I udgangspunktet er ingen af de nordafrikanske lande vilde med tanken om at oprette opsamlingscentre for migranter på vej til Europa.
Tværtimod har flere direkte sagt nej.
Men derfor kan det godt være, at nogle alligevel kan overtales.
Det vurderer Rasmus Boserup, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), som blandt andet har specialiseret sig i Nordafrikas magtforhold.
- De regeringer, som er der, har været ret afvisende indtil videre. Men det er de jo samtidig med, at de er stærke samarbejdspartnere for EU, når det gælder kontrollen af den sydlige grænse. Det gør de for os, imod at vi så har diverse samhandels- og sikkerhedsaftaler og ser gennem fingrene med alt muligt, siger han.
- Derfor er det heller ikke utænkeligt, at man godt kan få overbevist nogen. Jeg har endnu ikke set et rigtig godt studie på, hvem der ville være de mest sandsynlige, så derfor er det hele gætværk, siger Rasmus Boserup
Ingen aftaler med tredjelande
Opsamlingscentrene i tredjelande i Afrika har jævnligt været på tale, både i nationale strategier - deriblandt danske - og i EU-sammenhæng.
Senest talte EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, i sidste uge om, at EU skal intensivere samarbejdet med Algeriet, Egypten, Libyen, Tunesien, Niger og Marokko.
Det er det initiativ, som EU's stats- og regeringsledere natten til i dag delvist konkretiserede med opsamlingscentre, hvor det er meningen, at migranter, som reddes til havs uden for EU-farvand, skal samles, imens deres sager behandles.
EU-lederne har afsat 500 millioner euro til formålet.
Forudsætningen for at centrene kan oprettes, er dog, at et eller flere af landene vil have centrene på deres territorium. Og her erkendte Dimitris Avramopoulos ifølge The Guardian, at der endnu ikke var et eneste, der har meldt sig parat.
Faktisk har Tunesien tidligere blankt afvist at være officielt opsamlingsland for migranter til EU, og det samme gjorde Marokko i går.
- Det skal forhandles med landene. Et officielt tilbud er endnu ikke lagt på bordet, bekræftede Dimitris Avramopoulos.
Libyen er svær at lave aftaler med
Ifølge Rasmus Boserup fra DIIS er der besværlige problematikker i forhold til hvert af de lande, EU kunne ønske sig at lave aftaler med.
Det gælder åbenlyst Libyen, som er det helt store problem, når det gælder migration til EU på grund af sit enorme territorium og den lange kyststrækning, hvorfra afstanden til Europa er en af de korteste i Afrika.
Her er problemet først og fremmest, at regeringen ikke har kontrollen med landet, og at der generelt sker massive krænkelser af menneskerettighederne.
Men hvis EU er klar til at se stort på det, er der sandsynligvis muligheder for at få et center op at stå.
- Der er en hel masse instanser i Libyen, som gerne vil og kan levere. Det er bare ikke regeringen. Så her skal man hen og arbejde med lokale ledere - en eller anden militsleder, som sidder ved kysten eller styrer en by, siger han.
Tunesien og Marokko kan måske presses
En anden mulig - og måske den mest sandsynlige - samarbejdspartner er Tunesien, som efter sin revolution har brug for rige venner, og derfor måske kan overtales trods sit officielle nej til et opsamlingscenter.
- Tunesien er ekstremt afhængig af Europas investeringer og sikkerhedspolitisk samarbejde. Det er en lille bitte spiller, som er i transition og som har svært ved at finde sine ben at stå på. Dem kunne man nok bedre presse end alle mulige andre, siger han.
Marokko er heller ikke udelukket, selv om man også her har peget på, at opsamlingscentre ikke er løsningen på migrationsproblemet til EU.
- De har afvist i mange år. Men skulle man pege på nogen, som kunne være en mulig samarbejdspartner og som har en geopolitisk interesse i at holde EU tæt, er det dem og tuneserne, siger Rasmus Boserup.
Algeriet er langt fra migrantstrømmen
Egypterne og Algeriet er mindre sandsynlige, om end Algeriet ikke er helt udelukket.
- Algeriet er ikke et rigtigt transitland som de andre, fordi der er for langt derfra over havet til Spanien og Frankrig. Og det er logisk, at man lægger sådan et center tæt på ruten. Men det betyder ikke, at Algeriet ikke er en mulig partner, præcis på grund af det, siger han.
Imod taler dog, at Algeriet typisk har været svære at samarbejde med geopolitisk, og desuden har en økonomi baseret på blandt andet naturgas, som gør, at de ikke har nær så meget brug for euro-tilskud.
Samtidig er landet ved at opbygge sine sikkerhedstyrker og importerer våben i stor stil, og det har ikke brug for samme hjælp som naboerne til at holde militante bevægelser stangen.
- De har både sikkerhedspolitisk og finansiel mulighed for at sige nej, siger nordafrika-eksperten.
Kamelslugning i EU
Helt overordnet er problemet hele vejen rundt, at EU kommer til at sluge store kameler for at få sine lejre.
Især i Nordafrika kan EU nemlig næppe nøjes med euro for at leje sig ind.
- Vi skal nok give ret meget, ikke kun penge, men også alle mulige andre elementer, som typisk indgår i sådanne aftaler. Vi kan ikke bare købe os til det, siger Rasmus Boserup.
- Det kan være overdragelse af statsborgere, som er i eksil i Europa, eller for eksempel en visumaftale til EU kun for algerere, imod at de tilbageholder alle fra syd for Sahara. Marokkanerne kunne måske ønske sig en aftale om Vestsahara (som landet har besat siden 1976, red.), siger han.
Muligt at købe sig ind i Vestafrika
Hvis EU kigger lidt længere ned i Afrika, til Niger, Mali og Mauritanien, som mange migranter passerer på deres farlige rejse nordpå, bliver det nemmere at finde regeringer, som vil være klar til at lave en aftale.
De får det gengæld svært ved at levere den kontrol med lejrene, som EU ønsker.
- Vi kan ikke være sikre på, at de kan stoppe migrationen. Til gengæld kan vi være ret sikre på at få det, som vi gerne vil have det, siger han, og fortsætter:
- Der er ikke noget til hinder for at lægge opsamlingscentrene længere sydpå, fordi det er mere donorafhængige lande. Problemet er, at de stater er så svage, at deres evne til at kontrollere noget som helst er ekstrem lav.
- Det betyder, at hvis du skal lave sådan et center, skal du alligevel selv op og lave grænsekontrol, siger Rasmus Boserup.
I den vedtagne tekst fra EU-topmødet er der kun lagt op til, at centrene skal rumme migranter, som er blevet reddet til søs, imens deres asylansøgninger behandles.
Hvis det holder stik, vil migranter altså ikke kunne få direkte adgang til lejrene og behandlingen af deres sag, men vil fortsat skulle betale menneskesmuglere og risikere livet på Middelhavet for at kunne komme ind.