Den 16. september 2022 døde den 22-årige kurdisk-iranske kvinde Jina Mahsa Amini i moralpolitiets varetægt i den iranske hovedstad, Teheran.
Tre dage inden sin død var hun blevet anholdt - angiveligt for ikke at have tildækket sit hår ordentligt i moralpolitiets øjne.
Ifølge de iranske myndigheder døde den unge kvinde af et hjerteanfald, men hendes familie pegede på øjenvidneberetninger om, at hun var blevet tævet af politiet.
Og mange iranere troede heller ikke på myndighedernes forklaringer. Snart fulgte nemlig flere måneders store protester på tværs af Iran.
Det iranske regime svarede hårdt igen. På tværs af landet blev demonstranter mødt af knippelslag, gummikugler og dødbringende skud.
Trods de enorme risici gik iranske demonstranter gang på gang på gaden eller begik civil ulydighed under kampråbet Kvinde, Liv, Frihed.
Men hvor banebrydende var protesterne? Hvordan gjorde de indtryk? Og hvor står det iranske oprør nu?
Det har vi spurgt tre Iran-kendere om i anledning af årsdagen for Jina Mahsa Aminis død.
'Jeg troede næsten ikke på det'
I løbet af særligt de seneste 15 år har der været flere større demonstrationer i Iran over alt fra korruption og påstået valgsvindel til økonomiske protester. Dertil kommer utallige lokale protester om alt fra manglende lønudbetaling til mangel på strøm eller vand.
Men da titusinder af iranere sidste efterår gik på gaden, var der tale om noget helt unikt, vurderer Claus Valling Pedersen, som er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier og har speciale i Iran.
- Protesterne var absolut banebrydende. De var i hele landet, dækkede mange generationer, og kvinderne gik forrest.
- De har sat det største aftryk på Den Islamiske Republik Iran siden revolutionen i 1979, lyder det fra Claus Valling Pedersen.
Han oplever, at iranerne i efteråret 2022 en gang for alle sagde "nok er nok" i protest mod regimets insisteren på at kontrollere alt fra kvinders påklædning, til hvad folk må sige, og hvordan man må opføre sig i det offentlige rum.
- Det var folkeligt, for folk har mistet enhver tro på alle dele af det politiske spektrum i Iran.
- Befolkningen er simpelthen holdt op med at tro på, at nogen inden for det politiske system i Iran er der for at hjælpe dem. Det blev et point of no return sidste år. Det er der ingen tvivl om.
Demonstrationerne og særligt de mange kvinder, der trodsede sikkerhedstjenesterne og moralpolitiet ved ikke at bære tørklæde, var i det hele taget noget, der gjorde indtryk på lektoren.
- De gjorde et meget, meget stort indtryk, fordi jeg har været vant til at se, at der var en grænse for, hvad iranerne turde, siger Claus Valling Pedersen, der peger på en særlig hændelse under protesterne, der chokerede ham.
- Det ville ingen have vovet tidligere. Jeg troede næsten ikke på det, da jeg så det.
De mange protester blev slået brutalt ned med titusindvis af fængslinger og hundredvis af dødsfald til følge, men myndighederne har også strammet grebet gradvist i det skjulte.
Herunder med trusler om, at kvinder, der ikke dækker sig til, kan miste deres job eller ret til sociale ydelser, påpeger Claus Valling Pedersen.
I denne video fra 25. november 2022 åbner sikkerhedsstyrker ild mod ubevæbnede demonstranter i den sydøstlige by Zahedan. To måneder forinden dræbte sikkerhedsstyrkerne ifølge Amnesty International mindst 66 demonstranter - herunder flere børn - under nedkæmpningen af en stor demonstration i byen:
De store folkelige demonstrationer har været svære at få øje på siden årsskiftet, men den civile ulydighed og mindre protester finder stadig sted, siger lektoren.
- De bliver ved i det små, når kvinderne for eksempel tager tørklædet af, når de går rundt i byen, og når der lejlighedsvis er protester mod regimet - særligt blandt de unge studerende, forklarer han.
Claus Valling Pedersen oplever, at situationen i Iran har været fastlåst siden starten af året.
- Regimet og folket står i en slags skakmat-situation, hvor folket ikke er stærkt nok til at blive ved med at gøre massivt oprør, men der er mindre protester hele tiden.
- Der er en iransk sociolog, der har sagt, at oprøret er blevet til aske, men det ulmer under asken, lyder det fra Claus Valling Pedersen.
Han mener, at en del af forklaringen på, at demonstrationerne er stilnet af, hænger sammen med, at ekstrem inflation har ført til økonomiske vanskeligheder for utallige iranere.
- Der er iranere, der har sagt til mig, at der godt nok er tale om revolution og oprør, men at deres store problem nu først og fremmest er, at alting er dyrt. Det har været med til at kvæle protestbevægelsen.
- Der skal først og fremmest brød på bordet, siger lektoren, der fortsat tror på, at det iranske styre kan blive væltet.
- Det er ikke en holdbar situation i længden, men der er ingen, som ved, hvor lang tid der går, før der kommer et rigtig stort folkeligt oprør, der kan blive til en revolution. Men det har nok længere udsigter.
I oktober sidste år blev den iranske klatrer Rekabi Elnaz hyldet af en større folkemængde i Teheran, efter hun på opsigtsvækkende vis havde deltaget i en klatrekonkurrence i udlandet uden tørklæde. Men efter hjemkomsten forsvandt hun i en periode. Da hun efterfølgende gav lyd fra sig, var det i form af en tekst på sin Instagram-profil, hvor der stod, at det manglende tørklæde skyldtes en fejl:
Blev stolt af at være iraner
Også Poya Pakzad oplever, at demonstrationerne efter Jina Mahsa Aminis død skilte sig ud fra fortidens modstand mod styret.
Han er jourhavende redaktør på magasinet Eftertryk og har beskæftiget sig med Iran i en årrække.
I hans øjne er der tale om den største protestbevægelse i Iran, siden den islamiske revolution i 1979.
- Det er det mest imponerende træk, vi har set fra protestbevægelsen, siger han.
- Det er for mig at se et af de største tegn på, at befolkningen - eller som minimum ungdommen - i Iran vil noget fundamentalt andet, end det der består.
Men selv om de store demonstrationer opstod i kølvandet på Jina Mahsa Aminis død, så tolker Poya Pakzad ikke protesterne som kun omhandlende den unge kvindes død.
Han oplever i stedet, at demonstrationerne, der bredte sig som en steppebrand på tværs af Iran for et år siden, var en forlængelse af den protestbevægelse, der startede i 2017.
Men den seneste protestbølge skiller sig samtidigt klart ud ved at forene normalt dybt adskilte grupper, mener Poya Pakzad.
- Det er på tværs af etniske skel, klasse, etnicitet, land og by, men også på tværs af køn. Og især sidstnævnte er et stort fremskridt kulturelt, socialt og erkendelsesmæssigt.
Poya Pakzad forlod Iran som tre-årig og har gennem årene oplevet, at de fleste historier om Iran i udlandet har omhandlet international fordømmelse af blandt andet Irans atomprogram, hjælpen til præsident Assad i Syrien eller våbenstøtten til Rusland i Ukraine-krigen.
- Men den her protestbevægelse er i virkeligheden noget, der for første gang gør, at jeg er stolt af at være iraner, siger han.
- Man identificerer sig ikke med regimet, men man bliver stolt af Iran, fordi de her mennesker tør risikere liv og lemmer ved at gå på gaden for en lille smule mere frihed.
- På den måde har det været enormt rørende og utroligt bevægende.
Billederne gik verden rundt, da det iranske fodboldlandshold valgte ikke at synge med på den iranske nationalsang under VM i Qatar. Det blev nemlig tolket som en stille protest:
Men hvor står oprøret så nu?
Man kommer ikke uden om, at den iranske protestbevægelse har mistet meget af pusten, selv om der stadig er sporadiske protester og happenings, siger Poya Pakzad.
- Som jeg forstår det, skal vi se protesterne som bølger. I øjeblikket har regimet skruet op for overvågningen og arresteret aktivisters familiemedlemmer i et forsøg på at forhindre nye protester i anledning af årsdagen.
Han peger endvidere på meldinger om præventive anholdelser af aktivister, mens blandt andre CNN beretter, at det iranske styre kigger på en ny hijab-lov, der vil føre til længere fængselsdomme til kvinder, der bryder tildækningspåbuddet, mens myndighederne vil gøre brug af kunstig intelligens til at identificere kvinder, som ikke følger reglerne.
- På den måde ligner det en tilbagegang, men det er også tegn på et regime, der er i vildrede, og som ikke længere har klangbund i den nye generation, siger Poya Pakzak.
- Der var kæmpestore demonstrationer i 2017, der var kæmpestore demonstrationer i 2019, og der kommer til at være kæmpestore demonstrationer igen. For alle de årsager til, at iranerne gik på gaden efter Aminis død, de er stadig højaktuelle i dag - og på mange måder mere aktuelle nu, end de var sidste år.
Bliv klogere på baggrunden for demonstrationerne i denne explainer:
'Man prøver på ingen måde at gå folkets ønsker i møde'
- Det er energien, jeg husker bedst, siger Misha Zand om protesterne.
Hun er analytiker og Iran-kender og har boet i landet af flere omgange.
- Det var som om, at der var flere åer af protester, og så kom der en vild flod med stor energi og samlede alle åerne, fortæller Misha Zand.
Hun peger på, at de store protester fik utilfredsheden med styret til at virke strømlinet, selv om den ikke var det, da mange iranere havde vidt forskellige grunde til at være utilfredse med centralmagten.
- Det virkede strømlinet, fordi protesterne var meget mobiliserende, inspirerende og kreative, siger analytikeren, der peger på, at faste slogans, sange og kreative happenings var med til at skabe viral opmærksomhed omkring det iranske oprør.
Hun understreger dog, at det ikke var flertallet af iranere, der var på gaden. Opbakningen var særligt stor blandt etniske minoriteter som kurderne og baloucherne i Iran, men selv om protesterne var opsigtsvækkende, så forblev flertallet passive.
Til gengæld lykkedes det den iranske protestbevægelse at få international opmærksomhed og afføde talrige protester og solidaritetshandlinger i udlandet.
Misha Zand vurderer, at protestbevægelsen lykkedes med at vække genklang ved at være inspirerende og skabe håb.
Og så var der gestussen med iranske kvinder, der klippede deres hår i protest, som blev gentaget rundt omkring i verden.
De store demonstrationer er afløst af sporadiske protester og civil ulydighed, og på den måde er situationen den samme som før Jina Mahsa Aminis død, siger Misha Zand. Men der er også noget, der har ændret sig, mener analytikeren.
Hun oplever, at der har været et knæk, som hun også oplevede i forbindelse med protesterne i Iran i 2019.
- Dét, at man bare skyder folk på gaden, havde man set tidligere, men ikke lige så tydeligt som man så det i 2019, og slet ikke lige så udtalt som i det sidste efterår. For metoden var brutal, siger Misha Zand.
Og her et år efter protesternes begyndelse fortsætter efterspillet, understreger hun.
- Der er stadig enormt mange, der bliver arresteret, og mange familier, som har mistet kære i protesterne, bliver truet, siger Misha Zand, der peger på, at retssager mod talrige demonstranter fortsætter, mens flere kritikere forlader landet.
Og så er der altså udsigt til, at landets tørklædepåbud kan blive skærpet.
- Man prøver på ingen måde at gå folkets ønsker i møde, siger Misha Zand, der vurderer, at styret i Teheran forsøger at afskrække flere protester ved at true med mere alvorlige konsekvenser.
Om styret står stærkere eller svagere nu er svært at vurdere, siger analytikeren.
Men hun oplever klart, at det iranske styre er blevet mere rabiat.
- Der er kommet en retning, som er enormt rigidt på en islamistisk måde, hvor det er den mest ekstreme version af den islamiske republik, som vi kigger på nu, siger analytikeren.
Hun peger på meldinger om udrensninger på de iranske universiteter, hvor mange undervisere er blevet fyret i løbet af de seneste måneder.
- Nu handler det om at være en loyalist. Det er lige meget, hvad du tror på, så længe du er loyal mod systemet.
- Det er den slags personer, der får lov til at være insidere. Og det læser jeg som en overlevelsesstrategi.
Mens unge i Iran demonstrerer med livet som indsats, forsøger fire unge kunstnere med iransk baggrund at blive aktive i frihedskampen fra Danmark af. Det kan se se mere om i dokumentarserien 'Iran ind i Hjertet' på DRTV