Ved World Games i Birmingham, USA, tog Danmark natten til tirsdag to guldmedaljer.
Denne gang i bowling, hvor der var plads øverst på podiet i både kvinde- og herredouble.
Først var det Jesper Agerbo og Dan Østergård-Poulsen, der kunne sikre guldet ved at slå Canada i finalen.
- Vi havde en god gameplan, og vi var i fuld kontrol hele turneringen. Det er super fedt, siger herretræner Michael Bai Ernest fra Birmingham, Alabama.
Danmarks kvindedouble, som består af Mai Ginge Jensen og Mika Guldbæk, mødte bowlingstormagten USA i finalen.
- Vi vandt en overlegen sejr til sidst i tredje serie, men det holdt hårdt. Vi var hele følelsesregistret igennem, så der var meget jubel og kram - og også lidt tårer til sidst, siger dameduoens træner John Guldbæk.
World Games er et slags OL for de mindre sportsgrene.