Meningsmålingerne i Tyskland viser, at forbundskansler Angela Merkel har kurs mod endnu en sejr ved valget 24. september.
Men målingerne siger lige så tydeligt, at tyskerne igen skal ledes af en koalitionsregering med deltagelse af flere partier. Derfor bruger de tyske medier i øjeblikket meget krudt på at diskutere de forskellige måder, som partierne kan slå sig sammen på efter valget.
Her er de partier, som efter alt at dømme bliver repræsenteret i Forbundsdagen, samt deres aktuelle form i meningsmålingerne:
Partierne kan kombineres på mange måder, men nogle sammensætninger er naturligvis mere sandsynlige end andre.
Herunder gennemgår vi de mulige koalitioner efter valget i Tyskland og vurderer samtidig, om de har en chance for at blive til virkelighed:
En ny stor koalition vil betyde mere af det samme. Angela Merkel & co. vil kunne fortsætte langsigtede politiske projekter med meget af det gammelkendte personale.
Fornuftsægteskabet vil altså give stabilitet, men kan også betyde stilstand. For hidtil har CDU/CSU og SPD hellere forvaltet Tyskland end at gennemføre nødvendige reformer. Og så er en stor koalition lig med en lille opposition, der sjældent bliver hørt. Nogle eksperter mener, at alt det kan føre til en demokratikrise, hvor stadigt flere tyskere støtter partier på de ydre fløje.
En regering, hvor Tysklands konservative (CDU/CSU) slår sig sammen med de liberale (FDP), er den etablerede højrefløjs ønskedrøm. Den kan munde ud i en politik, der er mere skarpt skåret borgerlig end den nuværende med socialdemokraterne (SPD).
Bagsiden er bare, at de liberale ikke altid harmonerer lige godt med CDU’s strengt konservative søsterparti, CSU. Da de sidst var i regering sammen – i 2009-2013 – forvandlede drømmen sig til et mareridt af interne hanekampe. Det svækkede regeringen.
”Jamaica” - efter farverne på landets flag - er et eksperiment, der ikke er afprøvet på forbundstyske breddegrader endnu. I delstaten Saarland eksploderede jointen op i ansigtet på de involverede. I Slesvig-Holsten, hvor koalitionen lige nu bliver afprøvet, er der stadig glød i den.
De liberale i jakkesæt og de fodformede grønne har det svært med hinanden. Grønne og konservative lige så. Men forskellene er blevet mindre, og en regering iført (metaforiske) rastahuer kunne måske sætte nye impulser.
Kampene mellem Tysklands konservative og grønne er næsten lige så stor en tradition som Oktoberfest. Der er bare langt mellem Tysklands ”Spießbürger” (borgerdyr) og ”Ökolatschenträger” (folk der går i sundhedssko).
Afstanden er ganske vist blevet mindre, siden Angela Merkel har rykket CDU ind på den politiske midte – og en del Grønne er blevet mere borgerlige. Men danner de to partier regering, kan man forvente indædte kampe mellem CDU’s strengt konservative søsterparti, CSU – og de venstreorienterede blandt de Grønne.
SPD-formand Martin Schulz ville have flest vinderchancer, hvis han løftede de røde faner og gik efter en venstreorienteret regering. Den koalition har de i flere tyske delstater og kommuner, men spørgsmålet er, om Schulz ville turde gå efter den i Forbundsdagen.
For mange tyske vælgere nærer en dyb mistro til socialisterne i Die Linke. De er arvtagere til SED, kommunistpartiet der regerede i det hedengangne DDR-diktatur. Og i forgangne valgkampe har den tyske højrefløj ført skræmmekampagne mod ”Die roten Socken” (de røde sokker), der angiveligt vil forvandle Tyskland til et nyt DDR, hvis de kommer til magten.
Martin Schulz‘ socialdemokrater har kørt tysk regeringsparløb med liberale og grønne hver især – men aldrig som "Ampel" (trafiklys) i Forbundsdagen.
Efter sigende ser førende SPD-politikere gerne lys i lampen, mens liberale og grønne virker skeptiske for rød-gul-grøn. For faren for fløjkrige mellem FDP's neoliberale og socialdemokratiske og grønne venstrekræfter kan blive udtalt.
Tysklands socialister i Die Linke er arvtagere til SED, kommunistpartiet der regerede i det hedengangne DDR-diktatur. De får enhver tysk konservativ til at se rødt, den ideologiske kløft er ganske enkelt kæmpestor.
Selvom dele af Die Linke er midtersøgende, så er udmeldelsen af NATO og tætte bånd til Rusland et must for dem. De to sager alene udelukker ethvert tiltag til brobyggeri, selv hvis partierne kunne danne flertal. Angela Merkel har da også udelukket et regeringssamarbejde.
Man skulle måske ikke tro, at afstanden mellem to højrefløjspartier ville være så stor. Men Merkels konservative ser højrenationale AfD som den ny hovedfjende i tysk politik. Det skyldes dels, at AfD tyvstjæler konservative temaer og traditionelle vælgere fra CDU/CSU. Dels at yderligtgående kræfter i det ny parti har et ret afslappet forhold til nazitiden og dens forbrydelser.
Et regeringssamarbejde med AfD er derfor utænkeligt, har Angela Merkel sagt.