Puk Damsgård har det seneste år opholdt sig mere end 30 dage i Syrien og blev i januar nomineret til Cavling-prisen for sin dækning af krigen i Syrien.
Jeg får masser af emails og beskeder på Facebook om emnet. Og der er ikke den klummeskribent eller debattør, som ikke har en mening om dilemmaet, hvorvidt det internationale samfund i form af USA, FN, Danmark, EU bør reagere på giftgasangrebene i Syrien eller ej - og i så fald hvordan.
Men fælles for mange er en automatreaktion. Både krigen i Irak og Afghanistan bliver omgående nævnt som et argument for eller imod et angreb - naturligvis med god grund, for fortiden spøger.
Ikke desto mindre fjerner det fokus og skaber forvirring i forhold til den egentlige problemstilling i Syrien - som ikke kan sammenlignes med hverken Irak eller Afghanistan. De er tre forskellige nationer. Så lad os fokusere på Syrien, som er det land et muligt angreb handler om. På de civile, der er mest udsatte - som lever og overlever i krigen.
Slog hårdt ned på revolution
Det er ikke for sjov, at over to millioner mennesker er flygtet til nabolandene og mere end det dobbelte er internt fordrevne i Syrien. Enten er deres huse blevet bombet, eller også er de på regimets liste over dem, der er "wanted", og kan derfor ikke vende hjem. Og man behøver hverken være islamist eller gå med våben for at være på den liste. Arrestationer og tortur har i årtier været regimets almindelige redskab til at holde folk nede, som gav udtryk for det "forkerte". Jeg kender masser af syrere, der kunne være naboens søn: De ønsker et bedre liv for dem selv og deres familier.
For toogethalvt år siden begyndte en revolution - ikke en borgerkrig, som vi ofte kalder hele perioden fra marts 2011 til i dag. Faktum er, at syrere i fredelige forsamlinger på tværs af etnicitet og religion gik på gaderne. I begyndelsen kaldte de på bedre vilkår, politisk deltagelse og værdighed.
Som tiden gik og den syriske hær og efterretningstjeneste slog hårdt ned, kaldte de på præsident Bashar al-Assads afgang. Hvis han havde været klogere, kunne han muligvis have reddet sin legitimitet ved at imødekomme ønskerne fra store dele af befolkningen. Men i stedet fik demonstranterne snigskytter og militærets magt at føle. Hvilket førte til den Frie Syriske Hærs oprettelse i midten af 2011 - som blev dannet for at beskytte demonstranter, men som blev stadig mere involveret i væbnet modstand.
Tæppebombet med artilleri
I februar 2012 omringede den syriske hær bl.a. Babr Amr kvarteret i byen Homs. Kvarteret blev tæppebombet med artilleri i en sådan grad, at folk end ikke kunne bevæge sig ud og begrave deres døde.
Volden eskalerede, mens de priviligerede i Damaskus, der støtter præsidentens linie blandt andet på grund af de goder, de har nydt over årene, følte sig stadig mere distanceret til den demonstrerende mand på gaden i Homs, der levede uden for hovedstadens indflydelse og kaldte på bedre levevilkår.
I sommeren 2012 fløj det første kampfly over syrisk territorium. Og da verden ikke reagerede, introducerede det syriske regime langsomt men sikkert daglige angreb, der også kunne indbefatte både klyngebomber og affyring af ballistiske missiler, SCUD-missiler. Og da det heller ikke forårsagede mere ravage end nogle fordømmelser i krogene, begyndte regimet angiveligt at bruge giftgasser. Ikke blot den 21. august, men sandsynligvis også i flere angreb før det.
Islamister vinder frem
Samtidig - og som reaktion på volden, voksede en stadig større underskov af oprørsgrupper frem - inklusive flere grupper af hardcore udenlandske, islamistiske og hellige krigere, herunder Al-Qaeda. Det gjorde de af flere grunde.
Dels fordi de kom med penge og støtte i ryggen fra en del af golf-landene, og dermed var en brugbar enhed for oprørerne, der kæmpede mod et enormt militærapparat. Ideologiske tilhørsforhold er mindre vigtigt, når det handler om liv og død.
Dels fordi - og ganske væsentligt- at Syrien nu lægger jord til en større kamp om identitet og magt mellem diverse interessenter som Saudi Arabien, Qatar, Iran, Tyrkiet, den libanesiske shiamuslimske milits, Hizbollah, Rusland, USA og EU. Og dels fordi, at det netop er det kaos præsident Assad har haft interesse i at skabe: Fokus bliver dermed flyttet fra et oprør mod ham til en regional konflikt.
Oprørere kopierede regimets metoder
Diverse oprørsgrupper har gjort sig skyldige i det samme som regimet: Tortur, drab og arrestationer. En del af grupperne kopierer på forfærdeligste vis det regime, de er rundet af. Med islamisternes indtog kom kaos og en endnu større international vaklen. For hvem ville støtte al-Qaeda? Den vaklen har både præsident Assad og islamisterne i Al-qaeda-relaterede grupper nydt godt af. Og begge bryder de sig ikke om amerikansk indblanding.
Regime og islamister mod indgreb
Islamisterne i særligt det nordlige, som ikke relaterer sig til syrernes oprindelige opposition mod regimet, men kæmper af andre årsager, siger ligeud, at de er imod USA og andre vestlige landes indblanding. På den vis står regimet side om side med islamisterne i opfattelsen af et vestligt indgreb.
Mindst 100.000 mennesker er blevet dræbt over de seneste 2,5 år. Titusindvis sidder fængslet eller er savnet.
Med henvisning til både Irak, Afghanistan og situationen i Egypten efter revolutionen, spørger debattør og sognepræst, Kathrine Lilleør:
- Hvorfor skal unge mænd og kvinder fra Vesten risikere livet for at hjælpe befolkninger ud af diktatorers jerngreb, hvis de samme befolkninger derpå lader fundamentalistiske jernnæver tage over?
Ikke tropper på jorden
Et relevant spørgsmål; vel at mærke hvis der var tale om at unge mænd og kvinder skulle risikere livet i Syrien. Men så vidt jeg har forstået, er der ikke tale tropper på landjorden i Syrien, men om kortvarige angreb mod militære mål - ikke at den slags angreb ikke kan være begyndelsen på en ny voldsspiral og er en debat værd. Naturligvis. Men den strategi ligner hverken den i Irak eller Afghanistan.
Syrien er heller ikke et valg mellem præsident Assad og islamister. Der findes mange andre sekulære oppositionskræfter, der vil være i bedre position end islamisterne til at levere det samfundet har brug for i fremtiden.
Obamas røde linje
USA's præsident Barack Obama definerede sidste år sin "red line": Kemiske angreb. Spørgsmålet for mange er nu, om amerikanerne har beviser, der peger på, at præsident Assads styre står bag kemiske angreb. Og selv hvis de har, er det så rimeligt, rigtigt, hensigtsmæssigt, hjælpsomt, humanitært, at blande sig militært.
Findes der andre og fredeligere løsninger, som den Rusland i går fremlagde over for det syriske regime; at styret afhænder sit arsenal af kemiske våben og kontrollen med dem til internationale aktører.
Præsident Assad optræder på tv i jakkesæt og slips. Han ligner en civiliseret mand, men det betyder ikke, at man kan stole på ham. Han er en mand, der på elegant facon har formået at slippe afsted med at massekrere sin egen befolkning med stadig dødeligere våben.
Den øverste leder er ansvarlig
Uanset, hvordan man vender og drejer det, så er han som landets øverste leder ansvarlig for sin befolkning - og ansvarlig for, at de massakrer, der er begået af hans egne styrker såvel som oprørere, ikke finder sted.
Det er først og fremmest et militært angreb mod hans militær, hans magtapparat - set i lyset af regimets formodede gasangreb den 21. august - som den danske befolkning og andre skal tage stilling til. Ikke en kopi af krigene i Irak og Afghanistan.