Sygeplejesker og lærere har efterhånden en del erfaring med konflikt og strejke og har ved de seneste års mæglingsforsøg i overenskomstforhandlinger stået med fanerne klar foran Forligsinstitutionen i indre København.
Men denne gang ser billedet anderledes ud. Der er mødt flere faggrupper op.
Foran Forligsinstitutionen står Djøf-medlemmer med badgets med ordene. "Pas på mig - jeg er ny i konflikten”. Ingen i Djøf har været i konflikt i årtier.
Foreninger som FOA, BUPL og Danske Sygeplejeråd har blandet sig med akademikerne, og i Forligsinstitutionen er parterne bag den såkaldte musketered mødt op til samtlige møder. Kommuner, regioner og stat står samlet med de samme krav, og ingen bliver efterladt.
Men hvorfor har aktivismen bredt sig til flere faggrupper denne gang?
Ifølge Sara Gundelach Vergo, formand for Djøf Offentlig, er det et spørgsmål om, at samtlige grupper har fået nok. Arbejdsgiverne har ikke givet en lønudvikling, som svarer til det private. Og for djøferne har problematikken med, at Finansministeriet prøver at fjerne den betalte spisepause, gjort folk vrede.
- Der har været alle mulige tiltag, der har forringet forholdene for vores medlemmer, og det har skabt en mistillid. Derfor er djøferne parate til at gå i konflikt - selvom ingen ønsker, at vi ender dér, siger hun.
Historisk med en musketered
Sidst Djøf havde en konflikt var i 1969. Det kan ingen huske, som Sara Gundelach Vergo udtrykker det.
Ifølge Nana Wesley Hansen, der er arbejdsmarkedsforsker på FAOS på Københavns Universitet, er det historisk helt unikt, at alle faggrupper står sammen. Og hun nævner også netop lønproblematikken som årsagen til, at akademikerne denne gang står side om side med grupper som lærere, pædagoer og sygeplejersker.
- Akademikerne kan se sig selv i konflikten. Og så er der en læring fra tidligere og en fælles holdning til, at man ikke kan gå enegang i det her system. Du skal have solidaritet på tværs og stå sammen med dine lønkollegaer, siger hun.
Ifølge Djøf-formanden på det offentlige område har der ikke været nogen tvivl om, at de skulle stå foran Forligsinstitutionen sammen med alle de andre.
- Det ville være besynderligt, hvis akademikerne sagde til de andre faggrupper: "Det må I selv ligge og rode med". For vi har alle meget at kæmpe for, og det skal vi gøre sammen, siger hun.
Nogle grupper er mere rutinerede i at gå i strejke. Eksempelvis FOA, BUPL, lærere og sygeplejersker, fordi de for nylig har været en del af en konflikt blandt andet i 2008 og 2013.
Ifølge Nana Wesley Hansen kan nybegynderne lære meget af de mere garvede.
- De har ladet sig inspirere af de andre, og de koordinerer tæt sammen. De begynder ikke fra bunden, men de har ikke prøvet den fulde omgang, når man har en konflikt. For eksempel er Lærerforeningens organisation mere tunet til det og har et beredskab, der bliver sat i gang, siger hun.
Nedenfor kan du få et overblik over nogle af de tidligere konflikter på det danske arbejdsmarked.
2013: Lockout og politisk indgreb på lærerområdet
I 2013 anvendte arbejdsgiverne for første gang lockoutvåbnet uden foregående strejkevarsel, da forhandlingerne gik i hårdknude.
Lærernes arbejdstid var kernen i den verserende strid mellem lærerne på den ene side og Kommunernes Landsforening (KL) på den anden.
Konflikterne foregik både på det statslige område - der blandt andet tæller gymnasier, erhvervsskoler og produktionsskoler, og på det kommunale område - folkeskolen, sprogcentrene og ungdomsskolerne. Det omfattede omkring 67.000 ansatte.
Efter næsten fire uger skred et flertal i Folketinget ind og vedtog et lovindgreb, som var baseret på et udspil fra den daværende S-R-SF-regering. Med det politiske indgreb blev der sat en stopper for lockoutet, og de centrale bestemmelser for lærernes arbejdstid blev afskaffet.
2008 - Marathonkonflikten
Sygeplejersker, pædagoger og sosu-assistenter strejkede i løbet af foråret for 15 procent mere i løn. Samtidig ønskede sygeplejerskerne at sætte fokus på deres arbejdsforhold.
Undervejs var der flere rygter om et regeringsindgreb. Men det kom ikke, og sygeplejerskerne endte derfor med at strejke i næsten to måneder.
Konflikten fik en ende, da fagforeningerne FOA, Sundhedskartellet og BUPL accepterede mindre lønstigninger af arbejdsgiverne - staten, KL og Danske Regioner - end de havde krævet i første omgang.
FOA gik med til 13,4 procent. BUPL accepterede 12,8 procent samt bedre forhold på løntrin og øget tillæg for overarbejde, mens Sundhedskartellet til slut accepterede 13,3 procent mere i løn over tre år.
1998 - Gærkrisen
Konflikten i 1998 blev især kendt for frygten for mangel på gær, hvor flere bagere og supermarkeder havde problemer.
De strejkende kæmpede især for den sjette ferieuge, og mellem den 25. april og 6. maj lå Danmark stille. Aviserne udkom ikke, og butikkerne kunne ikke få varer kørt ud.
Konflikten endte efter 10 dage, hvor Nyrup-regeringen greb ind. Den ophøjede et forslag til lov, som lå tæt på resultatet af forårets overenskomstforhandlinger, der blev nedstemt ved en urafstemning.
De strejkende fik ikke deres sjette ferieuge. Men ved overenskomstforhandlingerne i 2000 blev den en del af aftalen.
1985: Påskestrejken
Der var dømt storkonflikt mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO, da de omkring 300.000 strejkende ville have nedsat arbejdsugen til 35 timer.
Den såkaldte påskestrejke varede ikke længe. Allerede efter seks dage greb Schlüter-regeringen ind og skar den daværende arbejdsuge på 40 timer ned til en 39 timer. Ved den næste forhandling blev den skåret yderligere ned til 37 timer uden konflikt.
1976: Plattedamestrejken
”Plattedamerne” på den Den Kongelige Porcelænsfabrik var utilfredse med deres løn og krævede en lønfremgang til 31,50 kroner i timen.
Det kunne de ikke få igennem, og i forlængelse af konflikten opstod der sympatistrejker hos omkring 10.000 lønmodtagere. Efter 13 ugers konflikt blev der indgået forlig, der gav de lavestlønnede tre kroner mere i timen.
1973 - Storkonflikt
Konflikten i 1973 er den største arbejdskonflikt i Danmark nogensinde. 155.000 strejkede, mens 105.000 var lockoutet.
Arbejdsgivere og arbejdstagerne var blandt andet uenige om arbejdernes krav om en 40 timers arbejdsuge og ligeløn.
Efter to ugers konflikt greb den daværende statsminister Anker Jørgensen (S) ind. Resultatet af regeringsindgrebet blev en arbejdsuge på maksimalt 40 timer. Ligelønnen blev indført – om end af formel karakter.
1956 - Storstrejken
Arbejdstiden var i spil, og fagbevægelsen stillede blandt andet krav om at nedsætte den ugentlige arbejdstid fra 48 til 44 timer.
Forhandlingerne brød sammen, og 65.000 arbejdere endte med at strejke. Forligsmanden fremlagde et mæglingsforslag, som begge parter kunne anbefale deres medlemmer, men arbejderne stemte det ned.
Efter cirka to uger greb statsminister H. C. Hansen (S) og hans regering ind, efter flere transportarbejdere stoppede med at køre olie og benzin ud.
Regeringen endte med at gøre mæglingsforslaget, der ellers blev nedstemt, til lov, og det fik mere end 100.000 demonstranter til at protestere foran Christiansborg.
1933: Kanslergadeforliget
Den økonomiske krise rasede, og der var dømt konflikt, da arbejdsgiverne krævede en lønnedgang på 20 procent. Det blev afvist af arbejderne, og Arbejdsgiverforeningen varslede lockout for 100.000 arbejdere.
I forlængelse af truslen om lockout mødtes den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning med regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i hans lejlighed på Kanslergade på Østerbro.
I lejligheden blev politikerne enige om, at overenskomsterne skulle forlænges ved et lovindgreb, og dermed bevarede arbejderne deres lønninger.