Team Danmark har længe efterlyst flere midler, og nu kommer der godt nyt fra Kulturministeriet.
I finanslovsforslaget for 2024 afsætter regeringen cirka 70 millioner kroner ekstra til Team Danmark over de kommende fire år. Det fortæller kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) mandag til DR Sporten.
- Jeg sagde, da jeg blev kulturminister, at jeg vil arbejde for, at Danmark vinder flere medaljer. Det kræver, at pengene følger med.
- Jeg håber, at pengene kan være med til at give vores topatleter nogle bedre forhold og nogle hverdage, der hænger sammen. Det her er en satsning fra regeringens side, siger kulturministeren.
Team Danmark kommer selv til at beslutte, hvordan de 70 millioner kroner skal fordeles over de kommende fire år. Men bevillingen kommer med en venlig opfordring fra Kulturministeriet til særligt at fokusere på to områder.
Først og fremmest en såkaldt forældreordning, der skal sikre, at atleterne kan få børn og gå på barsel uden at miste den økonomiske støtte fra Team Danmark. Derudover er pengene også tiltænkt en styrkelse af dansk parasport på eliteniveau.
- Vi har valgt at prioritere de områder, fordi det er dem, Team Danmark har bedt os om at finde midler til. Men de 70 millioner kroner er så pænt et beløb, at pengene kommer en bred vifte af atleter til gode. Det er op til Team Danmark, hvordan de prioriterer midlerne over de kommende år, siger Jakob Engel-Schmidt.