Sygeplejerske om fortsat uvished om konflikt: Patienterne ringer og ringer

Det koster ekstra ressourcer for hospitalerne, at både personale og patienter ikke ved, om strejke og lockout rammer dem.

Jeg har stor forståelse for, at det tager tid, men vi vil jo bare gerne videre nu, siger Inge-Merete Valsted, afsnitsledende sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital i Farsø. (Foto: © Janus Jacobsen, DR Nórdjylland)

- Det er rigtig godt træls for at sige det på jysk.

Sådan siger Inge-Merete Valsted, der er afsnitsledende sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital i Farsø. Hun er ærgerlig over, at parterne i overenskomstforhandlingerne endnu ikke har fundet en løsning.

- Jeg synes, det er kedeligt, at man efter så lang tids forhandling og efter så mange timer her de seneste døgn ikke har kunnet få det sidste med, for det medfører så meget, siger Inge-Merete Valsted.

På den ortopædkirurgiske afdeling i Farsø er hovedparten af operationerne planlagte, men ved en eventuel strejke vil fire ud af stedets seks operationsstuer lukke og på ugebasis vil omkring 60 patienter derfor ikke blive opereret.

- Så de ringer jo ind, fordi de er bekymrede over, hvornår de eller deres pårørende kan blive opereret, og hvordan skal de nu planlægge med hunden, der skal passes og så videre, så vi har rigtig rigtig mange opringninger, siger Inge-Merete Valsted.

Yngre Læger lettet over udsættelse

Hun påpeger samtidig, at personalet går og venter på at få at vide, om de kan afvikle ferie og fridage.

- Jeg ved godt, at det er et luksus-problem i en lønforhandling, men det er alligevel sådan en udsættelse, som jeg tror, de fleste synes, er ærgerlig, siger Inge-Merete Valsted.

Hos hendes kolleger på Regionshospital Nordjylland er fællestillidsrepræsentanten for de Yngre Læger Ole Møller Hansen omvendt lettet og forhåbningsfuld over, at der stadig er gang i forhandlingerne.

- Jeg håber, at de har fundet hinanden lidt mere her i nat og at forlængelsen er et udtryk for, at de ser det som et muligt og måske endda realistisk mål at nå til en eller anden form for forlig, siger Ole Møller Hansen, der til daglig arbejder på børneafdelingen på sygehuset i Hjørring.

Han understreger, at et forlig er det, de fleste af hans medlemmer foretrækker.