Solen står lavt over bindingsværkshusene i Piding. På torvet trutter landsbyens hornorkester i trompeter og tubaer. Deres bagtæppe er de sydtyske Alper. Unge kvinder i traditionelle kjoler vimser rundt mellem rækkerne af havestole. De skænker øl og frugtbrændevin til de store – og stikker karameller til de små. Tre generationer sidder henslængt og vipper med fødderne til marchmusik fra gamle tyske dage.
Alt ånder igen fred og idyl.
Og ”Gott sei Dank” for det – gud ske tak og lov – sukker en furet gamling i havestolen ved siden af mig. For det har været tre drøje år, siden flygtningekrisen ramte. Siden dengang hvor hundredetusinder af flygtninge og migranter strømmede over den tysk-østrigske grænse, der ligger kun få kilometer fra Piding.
- Hver morgen sad her 40, 50, 60 nye folk, forklarer Pidings borgmester, Hannes Holzner, og peger på torvet, hvor orkestret spiller.
- De blev sat af om natten af bander af menneskesmuglere. De anede ikke, hvor de var, eller hvor de skulle hen.
Pidings indbyggere gjorde, hvad de kunne for at hjælpe de nyankomne. ”Vi gav dem vand og husly,” husker borgmesteren. Efter en pause tilføjer han:
- Vi var fuldstændigt overbebyrdede af situationen.”
Da flygtningekrisen var på sit højeste i 2015, indrejste der hver måned over 10.000 flygtninge og migranter til grænselandet, hvor Piding ligger.
Som reporter for DR var jeg selv vidne til det kaos, det store rykind af mennesker forårsagede i byer som Passau, Laufen, Freilassing – og her i Piding. Nu er jeg tilbage.
Og jeg mærker hurtigt, at der er langt mere ordnede forhold ved grænseovergangen, der skærer motorvej A8 fra Salzburg i Østrig.
Det tyske forbundspoliti tjekker rutineret ankommende biler, der kunne gemme flygtninge og migranter. Men der er langt længere mellem hver fangst end i 2015.
Det skyldes ikke mindst, at den såkaldte Balkanrute er blevet lukket. Og at der er indgået flygtningeaftaler mellem EU og Tyrkiet og mellem Italien og Libyen. En talsmand for forbundspolitiet ved den tysk-østrigske grænse fortæller mig, at der nu indrejser mellem 300 og 500 flygtninge og migranter om måneden – i et 250 kilometer langt grænseområde. Altså kun godt fem procent af tallet for 2015.
En varm, tysk kartoffel
Alligevel viser en aktuel meningsmåling, at 62 procent adspurgte tyskere slutter op om et tiltag, der vil føre til en delvis lukning af Tysklands grænser. Står det til indenrigsminister Horst Seehofer (CSU), skal asylansøgere fra i næste uge afvises ved indrejsen til Tyskland, såfremt de allerede er registreret i et andet EU-land.
Det er et tiltag, der truer med at sprænge den tyske regering. For det går stik imod forbundskansler Angela Merkels (CDU) ønsker.
Hun frygter, at Schengen-samarbejdet og princippet om den fri bevægelighed i EU vil bryde sammen. For hvis Tyskland lukker grænsen, så gør Østrig også. Det har den østrigske kansler, Sebastian Kurz, allerede slået fast. Så vil andre lande givetvis følge trop, og så er der dømt lange køer ved de europæisk grænseovergange.
Hvis indenrigsminister Seehofer forsøger at gennemtrumfe sin plan, vil forbundskansler Merkel formentlig fyre ham. Så vil hans parti, CSU, sandsynligvis trække sig fra regeringen i Berlin, der vil miste sit flertal.
Så venter der muligvis et nyvalg i Tyskland – og Angela Merkels endeligt som kansler.
Hvis det scenarie ikke skal blive virkelighed, skal Angela Merkel finde en hurtig løsning på asylproblematikken på europæisk plan. Sådan lyder et ultimatum fra Horst Seehofers parti CSU. EU-topmødet i Bruxelles torsdag og fredag i denne uge er Angela Merkels sidste chance for at udvikle tiltag med EU-partnerne, der kan bremse strømmen af flygtninge og migranter yderligere.
Tiltagene skal ifølge CSU være ”wirkungsadäquat” – altså have samme praktiske effekt, som hvis Tyskland begyndte at afvise visse asylansøgere. Og det kan blive svært for kansler Merkel.
”Gæstfrihed er godt, men..."
Berlin og Bruxelles er langt væk, når man står ved den tysk-østrigske grænse i Piding. Her er holdningerne til asylspørgsmålet ikke motiveret af det storpolitiske spil, men af personlige erfaringer under og efter flygtningekrisen.
- På et eller andet tidspunkt er selv den største vilje til at hjælpe opbrugt. Så har selv den mest ihærdige hjælper ikke flere kræfter, siger Hannes Holzner, borgmesteren i Piding.
I tre år har menneskene i grænseregionen løftet byrden af et i begyndelsen massivt og senere mindre, men vedblivende rykind af mennesker. Det har været svært, men det er lykkedes at finde tilbage til en form for normalitet. Og den vil man gerne bibeholde. Man vil ikke opleve noget lignende som flygtningekrisen igen. Man har fået nok.
Og derfor slutter mange, jeg taler med i Piding, op om en delvis grænselukning. De er udmattede. Og en hel del af dem er også skuffede.
- Gæstfrihed er godt, siger for eksempel Georg Fagerer. Han fortsætter:
- Men hvis den bliver misbrugt, så er det på tide at sige: "hertil og ikke længere".
Han henviser til sagerne om asylansøgere, der har misbrugt asylsystemet eller begået kriminalitet, herunder voldtægter og mord.
Et alternativ for Piding
Det er enkeltsager, som lige nu får stor opmærksomhed i tyske medier. Og som præger, ja ændrer billedet af de mennesker, der ankom i flygtningekrisen. I lang tid blev de set som nødlidende. Nu ser stadigt flere dem som et problem.
- Vi har ikke plads til de mennesker, vi kan ikke forsørge dem, og vi kan ikke længere garantere for landets indre sikkerhed, mener Peter Franz, en anden af de lokale i Piding.
Blandt de borgere, jeg taler med, er der en genkommende følelse af, at man måske var for blåøjet i flygtningekrisen. At man måske også hjalp de forkerte – slette mennesker.
- Det er helt klart noget, man har i baghovedet her, bekræfter borgmester Holzner.
- Og derfor vil mange gerne lægge det hele bag sig.
Og her ligger en del af forklaringen på, hvorfor Tysklands indvandringskritiske parti AfD får stadigt større opbakning i grænseregionen. Og hvorfor indenrigsministerens parti CSU - der er dybt forankret i regionen – vil afvise flere asylansøgere.
De to partier, der begge stiller op til et kommende delstatsvalg, har et lignende budskab til vælgerne i grænseregionen:
Hvis man lukker grænsen, lukker man fremtidige problemer ude. Så kan byer som Piding måske bevare den idyl, som de først lige har fundet tilbage til – og som for nogle syntes truet eller tabt.
Så kan hornorkestret på landsbytorvet spille videre, som det altid har gjort. Som om flygtningekrisen aldrig var hændt.
Som om Tyskland stadig var det samme som før.