Siden det mislykkede militærkup i Tyrkiet 15. juli har den tyrkiske præsident, Recep Tayyib Erdogan, stået bag en kæmpemæssig udrensning, hvor mere end 110.000 offentligt ansatte enten er blevet suspenderet eller fyret.
75.000 af dem er eller har været anholdt, mens 34.000 personer fortsat sidder varetægtsfængslet i jagten på kupmagere.
Senest har Tyrkiet lukket samtlige tilbageværende kurdiske medier og anholdt to ledere og ni parlamentsmedlemmer fra det prokurdiske parti HDP.
Tyrkiets sidste folkeafstemning?
Det vækker stor bekymring hos Umut Özkirimli, professor ved Center for Middle Eastern Studies på Lund Universitet i Sverige.
- Efter de seneste forandringer under undtagelsestilstanden er regimet helt igennem autoritært, fordi der ikke er retssikkerhed eller tilsyn med myndighederne, og fordi præsidenten kontrollerer både den udøvende, dømmende og lovgivende magt, siger Umut Özkirimli i Deadline på DR2.
Tyrkiet kan i nær fremtid muligvis se frem til en folkeafstemning om en forfatningsændring, som giver mere magt til præsidentembedet og dermed Recep Tayyib Erdogan. Sker det, er Tyrkiet en fuldblods diktaturstat, mener Umut Özkirimli.
- Tyrkiet er allerede meget, meget tæt på at været en diktaturstat. Jeg forventer, at hvis folkeafstemningen om et præsidentielt system afholdes, som giver al magt til præsidenten, så bliver det måske det sidste valg i Tyrkiet.
Kurdere blokerer Erdogans diktatur
Natten til fredag blev det prokurdiske parti HDP’s to ledere, Selahattin Demirtas og Figen Yuksekdag, samt mindst ni andre parlamentsmedlemmer, anholdt.
Her føres Selahattin Demirtas væk af tyrkiske myndigheder:
Det er blot det seneste eksempel på, at tyrkiske myndigheder har strammet grebet om kurdiske kræfter i landet, mener dansk-kurderen Serdal Benli, der er viceborgmester i Gladsaxe Kommune.
- Den sidste bastion på Erdogans vej mod et diktatur er kurderne. Og nu er turen kommet til dem. Og dette er sprængfarligt.
- I sidste uge blev borgmestrene i den kurdiske by Diyarbakir fængslet og er nu blevet afsat af de tyrkiske myndigheder. Og gennem de seneste mange måneder er journalister, intellektuelle og mange politikere blevet buret inde af AKP-regeringen, siger Serdal Benli til Ritzau.
Vesten skal råbe op
Han opfordrer Danmark og den vestlige verden til at råbe op om den politiske situation i Tyrkiet.
- Jeg vil opfordre Folketinget til at tage afstand fra denne vanvittige udvikling, som Tyrkiet har begivet sig ud på, og som kan føre til sorte tider i Tyrkiet og i hele regionen.
Umut Özkirimli mener ligeledes, at Tyrkiet skal mærke konsekvenserne ved den nuværende kurs ved for eksempel at suspendere de igangværende forhandlinger om EU-medlemskab eller fratage dem medlemskabet af Nato.
Men han vedkender også, at Vesten og EU står i en noget nær umulig, politisk situation.
- Politisk er det meget svært at indføre sanktioner mod Tyrkiet, som verden ser ud i øjeblikket. Med flygtningekrisen og krigen i Syrien er de vestlige regeringer taget som gidsler af regimet i Tyrkiet, siger Umut Özkirimli.