40 tyrkiske Nato-soldater ønsker asyl i Tyskland

Tyrkiets præsident Erdogan beskylder officererne for at spille i rolle i det mislykkede kupforsøg i juli.

En række højtstående tyrkiske militærfolk, som af deres hjemland beskyldes for at have været indblandet i kupforsøget mod præsident Erdogan i juli, har nu søgt asyl i Tyskland.

Det rapporterer det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel og tv-stationen ARD lørdag.

Det drejer sig om cirka 40 soldater, som har haft base i Natos hovedkvarter i Bruxelles.

De blev suspenderet i kølvandet af kupforsøget i Tyrkiet. Erdogan og hans regering har siden kupforsøget i juli gennemført omfattende udrensninger.

På den baggrund har flere tyrkiske officerer, som er udstationeret i Nato-lande søgt asyl der, hvor de opholder sig.

Hverken Nato eller den tyske regering har foreløbig kommenteret historien.

Den ser dagens lys, kort inden at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, i næste uge rejser til Tyrkiet for at mødes med netop præsident Erdogan.

Båndene mellem Tyskland og Tyrkiet, der begge er medlemmer af Nato, er sat under pres.

Tyskland har blandt andet udtrykt bekymring over den politiske udvikling i Tyrkiet, hvor Erdogan beskyldes for at slå hårdt ned på sine politiske modstandere.

Ifølge Der Spiegel vil de tyske udlændingemyndigheder behandle asylansøgningerne som alle andre ansøgninger.

/ritzau/Reuters