Danmarks fodboldlandshold kæmpede sig tilbage og sejrede i den første af tre EM-tests inden sommerens slutrunde.
I søndagens udekamp mod Østrig vandt kvindelandsholdet med 2-1.
Danmark havde spilovertag og fint med chancer, men det var Sarah Zadrazil, der sørgede for en østrigsk pauseføring.
Midtvejs i anden halvleg fik den tilbagevendte danske anfører, Pernille Harder, dog bragt balance i regnskabet, da hun satte sidste fod på et flot dansk angreb. Med et kvarter igen pandede Sofie Junge Pedersen den afgørende scoring ind.
De danske spillere har to testkampe tilbage i juni, hvor den sidste skarphed skal findes, inden det går løs ved EM i England i juli måned.
Fredag den 24. juni spiller Danmark testkamp i Parken mod Brasilien, inden Norge gæster landsholdets hjemmebane i Viborg onsdag den 29. juni.
De næste to opgaver for kvindelandsholdet er Brasilien og Norge på hjemmebane. De spilles den 24. og 29. juni og kan ses på DRs kanaler.