Cykelstjernen Tadej Pogacar får sig endnu en hjælperytter med dansk pas.
I forvejen kører danske Mikkel Bjerg for Pogacars UAE Emirates-mandskab, og nu slutter Julius Johansen sig også til storholdet, der i sommer vandt Tour de France med den slovenske kaptajn.
Cykelholdet oplyser på sin hjemmeside, at det har udstyret Julius Johansen med en etårig kontrakt.
- Jeg er utrolig taknemmelig for den tillid, som UAE har vist mig ved at give mig denne fantastiske mulighed. Det er en drøm for mig at skifte til et så professionelt og succesfuldt hold som UAE, siger Johansen til holdets hjemmeside.
Mauro Gianetti, sportsdirektør hos UAE Emirates, fortæller, at det primært er danskerens evner som hjælperytter, der har ført til ansættelsen.
- Vi er meget glade for at byde Julius velkommen på holdet. Vi mener, at hans profil kan styrke holdet, når det kommer til at støtte vores holdkaptajner, siger han.
25-årige Julius Johansen forlod for et år siden World Tour-holdet Intermarché og har siden kørt for kontinentalholdet Sabgal/Anicolor fra Portugal.