Først Mikkel Hansen. Så Nicklas Landin. Og nu vender endnu en dansk landsholdsspiller snuden hjem mod Danmark.
Aalborg Håndbold har nemlig sikret sig en aftale med Simon Hald på en femårig kontrakt fra sommeren 2023.
Simon Hald skiftede fra netop Aalborg Håndbold til tyske SG Flensburg-Handewitt i 2018, hvor han har nydt fin succes.
Den 203 cm høje stregspiller har blandt andet været med til at vinde det tyske mesterskab med SG Flensburg-Handewitt i 2019 samt deltaget i EHF Champions League alle fire sæsoner, men nu vender han altså tilbage til sin hjemby fra sommeren 2023.
Simon Hald var med til at vinde VM for Danmark i både 2019 og 2021, og han har indtil videre spillet 59 landskampe.
Aalborg Håndbold er ikke de eneste, som har styrket sig med danske profiler.
Mandag den 11. april kunne Bjerringbro-Silkeborg nemlig annoncere, at de har skrevet under med Rasmus Lauge ligeledes fra sommeren 2023.