Et døgn efter meddelelsen om den græske landsholdsspiller George Baldocks pludselige død leverede hans holdkammerater en stor overraskelse i Nations League.
Efter et sejrsmål i tre minutters overtid vandt grækerne 2-1 over England på Wembley.
Vangelis Pavlidis blev matchvinder ved at score begge mål, men jubelscenerne var forståeligt afdæmpede efter sidste fløjt.
Spillere havde efter eget udsagn knapt sovet om natten op til kampen. Chokket over nyheden om, at Baldock var blevet fundet død i sin svømmepøl i Athen sad stadig dybt.
Spillerne optrådte med sørgebind, og inden kampen holdt grækerne Baldocks spilletrøje med nummer to på ryggen frem som en hyldest til den engelskfødte forsvarer, der blot blev 31 år.
Men trods den tragiske optakt viste de undertippede grækere sig fornemt frem på Wemblev og vandt 2-1.
Dermed fører Grækenland gruppen i Nations Leagues B-lag med de maksimale ni point for tre kampe. England har tre point færre.
/ritzau/