En række ordførere vil nu have undersøgt, om staten kan drages til ansvar for, at ansatte er blevet syge af farlig kemi hos Siemens Wind Power.
Det står klart, efter at beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) har været i samråd om arbejdsmiljøskandalen hos Siemens Wind Power.
- Ministeren siger, at myndighederne ikke har klaret deres arbejde godt nok. Så må man da spørge, om man ikke har et ansvar over for de mennesker, der har fået ødelagt deres helbred, sagde SF’s arbejdsmiljøordfører, Karsten Hønge, på samrådet.
Fejl fra myndighederne
På samrådet redgjorde Jørn Neergaard Larsen for, at Arbejdstilsynet har været på adskillige tilsynsbesøg hos Siemens Wind Power de seneste 10 år.
- Det betyder dog ikke, at der ikke i forløbet er sket fejl fra myndighedernes side, sagde han.
Ministeren forklarede, at Arbejdstilsynet ikke har været gode nok til at reagere på anmeldte arbejdssygdomme blandt medarbejdere hos Siemens Wind Power. Han påpegede, at Arbejdstilsynet i 2007 på et forkert grundlag gav Siemens Wind Power en dispensation til at sprøjte med det sundhedsskadelige stof epoxy.
Og han slog fast, at Arbejdstilsynet har erkendt, at tilsynet i 2011 burde have givet Siemens Wind Power et påbud for at sprøjte med det giftige stof isocyanter uden for en lukket sprøjtekabine.
Undersøgelse af ansvar
Rækken af fejl betyder ifølge SF-ordfører Karsten Hønge, at Arbejdstilsynet bør betale en erstatning til de ansatte, der har fået ødelagt deres helbred hos vindmøllevirksomheden.
- Medmindre ministeren meget snart kommer med nogle meget klare signaler om, at staten påtager sig ansvaret, så mener jeg, at den eneste vej at gå er, at vi får en juridisk afdækning af det, siger Karsten Hønge.
SF får opbakning til en undersøgelse fra Dansk Folkeparti.
- Vi skal selvfølgelig have set på, om der er noget juridisk ansvar – det er klart, siger beskæftigelsesordfører i Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted,
Og også hos Enhedslisten mener arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl, at statens ansvar skal undersøges.
- Jeg tror, at det er rigtigt, at hvis en myndighed svigter, så kan det være ansvarspådragende. Det betyder, at vi også skal have undersøgt den del af det, siger Enhedslisten arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl.
- Arbejdstilsyn kan få erstatningsansvar
Lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, vurderer, at Arbejdstilsynet kan ende med et erstatningsansvar over for de medarbejdere, der er blevet syge.
- Det her er nok en af de situationer, hvor det er mere nærliggende, at Arbejdstilsynet kan få et erstatningsansvar i forhold til de skadede borgere, fordi der er så tæt sammenhæng mellem tilsynsområdet, tilsynspligten og så de skader, der er helt oplagte i relation til arbejdet, siger han.
Ingen tvivl om fejl
Beskæftigelsesministeren henviste både under samrådet til, at de ansatte, der er blevet syge, kan søge om erstatning gennem Arbejdsskadestyrelsen. Da DR efter samrådet forholdt Jørn Neergaard Larsen (V) til Sten Bønsings vurdering om, at Arbejdstilsynet kan være ansvarlige, svarede ministeren sådan her:
- Jeg har ikke grundlag for at træffe yderligere beslutninger, end dem jeg har truffet.
- Der er sket en formel fejl ingen tvivl om det. Men det er jo ikke det samme, som at der er en årsagssammenhæng til at kunne sanktionere noget bestemt i forhold til en myndighed eller en person.