Fortuna Hjørrings fodboldkvinder erobrede søndag førstepladsen i den bedste danske række med en 2-0-sejr ude over rivalerne fra FC Nordsjælland.
Angriberne Florentina Olar-Spanu og Joy Omewa scorede målene for Fortuna Hjørring i sjette spillerundes topkamp.
Fortuna Hjørring topper nu rækken med 16 point, mens FCN efter sæsonens første nederlag i ligaen har et point færre på andenpladsen.
- Som vi også nævnte over for pigerne inden kampen, så skal vi huske på, at det kun var den sjette kamp i sæsonen, og intet er hverken blevet vundet eller tabt.
- Vi ville selvfølgelig gerne havde vundet, men sæsonen er lang, og vi har kun spillet en fjerdedel af kampene, så vi har intet at stresse over, siger FCN-træner Chris Sargeant til klubbens hjemmeside.
FCN vandt det danske mesterskab i sidste sæson og havde indledt sæsonen med fem sejre i træk i den hjemlige række.
Fortuna Hjørring gæster i næste spillerunde HB Køge. FCN skal en tur til Aarhus for at møde AGF.
/ritzau/