Kander med kaffe og 200 lækre croissanter var det første på forhandlingsbordene i forligsinstitutionen i dag.
Omkring 100 repræsentanter for arbejdsgivere og lønmodtagere i det offentlige tog her til formiddag hul på overenskomstforhandlingerne, der kan sende Danmark ud i en historisk konflikt eller ende i et forlig.
En god start på dagen er afgørende for lærerformand Anders Bondo Christensen.
- Inden for de første timer, må vi finde ud af, om viljen til et forlig er der. Vi må ret hurtigt sige til hinanden: Vil vi finde en løsning. Kan vi finde en løsning. Så er resten benarbejde, siger han.
Han mener dog ikke, at det behøver udvikle sig til marathonforhandlinger, hvis viljen ikke er til stede fra begyndeslen.
- Der er efter min mening ingen grund til at fortsætte, hvis viljen ikke er der. Vi skal ikke sidde i tre døgn for at finde ud af, om man overhovedet vil eller kan finde en løsning, siger Anders Bondo Christensen.
Grethe Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, er enig i, at de første timer er vigtige.
- Det bliver meget afgørende, hvordan vi starter forhandlingerne i dag, siger hun.
Tandbørste og nye ideer
Kommunernes chefforhandler, borgmester Michael Ziegler, har taget tandbørsten med, hvis forhandlingerne skulle blive langvarige.
- Udover at tandbørsten ligger i tasken, så har vi også nye ideer med, siger han.
Det skal der nok blive brug for. Netop Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen sidder med ansvaret for at høvle en af de største knaster i forhandlingerne ned - nemlig lærernes arbejdstid.
- Der er principper på spil. Det gør det sværere, siger Michael Ziegler.
Lærerne har i dag en såkaldt årsnorm, der betyder, at man opgør eventuelt overarbejde een gang om året. Det åbner op for at arbejde meget i perioder af skoleåret - og så udligne timerne, når der er mere ro på.
Lærerne vil gerne af med årsnormen - og have den erstattet af højst en tre-måneders norm.
Også regionernes chefforhandler Anders Kühnau har forberedt sig på en længere forhandling.
- Jeg forventer, vi forhandler igennem denne gang. Jeg har sovepose og tandbørste med. Og har afsat de næste dage til det her, siger Anders Kühnau.