Dressurrytteren Carina Cassøe Krüth har fået otte måneders karantæne.
Det har appeludvalget i Dansk Ride Forbund (DRF) onsdag afgjort, skriver Ekstra Bladet.
Karantænen gælder i alle konkurrencer og aktiviteter under Dansk Ride Forbund, skriver appeludvalget i sin afgørelse. Dermed er Carina Cassøe Krüth også udelukket fra landsholdet i perioden.
Dommen udspringer fra en sag, hvor Cassøe Krüth under en træningshændelse pisker sin hest to gange.
Carina Cassøe Krüth skriver i en pressemeddelelse, at hun er meget overrasket og anker afgørelsen til Danmarks Idrætsforbunds (DIF) appelinstans.
- Jeg fik en bøde og en straf for min forseelse af Dansk Ride Forbund, og jeg har aldrig forsøgt at krybe udenom i forhold til hændelsen, der fandt sted for mere end to et halvt år siden, siger dressurrytteren.
- Vi har at gøre med et forbund, som ikke vil stå ved sin egen afgørelse, men som på grund af pres udefra hæver en straf, som forbundet oprindeligt havde sat til en bøde.