Siemens: Minister gav Folketinget forkerte oplysninger

Siemens Wind Power kan tilsyneladende dokumentere, at beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen fejlinformerede på et samråd i dag.

Allerede tilbage i november 2007, fremsender Siemens Wind Power, ifølge eget udsagn, dokumentation for, at de bruger epoxy til Arbejdstilsynet. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Sagen om arbejdsmiljøskandalen på Siemens Wind Power tager nu en opsigtsvækkende drejning.

Vindmøllevirksomheden har sendt dokumentation til DR Nyheder, der tilsyneladende viser, at beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen gav forkerte oplysninger på et samråd i Folketinget i dag.

Jørn Neergaard Larsen skulle på samrådet bl.a. forklare, hvorfor Arbejdstilsynet i 2007 gav vindmøllevirksomheden lov til at sprøjtemale med det farlige kemikalie epoxy uden at stille tilstrækkelige krav til medarbejdernes sikkerhed.

Ifølge Jørn Neergaard Larsen var både Siemens Wind Power og Arbejdstilsynet skyld i fejlen. Han sagde på samrådet:

- Virksomheden har svigtet ved at give forkerte oplysninger og tilsynet har svigtet ved at give dispensation på et forkert grundlag.

Arbejdstilsynet fik oplysninger

Arbejdstilsynet selv har i en redegørelse til ministeren forklaret, at det ikke havde fået oplysninger om, hvilken type produkt, der skulle sprøjtes med, da man gav dispensationen, og at man først i 2012 blev klar over, at der var tale om epoxy.

Men det passer ikke, lyder det nu fra Siemens Wind Power. I en mail til DR Nyheder her til aften, skriver pressechef Rasmus Windfeld, at virksomheden allerede den 5. november 2007 sendte oplysninger til Arbejdstilsynet, der klart viste, at der var tale om epoxyprodukter.

Siemens Wind Power har til DR fremsendt den omtalte mail, som blev sendt til Arbejdstilsynet, sammen med et sikkerhedsdatablad over det epoxyprodukt, der skulle anvendes.

I mailen, der er sendt kl. 15:38 den 5. november fra Siemens Wind Power til Arbejdstilsynet står der: ”Som aftalt med (…) hermed lidt yderligere info vedr. arbejdsprocessen med formene på Mølholm. Word dokumentet er den reviderede arbejdsbeskrivelse, hvori der henvises til de vedhæftede sikkerhedsdatablade.”

Ifølge Siemens Wind Power blev dette sikkerhedsdatablad, hvor det fremgår at der er tale om epoxy, fremsendt til Arbejdstilsynet i 2007. (© DR)

Stemmer med dispensationen

De nye oplysninger stemmer overens med den dispensation, som Arbejdstilsynet gav til Siemens Wind Power den 26. november 2007. DR Nyheder er i besiddelse af dispensationen.

I dispensationen står der, at to navngivne medarbejdere fra Arbejdstilsynet har besøgt virksomheden og ”(v)irksomheden har efterfølgende fremsendt yderligere materiale (beskrivelse af de anvendte produkter)”.

Mailen fra Siemens Wind Power til Arbejdstilsynet er stilet til en af de navngivne medarbejdere fra Arbejdstilsynet, og det er den samme medarbejder, der står som reference på selve dispensationssagen.

Ingen kommentar fra Arbejdstilsynet

Allerede i går bragte DR Nyheder oplysninger frem, der såede tvivl om Arbejdstilsynets forklaring vedrørende dispensationen i 2007. På den baggrund lovede beskæftigelsesministeren i dag på samrådet at sende et skriftligt svar om den sag.

Arbejdstilsynet ønsker af den grund ikke at kommentere sagen i dag.