3.000 kvadratmeter, tre etager, 100 forhandlere: Her skal slaget om overenskomsterne afgøres

I dag er der indkaldt til nye maratonforhandlinger. DR giver en rundtur i Forligsen.

På disse tre etager skal omkring 100 forhandlere fra stat, regioner og kommuner i dag mødes for at lande en aftale om de offentlige overenskomster. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

I dag tager topforhandlere hul på en ny runde i de tilspidsede forhandlinger om de offentlige overenskomster.

Både stat, regioner og kommuner er indkaldt til nye forhandlinger i 'Forligsen' i dag.

Dermed skal omkring 100 personer rende rundt på kryds og tværs på de omkring 3.000 kvadratmeter, der udgør Forligsinstitutionen og Arbejdsretten, som deler bygning i Det Indre København.

- Det giver en hektisk stemning i huset, og med demonstranterne ude foran er der også mere pres på huset end normalt, siger betjentformand Steen Jensen, der er én af tre ansatte i bygningen.

DR Nyheder har talt med Steen Jensen kort før det, der tegner til at blive det store slag om de offentlige overenskomster.

- Lige nu sørger vi for, at rummene bliver gjort klar, og at alt er klappet af, så de har det så godt, som de kan have det, når de kommer ind i huset, siger den 61-årige betjentformand Steen Jensen, der i år fejrer sit 40 års jubilæum i Forligsen.

Flere mennesker under private overenskomster

Men med et så langt generalieblad slår endnu et forhandlingsmaraton ikke Steen Jensen ud:

- Det er selvfølgelig særpræget, når vi får den opmærksomhed, men jeg tager det helt roligt. Det er helt almindeligt, at vi har 300 mennesker i bygningen, når det spidser til i forhandlingerne på det private arbejdsmarked. Så 100 mennesker skal vi nok få plads til, siger Steen Jensen.

I grafikken herunder kan du se, hvem topforhandlerne på de tre offentlige områder er. Nederst i artiklen gennemgår DR Nyheder de tre etager, hvor forhandlinger i dag foregår.

I alt er 38 topforhandlere udpeget til at deltage i forhandlingerne - herunder dog flere overlap på lønmodtagersiden.

Topforhandlerne har desuden deres egne sekretariater med, som kan regne på nye løsninger og være med til at udarbejde nye udspil.

Derfor vurderes det altså, at op mod 100 personer deltager i dagens forhandlinger.

Lejlighed eller hvilerum

Forligsinstitutionen og arbejdsretten er delt op på fem niveauer - herunder en kælder.

Arbejdsrettens retssal i stueetagen bliver kun brugt til generelle briefinger; det skete for eksempel i tirsdags, hvor forligsmand Mette Christensen brugte retssalen til at give en besked til de mange fremmødte forhandlere.

Ellers foregår forhandlingerne på 1., 2., og 3. etage.

På 1. salen holder forligsmanden til. Her har hun sit forhandlingslokale med plads til 12 mand.

I de tilstødende lokaler har hun et lille hvilerum.

- Det ville være flot sagt at kalde det en lejlighed. Forligsmanden har en seng, en stol, et fjernsyn og et lille badeværelse, siger Steen Jensen.

Arbejdsgivere og lønmodtagere

På 2. sal er det især arbejdsgiverne, der holder til, mens lønmodtagernes forhandlere primært holder til på 3. sal

Steen Jensen og de øvrige ansatte holder deres almindelige arbejdstider. Så når forhandlingerne trækker ud, er det kun personale fra Café Europa, som forpagter kantinen i Forligsinstitutionen, som er til stede under forhandlingerne.

Onsdag udsatte forligsmand Mette Christensen en omfattende konflikt på det offentlige område, der kan sende omkring en halv million offentligt ansatte hjem fra arbejde, fordi de er ramt af strejke eller lockout.

Hun har anbefalet forhandlerne at tage en sovepose og tandbørste med til forhandlingerne om de offentlige overenskomster, som starter i dag klokken 10.

Bryder forhandlingerne sammen, vil en konflikt bryde ud på femtedagen efter et sammenbrud.

Forligsinstitutionens 1. sal er, hvor de store slag om overenskomstforhandlingerne foregår. Det er her forligsmand Mette Christensen holder til og på skift indkalder parterne. Arbejdsgiverne har også et stort mødelokale. Foto: Mathias Sommer
2. sal i Forligsinstitutionen er præget af arbejdsgiversiden, hvor både stat, regioner og kommuner har sekretariater. Men Centralorganisationernes Fællesudvalg, som forhandler på vegne af de statslige lønmodtagere har også lokaler på 2. sal. Foto: Mathias Sommer.
På 3. sal har Forhandlingsfællesskabet (FF) hjemme. FF repræsenterer mange fagforeninger og forhandler på det regionale og kommunale område. Desuden ligger kantinen på 3. sal. Kantinen er forpagtet af Café Europa. Foto: Mathias Sommer.