Spaniens VM-helt fra 2010, Andrés Iniesta, er torsdag præsenteret som medejer af den danske 2. divisionsklub FC Helsingør.
Sammen med den schweiziske virksomhed Stoneweg har Iniesta med sit firma Never Say Never købt aktiemajoriteten i klubben.
Købet af FC Helsingør er med udvikling af klubben og respekt for det eksisterende for øje. Det fortæller Andrés Iniesta i et interview med TV 2 Sport.
- Målene er at sørge for, at holdet bliver bedre år for år, og at der produceres spillere. At deres færdighedsniveau bliver bedre, og at folk kan føle sig endnu mere stolte over deres hold, siger Andrés Iniesta til TV 2 Sport.
Den 40-årige spanske fodboldstjerne, der lagde støvlerne på hylden i oktober, fortæller desuden, at han har en ambition om at "få nogle positive oplevelser" med folkene i og omkring klubben.