TIDSLINJE Få overblik over vindmølle-branchens skandalesager

Ansatte er blevet kronisk syge af deres arbejde hos både Siemens Wind Power, Vestas og LM Wind Power. Få det fulde overblik over sagerne her.

I mindst 170 sager siden 2005 er ansatte ved Siemens Wind Power og Vestas blevet syge med astma eller eksem.

Størstedelen af medarbejderne er blevet syge, efter at de har været udsat for det sundhedsskadelige stof – epoxy - under deres arbejde hos vindmølleproducenterne.

Herunder kan du få et kronologisk overblik over sagens forløb og reaktioner på arbejdsmiljøskandalen.

Samtidig kan du dykke ned i, hvad der skete i en tidligere kemiskandale hos den danskbaserede vingeproducent LM Wind Power.

1.maj 2016

DR Nyheder kan afsløre, at Siemens Wind Power i årevis har udsat medarbejdere for sundhedsfarlig kemi i strid med loven.

I mindst 64 arbejdsskadesager har medarbejdere fået Arbejdsskadestyrelsens ord for, at de har fået astma og/eller eksem af deres arbejde. Medarbejderne er blevet syge, efter at de har været udsat for de kemiske stoffer epoxy og/eller isocyanater hos vindmølleproducenten.

Afsløringen viser også, at Siemens Wind Power i otte år har sprøjtet ulovligt med isocyanater i produktionen af vindmøllevinger.

2. maj 2016

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) kræver, at Arbejdstilsynet skal redegøre for, om myndighedernes rolle skal ændres i forhold til at sikre arbejdsmiljø på arbejdspladser.

3. maj 2016

Eksperter fastslår, at Arbejdstilsynet burde have grebet ind over for arbejdsskader hos Siemens Wind Power. Eksperterne mener ikke, at det er en undskyldning for Arbejdstilsynet, at Siemens Wind Power siden 2012 har haft en kronesmiley.

8. maj 2016

DR kan fortælle, at Siemens Wind Power fortsatte med at sprøjte med det farlige, kemiske stof isocyanat, efter at virksomheden var opmærksom på, at processen var ulovlig. Arbejdstilsynet udtaler, at Siemens Wind Power har brudt loven i ond tro.

Samme dag sår eksperter tvivl om uvildigheden i en rapport, som Siemens Wind Power i 2011 brugte til at få dispensation til at sprøjte med det sundhedsskadelige stof isocyanat.

9. maj 2016

SF, Enhedslisten, Konservative og Socialdemokraterne kræver, at arbejdsmiljøforholdene hos Siemens Wind Power bliver undersøgt grundigt.

17. maj 2016

DR Nyheder kan nu fortælle, at også ansatte hos Vestas har fået astma, eksem og allergi af deres arbejde hos vindmøllegiganten.

I alt er Vestas-medarbejdere i mindst 84 arbejdsskadesager blevet kronisk syge med astma eller eksem fra 2005 og frem til i dag. Det tilsvarende tal hos Siemens Wind Power er 90 sager.

Samme dag kræver beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), at Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen både skal undersøge arbejdsskader og arbejdsmiljø hos Vestas og Siemens Wind Power.

18. maj 2016

En udtalelse fra formand for 3F i Ringkøbing-Skjern, Linda Nielsen, vækker debat på sociale medier. Lokal-formanden siger, at det er umuligt helt at undgå skader med farlig kemi som epoxy.

- Det er altid farligt at gå på arbejde. Det er farligt at trække vejret, man kan dø af det, siger hun.

Fra LO’s bestyrelse lyder det, at medarbejdere bør kunne undgå arbejdsskader, hvis de bliver beskyttet ordentligt.

25. maj 2016

Arbejdstilsynets og Arbejdsskadestyrelsens redegørelse om arbejdsmiljøet hos Siemens Wind Power blev offentliggjort. Redegørelsen fik kritik af eksperter.

27. maj 2016

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) var i samråd om arbejdsmiljøet hos Siemens Wind Power og Vestas.

Senere samme dag sender Siemens Wind Power dokumentation til DR, der tilsyneladende viser, at beskæftigelsesministeren har givet forkerte oplysninger til samrådet angående et forløb mellem Siemens Wind Power og Arbejdstilsynet i 2007.

28. maj 2016

SF kalder beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i nyt samråd, fordi ministeren gav forkerte oplysninger på samrådet 27. maj. Enhedslisten bakker 2. juni op om endnu et samråd. Ekspert vurderer, at ministeren har vildledt Folketinget.

31. maj 2016

På vegne af tre medlemmer har 3F stævnet Siemens Wind Power for brud på arbejdsmiljøloven. Retssagen begyndte den 31. maj i Aalborg Byret.

2. juni 2016

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) erkender, at han fejlinformerede Folketinget under samrådet 27. maj. Han forklarer, at det skyldes, at Arbejdstilsynet havde givet fejlagtige oplysninger.

30. juni 2016

Byretten i Aalborg dømmer, at Siemens Wind Power samlet set skal betale 900.000 kroner i erstatning til tre tidligere ansatte hos vindmøllefabrikanten.

9. august 2016

De tre tidligere ansatte, der fik tildelt erstatning efter byrettens dom i juni, melder Siemens Wind Power til politiet. De mener ikke, at Siemens Wind Power er draget tilstrækkeligt til ansvar.

7. september 2016

En arbejdsgruppe nedsat af beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) går i gang med at undersøge, hvad der kan gøres for, at færre arbejdere fremover blive syge af farlig kemi.

24. oktober 2017

Regeringen fremlægger et lovforslag, der skal sikre bedre kontrol med arbejdsmiljøet på virksomheder med en kronesmiley. Lovforslaget kommer efter DR's afløringer af, at vindmøllearbejdere blev syge af at gå på arbejde.

Lovforslaget får kritik af Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicin.

LM Wind Power

Det er ikke første gang, at der har været problemer med arbejdsmiljøet i den danske vindmølle-industri.

I februar 2011 stiller ansatte sig frem i Berlingske og fortæller, at de er blevet syge, efter at de har været udsat for det kemiske stof styren hos vingeproducenten LM Wind Power. Styren er et opløsningsmiddel, der kan give hjerneskader og hudsygdomme.

Siden 1995 og frem til 2011 har Arbejdstilsynet givet LM Wind Power 35 påbud for farlige styrendampe.

25. februar 2011

Daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) nedsætter en taskforce af specialister fra Arbejdsskadestyrelsen, der skal helbredstjekke ansatte og tidligere ansatte hos LM Wind Power for styren-skader.

Ansatte eller tidligere ansatte ved LM Wind Power kan kontakte taskforcen via et direkte telefonnummer.

Marts 2011

Ad tre omgange i 2011 afleverer Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen redegørelser om arbejdet med styren hos LM Wind Power.

Samlet set viser redegørelserne, at der har været alvorlige problemer med arbejdsmiljøet hos LM Wind Power. Og at der fra 1978 til 2011 blev anmeldt 1.395 ulykker og erhvervssygdomme til Arbejdsskadestyrelsen fra LM Wind Power.

Heraf var 364 relateret til kemi. Ud af de 364 anmeldte sager blev 34 anerkendt.

April 2011

Inger Støjberg lancerer syv initiativer, der skal forebygge styren-sager fremadrettet. Et af initiativerne går ud på, at ”en virksomhed, der arbejder med farlige kemiske stoffer og får mange påbud, skal følges tættere med opfølgningsbesøg”.