I den kommende sæson går Wout Van Aert efter at vinde det store italienske cykelløb, Giro d'Italia.
Det bekræfter Jonas Vingegaards stjernekollega i et interview med det colombianske medie Mundo Ciclístico.
- Det (målet for næste sæson, red.) er hovedsageligt Giro d'Italia, siger Jumbo-Visma-rytteren.
Med to tidskørsler, nogle korte etaper samt flere afslutninger, hvor Wout van Aerts evner som puncheur-rytter kan komme i spil, synes ruten i Italien fordelagtig for belgieren.
Wout van Aert har aldrig kørt Giro d'Italia. Tour de France er det eneste af de såkaldte grand tour-løb, der også tæller Vuelta a España, som Jumbo-rytteren har prøvet kræfter med.
Jonas Vingegaard håber, at van Aerts Giro-planer ikke betyder, at han dropper næste års Tour de France, da det vil være "et stort tab".
- Det ville selvfølgelig være fedt, hvis han kørte Touren, men man kan jo ikke bare sige, at det skal han, siger Jonas Vingegaard til Ritzau.
- Han har måske nogle andre mål, og dem skal han også have lov at køre efter. Jeg tror, at han vil satse hårdt på OL, og derfor passer det godt til hans sæsonplan at køre Giro.