Diplomatiet havde trange kår, da Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdoğan, tidligere i dag mødtes med Tysklands kansler, Angela Merkel, for at diskutere Tyrkiets flygtningeaftale med EU.
Forholdet mellem de to lande er anstrengt - og det er der god grund til.
Gennem tiden har de har blandt andet været uenige om Tyrkiets ambition om at blive medlem af EU. Senest har 40 tyrkiske soldaters asylansøgning til Tyskland skabt knaster i forholdet.
Soldaterne var ansat ved en Nato-facilitet i Tyskland, men var blevet suspenderet efter kupforsøget i juli sidste år.
Men det er langt fra de eneste diplomatiske kriser mellem de to lande i de senere år. Her kan du læse om nogle få af stridspunkterne mellem Merkel og Erdogan.
Den ujævne vej mod EU
I 1999 anerkender EU Tyrkiet som kandidat til et fuldt medlemskab af den europæiske union.
Sammen med Østrig anbefaler Tyskland dog at fastholde muligheden for, at forhandlingerne med Tyrkiet kan føre til et "privilegeret partnerskab", og ikke et fuldgyldigt medlemskab.
I 2004 går forhandlingerne i gang, men bliver af flere omgange blokeret og forsinket. I 2013 er det Tyskland, der sætter en kæp i hjulet på projektet.
Det sker, efter at den tyrkiske regering slår hårdt ned på demonstranter på Taksim-pladsen i Ankara.
Merkel, som fra start har været modstander af en indlemmelse af Tyrkiet i EU, siger, at hun er "chokeret" over politiets håndtering af de fredelige demonstrationer.
Det ændrer sig dog i marts sidste år med flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet, som igen sætter fart i forhandlingerne.
I november 2016 fryses forhandlingerne endnu engang på grund af Europa-parlamentets bekymring over Tyrkiets brud på menneskerettigheder og retsstatens principper.
Flygtningeaftalen har heller ikke umiddelbart gjort noget godt for relationen mellem de to lande.
Senest krydsede de klinger i august sidste år, hvor Tyrkiet truede med at trække sig fra aftalen, hvis ikke EU indfriede sit løfte om visumfrihed til tyrkiske statsborgere.
Tysklands svarede prompte med en udtalelse om, at "Europa ikke vil lade sig afpresse".
Truslen mod ytringsfriheden
I november 2016 tager Tyskland imod den tidligere redaktør ved det tyrkiske medie Cumhuriyet, Can Dündar. Redaktøren var flygtet fra Tyrkiet efter at være blevet anklaget for spionage.
Anklagen kom, efter at mediet havde udgivet videooptagelser, der angiveligt viste lastbiler tilhørende den tyrkiske efterretningstjeneste i færd med at transportere våben til syriske militser.
Samtidig rettede Tyskland en skarp kritik mod Erdogans regering for de mange anholdelser af journalister, der har fundet sted siden kupforsøget sidste sommer.
- Det er højst alarmerende for mig og den samlede regering, at pressens frihed og ytringsfriheden igen og igen bliver begrænset i Tyrkiet, har kansler Merkel blandt andet sagt.
Dagen efter anklagede Tyrkiet så Tyskland for at vende det døve øre til krav om udlevering af personer, som Tyrkiet mistænker for at have været medvirkende til militærkuppet.
- Tyskland, vi er bekymrede for jeres standpunkt. I opfordrer til terrorisme, lød det fra premierminister Erdogan.
De tyrkiske tyskere
I slutningen af juli sidste år lagde Tyskland yderligere pres på det allerede anstrengte forhold til Tyrkiet ved at nægte Erdogan tilladelse til at tale via videostream til deltagerne i en pro-Erdogan demonstration i Køln.
Tyskland er hjem for den største tyrkiske befolkning udenfor Tyrkiet, og 20.000 mennesker var i juli samlet på gaden for at støtte Erdogan i kølvandet på det mislykkede militærkup kort forinden.
Men af frygt for optøjer og sammenstød mellem dem, der støttede kupforsøget, og dem, der var imod, fik premierministeren ikke myndighedernes tilladelse til at tale til demonstranterne - en beslutning, der ikke overraskende vakte forargelse i Ankara.
Efterfølgende måtte den tyske ambassadør i Tyrkiet aflægge forklaring i det tyrkiske udenrigsministerium.
Det armenske spørgsmål
I juni 2016 vedtog det tyske parlament en udtalelse, der bruger betegnelsen "folkemord" om drabet på omkring 1,5 millioner armenere i 1915 under Første Verdenskrig.
Det skete efter adskillige advarsler fra Tyrkiets premierminister Erdogan, og vedtagelsen vækker da også stor vrede i Ankara.
Den officielle tyrkiske historie taler nemlig om, at armenerne selv fremprovokerede en borgerkrig, og at de mange ofre slet og ret var ofre for en borgerkrigs velkendte rædsler.
Denne udlægning er så cementeret i officiel tyrkisk historieskrivning, at det er strafbart at sige eller skrive noget andet.
Efter vedtagelsen af resolutionen i det tyske parlament trak Tyrkiet sin ambassadør i Tyskland hjem.
Premierministeren og komikeren
I marts sidste år stillede den tyske komiker Jan Böhmermann op i et satirisk tv-show og læste et digt op om Tyrkiets præsident. I digtet beskrev han blandt andet, hvordan Erdogan deltager i dyresex og ser børneporno, mens han begår overgreb mod kurdere og kristne.
Men Erdogan ser ikke med milde øjne på den slags, og smædedigtet udløste en politianmeldelse og et krav til Angela Merkel om, at komikeren skulle retsforfølges for fornærmelse mod et udenlandsk statsoverhoved.
Angela Merkel bøjede sig for kravet og fik den tyske statsadvokat undersøge, om der kunne rejses tiltale mod Böhmermann. I oktober afslog statsadvokaten dog at rejse tiltalte.
Allerede i maj afgjorde en civil domstol dog, at komikeren ikke må gentage store dele af digtet. Gør han det, risikerer han en bøde på 250.000 euro eller seks måneders fængsel.
Læs hele smædedigtet her.
Integration, ikke assimilering
Under et statsbesøg i Tyskland gav Erdogan udtryk for sin bekymring for den måde, som Tyskland behandler sine tyrkiske migranter.
- I må integrere jer, men jeg er mod assimilering - ingen må ignorere minoriteternes rettigheder, sagde han i en tale foran 10.000 tyrkisk-tyske tilhørere.
- Vores børn skal lære tysk, men de skal lære tyrkisk først, fortsatte han.
Erdogan havde allerede givet udtryk for den overbevisning to år tidligere, hvor han kaldte Tysklands påståede forsøg på at assimilere tyrkiske migranter for "forbrydelser mod menneskeheden".
Ved dagens møde mellem Merkel og Erdogan diskuterede de to statsledere blandt andet ytringsfrihed, demokrati og den fælles kamp mod terrorister.