En domstol i den tyske by Köln har afvist en anmodning fra Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, om et retligt påbud mod den øverste chef for mediegiganten Axel Springer.
Det oplyser en talskvinde for domstolen.
Erdogan havde krævet, at der blev grebet ind over for Mathias Döpfner, fordi den tyske mediechef havde hyldet komikeren Jan Böhmermann.
Det var Böhmermann, som 31. marts udløst en diplomatisk krise mellem Tyskland og Tyrkiet ved at oplæse et smædedigt mod Erdogan.
Döpfner skrev et åbent brev til Böhmermann, hvor han roste digtet, som blandt andet indeholdt hentydninger til, at den tyrkiske præsident ser børneporno og dyrker sex med dyr.
- Jeg grinte højt, skrev Döpfner i avisen i Die Welt og kaldte smædedigtet ubetaleligt. Han udtrykte samtidig solidaritet med komikeren, som Erdogan havde stævnet ved en tysk domstol for bagvaskelse.
Satirisk frihed
Ifølge Axel Springer-selskabet havde Döpfners brev til formål at støtte Böhmermanns kunstneriske og satiriske frihed.
Forbundskansler Angela Merkel valgte at lade anklagemyndigheden indlede en efterforskning mod komikeren med henvisning til en næsten ukendt paragraf i straffelovgivningen.
Paragraffen gør det muligt at straffe personer, der fornærmer andre landes ledere. Men regeringen i Berlin har ladet forstå, at man ønsker snarest at slette denne del af loven.
/ritzau/dpa