Andretti Formula Racing har fået afvist sin ansøgning om at blive det 11. hold i Formel 1 fra 2025.
Det oplyser Formel 1 i en pressemeddelelse.
Det Internationale Motorsportsforbund (FIA) godkendte i 2023 en ansøgning fra Andretti Formula Racing, som så siden skulle forbi de kommercielle rettighedshavere, der formelt set ejer Formel 1.
I den lange og udførlige meddelelse bemærker man blandt andet, at man har vurderet, at holdet "ikke har demonstreret sin evne til at skabe ekstra værdi for Formel 1".
Herunder udtrykker man blandt andet bekymring for, om Andretti Formula Racing vil være i stand til at lave en konkurrencedygtig bil, der kan køre med om podiepladser og grandprixsejre.
Formel 1 holder dog døren åben for Andretti Formula Racing, der ejes af den tidligere Formel 1-kører Michael Andretti og slår fast, at man "vil se anderledes på en ansøgning gældende fra 2028 - især hvis man udvikler sit samarbejde med General Motors.
2024-sæsonen i Formel 1 starter 2. marts i Bahrain.