Trods mangel på verdensstjerner og stor sportslig succes så er det iranske landshold et af de mest omtalte ved dette års VM i fodbold i Qatar.
Det skyldes ikke mindst den betændte situation i Iran og spillernes beslutning om ikke at synge med på nationalsangen ved deres åbningskamp mod England i sidste uge.
I aftes sluttede Irans deltagelse ved VM så, da ærkerivalerne USA slog dem 1-0 ved den sidste gruppekamp. Det betyder, at omkring en tredjedel af truppen, som til daglig spiller i iranske klubber, nu vender tilbage til Iran.
Men hvad venter der de iranske spillere? Og hvor står de i forhold til kampen mellem demonstranterne og styret i Teheran?
Det ser vi nærmere på her.
Lektor forventer ikke voldsomme repressalier
Forud for gårsdagens skæbnekamp mod USA satte det amerikanske medie CNN gang i spekulationer om, at der blev lagt et ganske voldsomt pres på de iranske spillere for at undgå en gentagelse af episoden forud for England-kampen.
Flere af de iranske spilleres familier er blevet truet med fængsling og tortur, hvis spillerne ikke "opførte sig ordentligt", siger en unavngiven kilde ifølge mediet. Her lyder det, at Irans Revolutionsgarde har aktiveret dusinvis af betjente for at overvåge de iranske spillere.
Man kan ikke afvise, at der kan være repressalier for spillerne, der nu vender hjem, siger Claus Valling Pedersen, lektor og Iran-ekspert ved Københavns Universitet.
- Men jeg tror ikke, at det er så dramatisk igen, siger lektoren til P1 Morgen.
Han peger på, at det har været småt med holdningstilkendegivelser fra spillerne siden den larmende tavshed under nationalsangen i sidste uge.
- Der har været nogle udtalelser fra blandt andet anføreren, men jeg tror, at det rygte, der florerer via CNN, er nok lige i overkanten af, hvad der er sandsynligt.
Fanget mellem styret og demonstranterne
Efter gårsdagens nederlag til USA strømmede iranere flere steder på gaden for at fejre nederlaget til ærkefjenden.
I denne video fra den iransk-kurdiske by Saqqez ses flere fejre nederlaget, mens nogle råber "død over diktatoren":
Nogle iranere føler nemlig, at landsholdet er sendt af sted for at repræsentere regimet.
Landsholdet - også kendt som Team Melli - har en særlig status i Iran, men er endt i en pinagtig situation under VM-slutrunden, fortæller Claus Valling Pedersen.
- De er voldsomt afholdte eller har i hvert fald været det i lang tid. Men en del af iranerne synes ikke, at fodboldspillerne gjorde nok for at stå på folkets side, siger lektoren.
Er det styrets landshold eller demonstranternes?
- De står et eller andet sted midt i mellem. Snakken om tortur og fængsling, tror jeg, er overdrevet, men landsholdet er presset af regimet og må gøre, hvad regimet vil have.
- Men jeg tror nok egentlig, at landsholdet står tættere på folket, end de står på regimet, siger lektoren, der mener, at spillerne har befundet sig i en kattepine under slutrunden.
I fredags beskrev DR's mellemøstkorrespondent, Puk Damsgaard, ligeledes, at den seneste tids dramatiske begivenheder har splittet iranerne, hvad angår det normalt elskede landshold.
- Det iranske landshold er i øjeblikket forhadt af mange i hjemlandet, fordi de repræsenterer det styre, som så brutalt undertrykker befolkningen og dræber demonstranter. Men samtidig vælger nogle iranere at se det, som at de spiller for nationen og folket, lød vurderingen fra korrespondenten.
Går glip af en oplagt mulighed
Det iranske styre har bevidst forsøgt at skabe en afstand mellem folket og det normalt så populære landshold, mener Shahin Aakjær, der har iranske rødder og er forfatter og kandidat i mellemøststudier.
- Jeg forestiller mig - og det er der ret mange, som har peget på - at styret bevidst har prøvet at sætte en kile ind mellem befolkningen og landsholdet, siger Shahin Aakjær.
Han peger på, at det normalt udløser store folkefester, når det iranske landshold klarer sig godt. Derfor er der tale om en glippet mulighed for landets demonstranter, at Iran nu er ude af VM.
- Med de demonstrationer, vi ser lige nu, så tror jeg ikke, at styret ønsker, at befolkningen mødes udenfor til kæmpestore fester. Det kunne de have haft svært ved at undgå, hvis Iran for første gang var gået videre fra gruppespillet – og særligt hvis det var en sejr over amerikanerne, der havde gjort det.
Til gengæld har VM-deltagelsen givet en ekstra opmærksomhed omkring protesterne i Iran, mener han.
- Jeg tror bestemt, at det har flyttet noget, men jeg forestiller mig også, at det kunne have flyttet mere, hvis de var gået videre, og det, tror jeg, er en af grundene til, at man så nogle virkelig nedtrykte spillere i går.
Klammeri uden for stadion
Mens man nogle steder i Iran jublede over gårsdagens nederlag, var der ikke så meget at juble over uden for Al Thumana Stadium i Doha, hvor gårsdagens kamp blev spillet.
Her opstod der efter kampen nemlig klammeri mellem tilhængere af det iranske styre og iranere, der var mødt op med protest-budskaber.
Flere videoer viser protesterende kvinder blive chikaneret – herunder en kvinde, der får frataget sin mobiltelefon:
Tumulten blev også observeret af TV 2-journalist Rasmus Tantholdt, der har optaget og delt flere videoer af modstandere af det iranske styre, som bliver chikaneret uden for stadion.