I 13 år er der blevet sprøjtet med det stærkt sundhedsskadelige kemikalie, isocyanter, hos Siemens Wind Power i Aalborg.
Et stof, som har givet mindst fem ansatte hos vindmølleproducenten astma og allergi.
Men først med DRs afsløring af arbejdsmiljøskandalen hos Siemens Wind Power er en værkfører hos virksomheden blevet klar over, at der er blevet brugt isocyanater i produktionen.
- Hvad det var for noget, ved jeg først nu, fordi der har været så meget omtale om det, at jeg har fundet ud af, hvad det er for noget, sagde værkføreren i retten over en skype-forbindelse.
Det fortalte værkføreren i Aalborg Byret i dag. Her er tredje retsdag i gang i en sag, hvor 3F har stævnet Siemens Wind Power for at gøre medarbejdere syge og bryde arbejdsmiljøloven.
Værkførerens ansvar
I retten fortalte værkføreren også, at det er ham, der i det daglige har og har haft ansvaret for, at arbejdet bliver udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt i den del af produktionen, hvor han er værkfører.
Det stemmer overens med det vidneudsagn, som Siemens Wind Powers driftsleder, Michael Jensen, udtalte i retten i går.
Her forklarede han, at han ikke personligt tjekkede, om medarbejderne havde det rigtige udstyr på.
- Jeg har aldrig gjort det. Jeg har aldrig selv ført tilsyn. Det kunne værkføreren sagtens finde ud af, sagde Michael Jensen.
Væltede rundt i epoxy
Det er på vegne af tre tidligere ansatte hos Siemens Wind Power, at 3F har trukket vindmølleproducenten i retten.
Medarbejderne mener, at de er blevet syge, fordi Siemens Wind Power ikke har beskyttet dem godt nok.
To af dem fortalte i går i vidneskranken, at de nogle gange fik epoxy, et stærkt allergifremkaldende materiale, på sig under deres arbejde.
Når det skete, kunne det være svært at skifte dragt, fordi der ikke var tid til det i produktionen, forklarede de.
Det afviste værkføreren i retten i dag.
- Hvis der er en, der synes, at han har fået for meget på, så må han meget gerne gå ned og skifte dragten, hvis han er i tvivl, om der er kommet for meget på, sagde han.
Førte du selv tilsyn med, hvor meget de havde på dragterne, spurgte Siemens’ advokat, Søren Vagner Nielsen fra advokatfirmaet Plesner.
- Nej. Ikke sådan rigtigt. Jeg gik jo ikke oppe ved dem. Jeg gik rundt nede på gulvet, og hvis jeg kunne se, der var en, der væltede rundt i epoxy og havde for meget på sig, så kom jeg med en hentydning til, at de godt kunne gå ned og skifte.
- Folk er jo deres egen sikkerhedsmand. Hvis de selv synes, at de havde fået for meget på, så kunne de gå ned og skifte.
Sin egen sikkerhedsmand
Også 3F’s advokat, Christian Riewe, spurgte værkføreren ind til epoxy og beskyttelsesdragterne.
Har du nogen viden om, hvad gennemtrængningstiden var på dragterne?
- Nej.
Så instruktionen fra din side var, at hvis man havde fået for meget på, så skulle man være sin egen sikkerhedsmand?
- Ja.
Men hvor meget er så for meget?
- Det er jo op til folk selv. Hvis de får for meget på dragten, så sviner de jo også på de andre. Det er noget man selv skal tage stilling til, synes jeg. Så det synes jeg selv, de skal holde øje med.
- Der har ikke været andre retningslinjer fra min side, end at folk selv skal kunne bedømme, om de har for meget eller for lidt på.
Tåge med lugt af kemi
I løbet af de første to retsdage har de tre medarbejdere, som 3F fører sag for, fortalt, hvordan der nogle dage var tåge i hallen, når de mødte på arbejde.
Det skete på dage, hvor en af Siemens’ underleverandører om natten havde sprøjtet nogle forme til vinger med isocyanter.
I retten forklarede de tidligere medarbejdere, at tågen lugtede af kemi. Også det blev værkføreren spurgt ind til af Siemens’ advokat.
Kender du noget til, at der har været en tåge i luften?
- Jeg tror, at der har været højst to gange, jeg kan huske, hvor der lugtede for meget inde i hallen, når vi kom 07.45. Og hvis der lugtede så meget, så gik vi ud af hallen.
- Så kriterierne for, hvornår det var sikkert at arbejde, var, at det lugtede for meget, spurgte 3F's advokat efterfølgende.
- Ja. Så stod jeg lige og talte med folk om: Hvad synes folk? Er der for meget eller for lidt? Det var vores almindelige fornuft og sundhed, svarede værkføreren.
Kendskab til kemi
Senere på retsmødet spurgte 3F's advokat, om værkføreren kendte til, hvilke kemikalier der var blevet brugt inde i hallerne.
- Nej. Det vidste jeg ikke noget om.
Så du havde ikke fra den sikkerhedsorganisation, der skulle klæde dig på, fået at vide om, hvilken kemi der var blevet brugt?
- Nej. Det havde jeg sådan set ikke. Jeg vidste bare, vi ikke måtte være der, mens der blev skummet.
- Dengang vidste jeg også godt, at det nok ikke var skidesundt, når de gik med friskluftsværn og sådan noget. Men andet vidste jeg ikke om det.
- Ved ikke hvorfor
Tidligere skulle der gå to timer, før Siemens’ medarbejdere måtte arbejde efter en skumning med isocyanater. I dag skal der af sikkerhedsmæssige grunde gå fem timer.
Også det blev værkføreren forhørt om af 3F's advokat, Christian Riewe.
Ved du, hvorfor der skal gå fem timer?
- Det er vel bare et sikkerhedsmæssigt krav, de har sat op. Jeg ved ikke hvorfor.
Så du har ikke fået at vide, hvorfor der skal gå fem timer?
- Nej. Jeg vil mene, det er for en sikkerheds skyld. Det er mit bedste svar.
Den sikkerhedsorganisation, der skal hjælpe dig med at blive klædt på til at varetage det tilsyn, du er blevet pålagt, har de fortalt dig noget om, at Arbejdstilsynet vurderer, at der kan være ud afreagerende isocyaanter i op til fem timer efter endt skumning?
- Nej. Det har jeg ikke hørt noget om.
Værkfører har selv epoxyeksem
Under retsmødet kom det frem, at værkføreren selv er allergisk over for epoxy. En allergi han fik, da han arbejdede hos vindmølleproducenten Bonus, der i 2004 blev opkøbt af Siemens.
Har det nogen betydning for, hvordan du så på sikkerheden med epoxy og sådan nogle stoffer, spurgte Siemens Wind Powers advokat, Søren Vagner Nielsen.
- Det synes jeg, at jeg er god til, for jeg er jo min egen bedste sikkerhedsmand. Jeg kan mærke på min egen hud, hvis der er for meget støv i hallen. Og derfor ved jeg, at hvis der for eksempel er for meget støv i hallen, hvad jeg skal gøre.
- For så bliver jeg rød på hagen eller på fingrene eller sådan noget. Så på den måde får jeg selv at vide, hvis der er noget, der ikke er i orden, sagde værkføreren og tilføjede. - Jeg synes selv, jeg er god til at passe på mig selv og mine folk.
64 kemisager hos Siemens
To af de tidligere medarbejderne, der har lagt sag an gennem 3F, har fået Arbejdsskadestyrelsens ord for, at de har fået astma og eksem af deres arbejde med epoxy og/eller isocyanater hos Siemens Wind Power.
Det er de ikke ene om. DR Nyheder har den seneste måned afsløret, hvordan medarbejdere hos Siemens Wind Power i 64 sager er blevet syge af deres arbejde med epoxy og isocynater fra 2005 og frem til i dag.
Den tredje tidligere ansatte, der gennem 3F har stævnet Siemens Wind Power, har ikke fået anerkendt sin astma og eksem som arbejdsskade. Hans arbejdsskadesag ligger i øjeblikket til behandling i Ankeklagenævnet.
I morgen er sidste dag i retssagen mellem 3F og Siemens Wind Power. Dommen ventes at falde inden for fire uger.