Siden 2007 har kajakroeren René Holten Poulsen været en del af Elitecenteret i Dansk Kano og Kajak Forbund, hvor rigets bedste roere samles.
Det vil han dog ikke være i fremtiden, skriver den tidligere verdensmester og OL-medaljetager på Facebook.
- Jeg er sgu ked af det, skriver 33-årige René Holten, og påpeger, at han har opfyldt alle krav og vundet de udtagelser, han er stillet op i.
- Hvad kan man gøre mere end at være den bedste?, spørger roeren, der i september vandt DM-guld i 500 og 1000 meter enerkajak.
Helt konkret betyder den manglende udtagelse til Elitecenteret, at Holten ikke længere må træne der eller i fremtiden vil have mulighed for at benytte Team Danmarks eksperter. Ligeledes ryger den økonomiske støtte.
- Det er problematisk, og jeg håber selvfølgelig, at vi kan finde en løsning, da jeg agter at fortsætte og nå mit mål om at kvalificere mig og lave en podieplads ved OL i Paris (i 2024, red.), skriver kajakroeren.
Forbundet tror dog ikke på, at han kan opnå det mål, skriver han.
TV2 Sport har været i kontakt med Dansk Kano og Kajak Forbund. Her forklarer formand Tom B. Faurschou, at der er tale om en trænerbeslutning.
- Den vurdering, der ligger fra trænerne, er, at René har præsteret fint ved DM, men vi ser ikke, at man kan løfte ham frem til 2023 på internationalt niveau. Vi ved, at det også er en svær situation for René, siger Tom B. Faurschou til TV2 Sport.