Give livreddende behandling, holde møder, undervise elever, klargøre helikoptere, tælle unger og trække støttestrømper af og på. Mens forhandlingerne bag lukkede døre har nået et kogepunkt, så passer de offentlige ansatte fortsat deres arbejde.
Igennem en dag har DR Syd fulgt seks offentlige ansatte for at se, hvordan deres arbejdsdag egentlig ser ud.
Børnehavepædagogen
Vibeke Nielsen, Børnenes Hus i Hammelev
Kl. 6.45
Havrefrasen er sat på bordet og knækbrød er fordelt ud til ungerne i Børnenes Hus i Hammelev. Vibeke Nielsen er pædagog og åbnede børnehaven kl. 6.30, hvor de første forældre allerede trippede for at aflevere deres børn. På det første kvarter kommer der omkring 15 børn, så Vibeke Nielsen har travlt fra morgenstunden af.
- Det er vigtigt, at de får en god modtagelse, så vi siger godmorgen til hvert enkelt barn og tager os tid til, at de kan vinke farvel til deres forældre, siger hun.
Kl. 7.23
Når forældrene afleverer og henter deres børn, tjekker de selv ind og ud på en skærm i børnehaven. På den måde kan Vibeke Nielsen via sin iPad se, at der lige nu er tjekket 17 børn ind. Det gør hverdagen nemmere for de seks pædagoger og seks medhjælpere, når børnehaven er fyldt skal holde styr på 63 børn.
- I starten synes jeg, det var ekstra arbejde, for når elektronikken ikke virkede var det besværligt. Men nu fungerer det og er en tryghed for os, så vi hele tiden har øje for, hvor mange børn, der er tilbage i børnehaven.
Kl. 9:10
I Børnene Hus er morgenmaden landet på bunden af børnenes maver og energi- og støjniveauet er steget markant.
Vibeke Nielsen er gået i det kreative hjørne, hvor hun maler sammen med en flok børn. Løn er en af de varme emner under OK18-forhandlingerne, men det interesserer egentlig ikke Vibeke Nielsen. Hun vil meget hellere have bedre arbejdsvilkår.
- Jeg vil gerne have en bedre normering – altså flere voksne hænder til at hjælpe de kære børn. Jeg synes, at vi løber rigtig stærkt, siger hun.
Hun forklarer, at hun er nødt til at opgive noget af den læring og de opgaver, der forventes – også selvom hun mener, at det er vigtigt.
- Det gør noget ved arbejdsglæden. Nogle gange kan jeg godt gå hjem og spørge mig selv, om jeg har gjort det godt nok, siger hun.
Vibeke Nielsen dag i børnenes verden fortsætter indtil eftermiddagen, hvor de første forældre melder deres ankomst.
KBU-lægen
Kristoffer Brockhattingen, Sydvestjysk Sygehus i Aabenraa
Kl. 6.37
Der er stille på skadestuen i Aabenraa. Sengene står med rene hvide lagener langs gangen og i et nærliggende rum kan man høre CT-scanneren brumme. KBU-lægen, Kristoffer Brockhattingen, sidder på et kontor og gennemgår journaler. Han arbejder lige nu på hans 14. time og har endnu ikke haft tid til at lukke et øje på sin nattevagt.
- Jeg har set omkring 15 patienter i løbet af de her 14 timer, så der har været nok at se til, siger han.
Kl. 7.10
Et ’rødt kald’ er kommet ind. Det er den betegnelse, der bruges, når der kommer en patient ind, der er i livsfare. Bag en lukket dør til en af traumestuerne er Kristoffer Brockhattingen ved at redde et liv.
KL. 7.37
Kristoffer Brockhattingen er rykket ind i dikterinsgrummet, hvor han er ved at dokumentere sin behandling af den livstruede patient, der kom ind lidt over syv. Patienten overlevede og er nu kørt til videre undersøgelser.
- Så længe man er omgivet at et godt team og er omgivet er kompetente kollegaer, er jeg tryg ved det. Men det er klart, at det er nervepirrende den første gang, siger han.
Et af de store emner under overenskomstforhandlingerne er anerkendelse – eller manglen på det.
- Internt er vi rigtig gode til at anerkende hinandens indsats. Men politisk har man på det sidste måske følt, at anerkendelsen ikke helt har været der, siger Kristoffer Brockhattingen.
Kl. 9.37
Kristoffer Brockhattingen elsker sit arbejde, brænder for det og glemmer alt om overenskomstforhandlinger, når først han trækker i kitlen.
- Når vi er på arbejde, så er vores fokus 100 procent på patienten. Men den her støj på sidelinjen kan selvfølgelig sætte skår i glæden, når man kommer hjem, siger han.
Med et lille skrivebord på hjul, en diktafon og sine noter tøffer Kristoffer Brockhattingen rundt fra stue til stue på ældremedicinsk afdeling. Om 20 minutter har han lagt en 17-timers vagt bag sig og han kan smide kitlen.
SFO-pædagoen
Kim Bunkenborg Jørgensen, Grønnevangskolen i Vejen
Kl. 6.41
Det er en lille halv time siden SFO’en på Grønnevangskolen i Vejen åbnede, og de første børn er allerede blevet modtaget af en af de ni pædagoger, der igennem hele dagen, skal passe omkring 200 børn.
Lige nu er der en rolig stemning i SFO’en, hvor både børn og vokse langsomt er ved at vågne, inden skoledagen begynder klokken otte.
Kl. 7.15
Kim Bunkenborg Jørgensen er lige mødt på arbejde. Han er pædagog i SFO’en, der nu er fyldt med børn. Den rolige morgenhygge er erstattet af grin, snak og stikbold. På Grønnevangskolen går der omkring 1000 børn. Mange af dem kommer forbi SFO’en inden skolen starter, hvor pædagogerne sørger for, at børnene får morgenmad og lidt bevægelse i kroppen.
- Klokken otte er jeg i en 8. klasse, og bagefter har jeg et AKT-møde. Fra klokken ni til ti har jeg så igen en klasse, og fra 10-11 endnu et møde. Øreakupunktur fra kl. 11-12, undervisning fra kl. 12-13 og igen fra kl. 14-15, siger han.
Nogle dage er der fart på, og det skal der også sommetider være, hvis man skal gøre en forskel for børnene, siger han. Men han savner ligesom de andre offentlige ansatte også anerkendelsen.
- Vi får en forholdsvis lav løn, og på en dag som i dag når jeg måske at få en times forberedelse, men ikke rigtig nogen pauser.
KL. 8.50
Skoledagen er godt i gang, og der er lærerkø ved kopimaskinen. Tina Petersen er en af dem, der skal have forberedt lidt til sin syvende klasse – det skal nemlig ske i skoletiden.
- Jeg elsker mit job og jeg elsker at være lærer, men jeg er lidt gjort til lønmodtager. Jeg går hjem kl. 16, jeg passer mit job, men jeg har dælme travlt, mens jeg er her, siger hun.
Førhen gik hun også hjem sidst på eftermiddagen, men så fortsatte hun sit arbejde derhjemme, fordi hun mente hun havde gang i noget godt, fortæller hun. Dengang så hun ikke meget på klokken. En arbejdstidsaftale er vigtig for hende.
Kl. 9.23
De seneste to timer har Kim Bunkenborg Jørgensen haft rygende travlt. Han har haft tyve minutters såkaldt ’læsebånd’ med nogle elever, talt med et par bachelorstuderende, haft møde med kollegaer, hvor de har drøftet planer for 450 inklusionselever.
- Nu er jeg i en syvende klasse og laver understøttende undervisning. Det slutter 9.50, og så er det igen videre op og have samtaler med et par børn, siger han.
Han fortæller, at arbejdsmiljøet er presset, og det kræver et godt kondital at kunne følge med.
- Det er ikke hver dag, man går hjem og føler, at man har haft tid til at gøre sit arbejde ordentlig og omhyggeligt.
Indsatslederen
Torben Groos, Brand og Redning Sønderjylland
15.10
De røde redningsbiler holder alle stille i garagen i dag. Ikke én gang er alarmen gået, så det er en rolig dag på Brandstationen i Aabenraa. Derfor er dagen gået med kontorarbejde, vagtskifte og inspektion, fortæller indsatsleder fra Brand og Redning Sønderjylland, Torben Groos.
15.37
Torben Groos har været en tur på landevejen i indsatsbilen – men ikke med udrykning. Han har taget turen til Tinglev, hvor Brand og Redning Sønderjylland har et kontor. Han har fundet brillerne frem, og øjnene er rettet mod computerskærmen.
Det er nemlig slet ikke udrykning og ildebrand, der præger en typisk arbejdsdag, fortæller Torben Groos.
- Det der fylder mest er at prøve at gøre det så lidt bøvlet at være brandværn som overhovedet mulig. Der er så mange regler og sikkerhedsprocedurer, der skal overholdes.
En af Torben Groos’ vigtigste opgaver er at sørge for, at det er det rigtige brandvæsen, der bliver sendt ud på en opgave. Han hiver et kort frem og folder det ud på bordet.
- Sammen med de 32 brandstationer, der er her i området, laver vi nogle grænser, så vi ved, hvilken brandstation, der hurtigst kan være på en bestemt adresse. Vi følger op på det ved at lave test, så vi ved, at det også virker, siger han.
16.37
Torben Groos’s nyder solen hjemme i sin have. Foran sig har han en lille glødende ildebrand fuldstændig under kontrol – inden længe skal der smides et par bøffer på risten over den. Men helt fri har han ikke. Det næste døgns tid er han på tilkaldevagt.
Det får han 540,- kr. for i døgnet. Og i disse lønforhandlingstider, kan det måske undre, at man kan få penge for at grille hjemme i sin have.
Han mener, at lønnen er ok, men ulempegodtgørelsen – som når man f.eks. er på tilkaldevagt – kunne være bedre.
Torben Groos har lagt sit arbejdstøj klar, så han slavisk og inden for 90 sekunder kan sidde i sin bil, hvis alarmen går.
Social- og sundhedshjælperen
Jane Troelsen, Hjemmeplejen i Tønder Kommune
15.15
Jane Troelsens aftenvagt er lige begyndt. Hun har sat sig i sin bil og er på vej ud til Tønder Kommunes ældre borgere, hvor hun skal hjælpe med toiletbesøg, give medicin, dryppe øjne og tage støttestrømper af.
Hun er nået ud til den første borger, hvor hun banker på.
Manden i hjemmet får hjælp til at komme ud af sengen, over på sin kørestol og ud på toilet. Når han har været det, så er Janes første opgave klaret.
- Det er en god følelse at komme rundt og hjælpe andre, der ikke selv har kræfter eller mulighed for det, siger hun.
15.50
Dagens anden opgave er ved at være fuldført. En ældre dame har fået sine øjendråber, og der har været tid til en lille sludder om sine 14 børnebørn og fire oldebørn.
Men det er ikke altid Jane Troelsen, der besøger den ældre dame. Og det kan give udfordringer, at personalet er så skiftende.
- Det kan ske, at hun ikke får de rigtige øjendråber eller det rigtige antal, siger Jane Troelsen.
16.55
Et ældre ægtepar har fået hjælp til at komme i tøjet, og Jane Troelsen var på vej til næste borger, da en ekstra-opgave blev skudt ind. En af kommunens ældre, havde smækket sig ude og skulle have hjælp til at komme ind i sin lejlighed.
Ekstra-opgaver betyder mindre tid hos den næste, Jane Troelsen skal besøge. Derfor har hun lige nu travlt med at indhente tid, så hun fortsat kan give borgerne et øjeblik til at snakke.
De ældre er glade for den tid, Jane Troelsen giver dem, og herude får hun masser af anerkendelse. Men hun synes, det bliver glemt højere oppe i systemet.
- Vi savner anerkendelse i form af højere løn eller flere timer. Vi er alle sammen deltidsansatte i hjemmeplejen, siger hun.
Jane Troelsen har nu været rundt ved syv forskellige borgere. Tre mere skal have besøg, inden hun kan vender tilbage til kontoret og afslutte sin vagt om en times tid.
Lufthavnsportøren
Per Pedersen, Esbjerg Lufthavn
15.20
Selvom der er stille lige nu i lufthavnen i Esbjerg, så venter der sig en travl aften for Per Pedersen. Som portør skal han senere tage imod et par helikoptere, der kommer ind fra boreplatformene i Nordsøen – de skal også sendes ud igen. Derudover skal han have klargjort et fly, der skal mod Stavanger.
- Vi gør alt det praktiske arbejde omkring helikopteren. Vi læsser, tømmer og tanker den, siger han.
Esbjerg Lufthavn er en lille lufthavn med 62 ansatte 80.000 passagerer på årsplan.
15.55
En del af portørernes job er også at agere beredskab, hvis der sker en ulykke. Derfor sørger Per Pedersen og kollegaerne hver dag for, at den store gule lufthavnsbrandbil er klargjort og virker, hvis det bliver nødvendigt at tage den i brug.
- Vi møder ind klokken seks og den første afgang er klokken syv. Der er typisk to til fire afgange på det tidspunkt. Vi har alt helikopter-flyvning til boreplatformene, og så har vi to daglige afgange til Stavanger og Aberdeen i Skotland, der begge er olielufthavne, siger Per Pedersen.
Portørerne er udtaget til at strejke, hvis der bliver konflikt. Og det kommer til at ramme de folk, der skal flyves ud til og hjem fra boreplatformene.
- Så vil lufthavnen ikke længere være døgnåben, og det vil sige, at helikopterne kun kan nå ud og hjem igen to gange. Det er halvdelen af de afgange, der normalt vil være.
16.20
Check-in er netop åbnet og en gul helikopter er ved at blive guidet i position på forpladsen, så passagerne kan gå ombord.
Når man skal flyve med helikopter, er proceduren lidt anderledes, end når man skal med et rutefly.
- Både passagerer og bagage bliver vejet. Når alle er tjekket ind, bliver tallene lagt sammen, så man kan regne ud, hvor meget brændstof, der skal fyldes på helikopteren, siger Per Pedersen.
Hans vagt slutter kl. 22. Men når han går hjem er han ved telefonen indtil kl. 03 i nat, indtil morgenholdet overtager bemandingen.
- Jeg elsker mit arbejde og har været her i 14 år. Det fortryder jeg ikke, siger Per Pedersen.