstol? På den måde har Assad spundet det ret godt.