USA beder Danmark om mere hjælp mod IS

Regeringen vurderer nu, hvordan man eventuelt kan bidrage yderligere.

Udenrigministeren ønsker dog ikke at gå i detaljer om dialogen med USA. ARKIVFOTO (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

USA har rettet henvendelse til Danmark og bedt om mere militær støtte i kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat.

Danmark vurderer nu, hvordan man skal svare på henvendelsen, forklarer udenrigsminister Kristian Jensen til DR Nyheder.

- Vi kigger på hele værktøjskassen for at se, hvad der er af muligheder, og hvordan de passer ind i forhold til, hvad de andre lande i koalitionen bidrager med, siger Kristian Jensen.

Udenrigsministeren ønsker dog ikke at gå i detaljer om dialogen med USA.

- Det er ikke muligt for mig at komme ind på, præcist hvilken henvendelse vi har fået, siger ministeren.

Direkte adspurgt, om et yderligere bidrag kan betyde en indsats i Syrien, svarer ministeren:

- Der er en situation, hvor ISIL er ligeglade med, om de er i Irak, eller om de er i Syrien. Spørgsmålet er, hvor lang tid, man kan blive ved med at bekæmpe den ene side, hvis de i gåseøjne bare kan gå over på den anden side af grænsen og være i fred.

Allerede i sin tale i forbindelse med Folketingets åbning sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmarks militære indsats kunne blive udvidet.

- Når vi sender flyene ud igen, er regeringen åben for at se på et bredere mandat for den danske indsats, sagde Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg håber, at Folketinget er parat til at bakke op. Så vi kan være med dér, hvor vi gør størst nytte. Også med vores kampfly, sagde statsministeren.