Martin Schulz er morgensur.
Ikke fordi han af natur hader morgener. Men hver morgen modtager han i disse dage presseklip fra det tyske socialdemokratis partikontor – et såkaldt pressespiegel (pressespejl, -red.) – og det er alt andet end munter læsning for de tyske socialdemokraters kanslerkandidat.
Tyske medier fortæller, hvordan kampagne-medarbejderne i SPD´s hovedkvarter nogle gange ville ønske, at Schulz ikke startede sin dag med presseklippene. For når først Martin Schulz har læst både meningsmålinger og kommentarer, så er han i dårligt humør.
Reaktionen er forståelig nok. For de tyske medier fortæller en og samme historie om de tyske socialdemokrater og deres kanslerkandidats chancer i det tyske valg.
Martin Schulz risikerer at blive den socialdemokratiske kanslerkandidat med historiens dårligste valgresultat.
Opad med raketfart
Udsigten til et historisk valgnederlag passer på ingen måde Martin Schulz.
Siden han i 1984 gik ind i tysk lokalpolitik i Würselen – tæt på der, hvor den tyske grænse møder Belgien og Holland – har Martin Schulz stort set kun oplevet personlig politisk fremgang.
I 1987 blev han den yngste borgmester nogensinde i Nordrhein Westphalen. Nogle år senere – i 1994 forlod Schulz kommunalpolitik og blev valgt ind i Europa-Parlamentet. Karrieren som EU-parlamentariker gik opad med raketfart.
I 2004 blev Schulz udnævnt til den magtfulde post som formand for den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet. Det betød, at Martin Schulz ved hver eneste store politiske debat i Europa-Parlamentet var en af de første som fik ordet.
Posten som leder af den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet holdt Martin Schulz holdt fast i i otte år – frem til 2012, hvor han tog yderligere et skridt op ad karriere-stigen. Han blev formand for Europa-Parlamentet.
Næse for magt
Schulz evne og vilje til at søge, fastholde og udbygge magten er tydelig for enhver, som har fulgt ham i Europa-Parlamentet.
Som formand for Europa-Parlamentet gennemførte Schulz flere politiske reformer som skulle gøre parlamentsformanden til en europapolitisk magtfaktor.
Han var aldrig bange for at invitere sig selv med, når Europas ledere skulle mødes. Lige fra det kuriøse slagsmål om, hvilken EU-leder som skulle være til stede i Oslo, når EU skulle modtage Nobels Fredspris, til Schulz evne til at forsøge at blive hængende ved visse drøftelser ved EU-topmøderne, hvor EU-lederne ellers normalt kun hører en kort tale fra parlamentets formand, inden de rigtige topmøde-drøftelser går i gang.
Som en diplomat engang udtrykte det: Ved EU-topmøderne taler parlamentets formand, mens stats- og regeringscheferne hænger overtøjet i garderoben. Sådan var det ikke med Schulz.
En formand for Europa-Parlamentet sidder normalt i en periode på to et halvt år. Og da Schulz formandstid begyndte at nærme sig sin afslutning, fik han Europa-Parlamentet med på at foreslå et system, hvor de politiske grupper opstillede spidskandidater, som skulle overtage posten som formand for Europa-Kommissionen.
Schulz ville være formand for Europa-Kommissionen.
Alle kneb og tricks i bogen
Socialdemokraterne tabte valget. Formandsposten i Kommissionen var tabt – den gik til Jean-Claude Juncker.
Men i stedet for at resignere satte Martin Schulz alle kræfter ind på at redde sin egen politiske karriere. Alle kneb og tricks i bogen blev brugt, sådan at han kunne bryde al præcedens i Europa-Parlamentet og få lov til at fortsætte yderligere i to et halvt år som formand for Europa-Parlamentet.
Frustrationen internt i parlamentet var enorm.
Men med tysk dominans og behændigt politisk spil med uddeling af poster og privilegier til en række nøglepersoner, lykkedes det Martin Schulz at blive forlænget som formand for Europa-Parlamentet – en bedrift som aldrig tidligere er sket – og den post bevarede han, til han så muligheden for en endnu højere post.
Han ville være manden, som skulle gøre en ende på Angela Merkels tid som tysk forbundskansler.
Balladen med Berlusconi
Det var egentlig ikke nogen given ting, at Martin Schulz skulle blive formand for den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet efter parlamentsvalget i 2004. Men året inden blev Martin Schulz hovedperson i et politisk drama, som gjorde ham kendt i det meste af Europa.
Året var 2003.
Italien havde formandskabet i EU og den italienske premierminister Silvio Berlusconi talte i Europa-Parlamentet. Martin Schulz var en af mange talere, og han kritiserede Berlusconi – blandt andet med henvisning til den italienske mafia.
Det fik Berlusconi til at slå tilbage.
- Hr. Schulz. Der er for øjeblikket en italiensk filminstruktør som er ved at indspille en film om nazisternes koncentrationslejre. Jeg vil foreslå Dem til rollen som kapo. Den vil De være perfekt til, sagde Berlusconi direkte henvendt til Schulz.
I de tyske koncentrationslejre var en kapo en fange, der agerede som vagt for sine medfanger i bytte for særlige privilegier.
Balladen mellem Schulz og Berlusconi blev en stor sag i de europæiske medier – og med Schulz som både helt og hovedperson var vejen banet til, at Martin Schulz kunne rykke op af den politiske rangstige i Europa-Parlamentet
Se udvekslingen mellem Schulz og Berlusconi her:
Modvind i ungdommen
Selvom Martin Schulz stort set kun har oplevet politisk medvind de seneste tre årtier, så han hans liv ikke altid været et i medvind. I ungdommen var det nemlig tæt på at gå galt for Martin Schulz.
Han klarede sig ikke godt i skolen og fik aldrig afsluttet sin studentereksamen. Martin Schulz var mere interesseret i at spille fodbold end i at lave lektier.
Han startede fodboldkarrieren som venstre back i SV Rhenania, og efter sigende spillede Martin Schulz fodbold, som han spiller det politiske spil. Han elsker at angribe.
Schulz drømte om en karriere som professionel fodboldspiller, men en knæskade satte en stopper for den drøm.
Knæskaden og de knuste fodbolddrømme slog Martin Schulz fuldstændig ud af kurs. Han begyndte at drikke og var i en periode så dybt alkoholiseret, at hans liv var ved at falde helt fra hinanden.
Men Schulz fik hjælp. Han stoppede fuldstændig med at drikke og har ikke rørt alkohol siden.
Martin Schulz fik en læreplads i en boghandel, og det hjalp ham på fode. Bogbranchen blev hans redning, og i 1982 gik Martin Schulz i banken og lånte 80.000 D-mark, så han kunne starte sin egen boghandel.
Den kørte han, indtil han blev valgt til Europa-Parlamentet i 1994, hvor boghandlen blev solgt til en af medarbejderne.
Balladen om gåseleveren
Selvom Martin Schulz siger nej tak til alle de alkoholiske glæder, som Europa-Parlamentet byder på – som for eksempel Alsace-vinene, så er tyskeren dog ikke helt så politisk korrekt som man kunne tro.
Under valgkampen er Schulz blandt andet blevet konfronteret med, at hans foretrukne forret i Strasbourg er Stopfleber – gåselever – eller fois gras som retten er kendt med.
Smagen for gåselever er en af de mange negative historier, som Schulz har kunnet læse om i de daglige presseklip. For når man først er blevet kanslerkandidat i Tyskland, så er fokus meget større, end det nogensinde var under Schulz mange år i Europa-Parlamentet, og det har kanslerkandidaten mærket.
Elsker Danmark
Den store fokus på SPD´s kanslerkandidat kan ses i pressen overalt i Europa.
Aldrig før har der i tysk politik været en kanslerkandidat med så mange forbindelser ud i EU´s medlemslande. Schulz kender politikere fra hver eneste af EU´s medlemslande. Han har siddet i Europa-Parlamentet med Helle Thorning Schmidt, besøgt hende og en række andre danske politikere, og han har for eksempel også været på besøg i Danmarks Radios studie på Christiansborg.
Det har ingen anden tysk kanslerkandidat, og Schulz' nærhed til og kendskab til de øvrige EU-lande – og til journalister fra medlemslandene – er fuldstændig unikt for en tysk kanslerkandidat.
Men selv om Schulz er kendt overalt i EU, så er der alligevel en særlig grund til at fremhæve hans særlige bånd til Danmark.
Det var nemlig i Danmark – i Ribe – at Schulz spurgte Inge, om hun ville gifte sig med ham. Hun sagde ja, og de har været gift siden 1985.
Det var et ægteskab som gik hurtigt. De to mødtes den 16. maj 1985. To dage senere – udenfor Ribe Domkirke sagde Schulz – lad os gifte os. Fem dage senere – den 21. maj flyttede de sammen. Og den 15. november samme år giftede de sig.
Som et evigt minde om den begivenhed fik Martin Schulz senere overrakt en tagsten fra Ribe Domkirke, da han som parlamentsformand var på officielt besøg i Danmark.
Giver aldrig op
Hvis meningsmålingerne holder, så står Martin Schulz til et historisk valgnederlag. Men typisk for Martin Schulz så er han ikke en, som afgiver politisk magt frivilligt. Jeg bliver siddende som formand uanset valgresultatet, siger han. Men han kunne nok dårligt sige andet.
I valgkampen holder han stædigt fast og taler om, hvad han vil gøre, når han bliver kansler.
Og når han får spørgsmål om, hvorvidt den store regeringskoalition mellem Merkels kristdemokrater og Schulz socialdemokrater skal fortsætte efter valget, så svarer Schulz, at journalisterne må spørge Merkel, om hun ønsker at indtræde i hans socialdemokratisk ledede regering.
Udadtil er Schulz kampklar og kampagnemedarbejderne fortæller da også, at morgensurheden efter læsning af presseklip plejer at fortage sig, når først Martin Schulz har været ude til vælgermøder og mærker opbakningen fra fremmødte borgere.
Martin Schulz kæmper netop nu sit livs politiske kamp.
Men uanset hvordan slaget ender, så er alle, som kender og har mødt Martin Schulz, enige om, at der er tale om en mand som ikke giver op. Den politiske karriere for Martin Schulz kommer til at fortsætte – uanset valgresultatet på søndag.