Gift Links scorede et regulært drømmemål, da AGF besejrede FC Nordsjælland med 3-2 på udebane i den første af to pokalsemifinaler fredag eftermiddag.
Det var ellers FC Nordsjælland, der tilspillede sig klar flest chancer i første halvleg, men efter 33 minutter lykkedes det AGF at komme foran, da Links kanonerede bolden op i krogen.
Det lykkedes dog FC Nordsjælland at få udlignet kort inden pausen på mål af Ibrahim Osman, men i overtiden af første halvleg tog AGF føringen på ny, da Tobias Bech scorede efter et hjørnespark.
Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, hvor FC Nordsjælland var det toneangivende hold, og efter en times spil gav det pote, da Andreas Schelderup sparkede et frispark direkte i mål.
Men for tredje gang skulle AGF komme foran, da Frederik Tingager headede bolden i kassen efter et hjørnespark, og denne gang lykkedes det AGF at holde føringen.
3-2 vandt aarhusianerne, der dermed har et godt udgangspunkt inden returopgøret den 11. april på Ceres Park.