De seneste ugers sammenstød mellem demonstranter og politi i Tyrkiet ser nu ud til at få konsekvenser for EUs igangværende forhandlinger om en dag at lukke Tyrkiet ind som medlem.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har over weekenden været meget skarp i sin kritik af demokratiets betingelser i Tyrkiet.
Det irske EU-formandskab er ifølge Ritzaus kilder tæt på at aflyse et planlagt møde på onsdag, hvor man skulle åbne et nyt kapitel i Tyrkiets medlemsforhandlinger.
Venter på signal
Ifølge EU-diplomater finder mødet mellem den tyrkiske europaminister og EUs udvidelseskommissær ikke sted, medmindre der inden da kommer et andet signal fra EUs medlemslande.
Spørgsmålet er ikke - endnu da - formelt på dagsordenen, når udenrigsministrene og europaministrene mødes mandag og tirsdag i Luxembourg. Men det bliver drøftet i marginen af mandagens møde.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er ved ankomsten til mødet ikke kategorisk i sin holdning.
Søvndal ønsker ingen ændring
Men selv om han siger, at han kan leve med det, hvad enten EU vælger at forhandle videre eller træde på bremsen, lægger han ikke op til en ændring af den hidtidige danske politik med at bruge fortsatte forhandlinger til at prøve at påvirke Tyrkiet i positiv retning.
- Vi har både fra EUs og fra dansk side hele tiden opfordret til ikke at anvende unødig magt fra tyrkisk politis side.
- Det er vigtigt, at man tillader fredelige demonstrationer. Det er en del af et demokrati med forsamlingsfrihed og demonstrationsfrihed, siger Søvndal ved ankomsten til mødet.
Tyskland: Tyrkiet er ikke velkommen i EU
I en supplerende skriftlig kommentar til Ritzau gør ministeren det efterfølgende klart, at Danmark støtter at åbne et nyt forhandlingskapitel.
- Den bedste ramme for dialog med Tyrkiet er EU-forhandlingerne. Processen har allerede ført til væsentlige reformer i Tyrkiet, og det er mit håb, at det vil fortsætte.
Kansler Merkels parti, CDU, gør det i sit nye partiprogram op til valget 22. september helt klart, at partiet siger nej til tyrkisk EU-medlemskab. Og Merkel selv har suppleret:
- Hvis man mener, at man har en god idé, men den anden side så bliver ved med at afvise den, så når man til et punkt, hvor man ikke tager det op igen. Vi har nu indset, at Tyrkiet ikke ønsker det, siger Merkel.
/ritzau/