Efterretninger viser, at der er en begrundet terrortrussel
mod et forsamlingshus på Nørrebro, hvor
en selvmordsbombe vil sprænge ved en bryllupsfest
samme dag. Værten er en irakisk professor, som
snart returnerer til Beirut som ministeremne i den
nye regering. Ifølge efterretningerne er bombe-manden,
kaldet ”Danskeren”, en flygtning med en
udvisningsdom. RSA har kun fire timer til at afværge
attentatet, der vil have uoverskuelige konsekvenser.
Det ligner en umulig opgave, og Holsøe vil
have festen aflyst. Men Hallgrim er i tvivl, og da
professoren selv påpeger, at han vil være
i langt større fare i Irak, lader Hallgrim
festforberedelserne fortsætte – dog under
maksimal overvågning og med den ”plan
b”, at festen aflyses, hvis ”Danskeren”
ikke er fundet en time før festen.
Hallgrim har netop lejet et hus af den norske rederi-arving,
Estrid Eriksen, da Frida dukker op for at tale med
ham om noget vigtigt. Men Hallgrim har travlt, så
hun når ikke at fortælle ham, at hun er
gravid, før Marie dukke op for at hente ham.
Mødet mellem de to kvinder giver Marie anledning
til at bebrejde Frida, at hun ødelagde forholdet
mellem Marie og Hallgrim.
Midt i den hektiske efterforskning ankommer Sam Johnson,
CIAs mand i Mellemøsten, til RSA. Han vil tale
med Hallgrim og Marie om sin søn, Bob Johnson
- en af de 16 PMC’ere, der er fængslet
i Congo. Sam Johnson er også blevet sat ind
i den aktuelle sag af Michael. Han kender irakeren
og mener, at RSA undervurderer truslen mod ham. Han
tilbyder derfor sin hjælp, som RSA tager imod.
Imens kommer Nazim via sine kilder i indvandrermiljøet
på sporet af en mulig attentatmand: Den udviste
Ziad Melhem, der netop er observeret i Danmark med
et stort beløb i kontanter til en bil. Da Ziads
foto dukker op i RSA, genkender Sam Johnson ham som
den, der i Jordan kaldes ”The Dane”. Jagten
på Ziad sætter ind, og da den psykologiske
profil viser, at Ziad skønnes rabiat, skærer
Thea igennem: Brylluppet skal aflyses, trods Hallgrims
protester.
Ziad ankommer til forsamlingshuset og parkerer den
nyindkøbte Mercedes. Holsøe har ham
på kornet, men så afblæses aktionen:
Ditte og Frandsen har afhørt Ziads forældre
og meddeler, at Ziad er forlovet med brudens søster
og er gæst ved brylluppet. Bilen er en bryllupsgave.
Ziad er frikendt. I det samme ankommer Sam Johnsons
bil med Michael som chauffør. Undervejs har
han rost Michael for hans udanske evne til at parerer
ordrer uden at stille spørgsmål. Michael
kender ikke til Dittes oplysninger, og i den tro at
Ziad vil detonere bomben med sin mobil, skyder Michael
- kraftigt opmuntret af Sam Johnson – Ziad.
Aktionen har fået et uskyldigt offer.
Thea tager Stræde med til statsadvokaten for
at belyse omstændighederne i sagen om Michaels
drab på Ziad. Efter mødet indrømmer
Stræde, at PET vidste, at Sam Johnson var meget
uligevægtig efter den ydmygende død hans
anden søn fik i Irak, og man burde have advaret
RSA. Det tjener til Michaels forsvar, men denne viden
vil amerikanerne aldrig lade indgå i sagen.
Til gengæld har PET en ny profil af ”Danskeren”:
Den drabsdømte William Høst Pedersen,
der er konverteret til Hafiz, elite-muslim, i fængslet.
Michael er hårdt medtaget af skudepisoden og
bliver indlogeret hos Marie. Hos Hallgrim dukker Eigilson
op og vil flytte ind. Hallgrim konfronterer sin far
med dengang, faderen voldtog Hallgrims kæreste,
Isbjørg. Eigilson undskylder sig med, at hun
ikke var nogen uskyldighed. Hun var allerede gravid
- med Hallgrim – og skulle have en abort dagen
efter!
Om afsnit 15
Kodenavn: Keres
TV-Drama
|