OVERBLIK Sagen om Dan-Bunkering og jetbrændstof til Syrien

Fra første leverance af jetbrændstof over hemmelige møder til kritik af danske og europæiske myndigheder.

Flere af overførslerne af jetbrændstof er ifølge sagens oplysninger sket fra en olietanker til et russisk tankskib i Middelhavet. (Foto: © Illustration: Dr Nyheder (Aslak Kelkka), DR)

DR kunne i april 2019 afsløre, at den fynske virksomhed Dan-Bunkering var involveret i en sag om leverancer af jetbrændstof til Syrien i strid med EU’s sanktioner.

Det skete på baggrund af amerikanske retsdokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.

Dan-Bunkering havde ifølge sagens oplysninger leveret jetbrændstof til russiske skibe i Middelhavet, som derefter havde sejlet brændstoffet til Syrien.

Betalingerne for leverancerne kom fra russisk militær, der har bombet massivt i Syrien til støtte for præsident Bashar al-Assad.

Efter DR's afsløringer sigtede Bagmandspolitiet Dan-Bunkering, Bunker Holding og to personer for at have solgt og leveret jetbrændstof til Syrien eller til anvendelse i Syrien i perioden 2015-2017. Det skete i september 2019.

I dag 11. november 2020 kom det så frem, at Bagmandspolitiet nu har tiltalt Dan-Bunkering i sagen. Virksomheden er tiltalt for gennem 33 handler at have solgt 172.000 ton jetbrændstof til en værdi af omkring 647 millioner kroner i strid med EU-sanktioner.

Jetbrændstoffet er ifølge tiltalen solgt til russiske virksomheder, der sendte brændstoffet videre til Syrien.

Udover Dan-Bunkering er den danske milliardvirksomhed Bunker Holding nu også tiltalt af Bagmandspolitiet for 8 af de 33 handler. Også en direktør i et af de to selskaber er tiltalt for 8 af de 33 handler.

Herunder kan du få et kronologisk overblik over vigtige begivenheder og reaktioner i sagen.

2014

12. december: EU beslutter at forbyde europæiske virksomheder at sælge, levere, overføre eller eksportere jetbrændstof til brug i Syrien.

REUTERS/Hannah McKay (Foto: © HANNAH MCKAY, Scanpix)

2015

30. september 2015: Rusland indleder sin offensiv i Syrien til støtte for den syriske præsident, Bashar al-Assad.

Den syriske præsident Bashar al-Assad giver hånd til Ruslands præsident Vladimir Putin under et møde i Moskva i oktober 2015 - kort efter Rusland er begyndt at bombe i Syrien til støtte for præsident Assad, REUTERS/Alexei Druzhinin/RIA Novosti/Kremlin (Foto: © RIA Novosti, Scanpix)

2016

27. januar: Dan-Bunkering er involveret i den første leverance af jetbrændstof. Virksomheden bliver opkrævet betaling for levering af 4.906 ton jetbrændstof. Leverancen sker via det russiske tankskib Mukhalatka.

2. september: Den græske kystvagt udsender advarsel om det russiske tankskib Yaz. Af advarslen fremgår det, at kaptajnen på Yaz er anklaget for brud på EU’s Syrien-sanktioner.

22. september: Syriske styrker støttet af russiske luftangreb indleder ny offensiv mod oprørernes hovedstad Aleppo.

23. september: Dan-Bunkerings russiske kunde i handlerne med jetbrændstof præsenterer sig i en mail til den danske virksomhed som repræsentant for den russiske flåde. Flåden er en del af det russiske militær, der på dette tidspunkt flyver daglige bombetogter i Syrien.

1. oktober: Dan-Bunkering er involveret i den anden leverance af jetbrændstof. 4.988 ton jetbrændstof lastes omkring 1. oktober på en olietanker. Herefter bliver brændstoffet på åbent hav overført videre fra olietankeren til det russiske tankskib Mukhalatka, som sejler til Syrien. Dan-Bunkering opkræver senere betaling fra den russiske kunde for jetbrændstoffet.

18. oktober: Udenrigsministeriet modtager en fortrolig henvendelse fra amerikanske myndigheder, der advarer om, at Dan-Bunkering ser ud til at være involveret i at levere jetbrændstof, som bliver brugt i Syrien. Henvendelsen bliver sendt hjem via den danske ambassade i Washington, der samme dag har holdt møde med amerikanerne om sagen.

20. oktober: Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fordømmer ved et EU-topmøde det syriske styre, Rusland og det, der ”nærmest tager sig ud som krigsforbrydelser” i oprørernes hovedstad Aleppo.

27. oktober: Udenrigsministeriet forsøger at få fat i SØIK's medlem af Specialudvalget for EU-sanktioner for at indlede en dialog om videre skridt i sagen efter advarsel om Dan-Bunkering fra USA. Medarbejderen er ikke til stede, men SØIK oplyser til Udenrigsministeriet, at det vil vende tilbage med en kontaktperson, der kan komme til et møde.

31. oktober: Udenrigsministeriet rykker SØIK for svar om en kontaktperson og et møde.

2. november: SØIK ringer tilbage til Udenrigsministeriet, og det bliver aftalt, at to medarbejdere fra Bagmandspolitiet vil mødes med medarbejdere i Udenrigsministeriet 8. november for at modtage oplysninger.

8. november: På et møde overdrager Udenrigsministeriet sagen til SØIK. I sagen er der blandt andet konkrete oplysninger om, at Dan-Bunkering angiveligt har sørget for, at der på åbent hav i Middelhavet er blevet overført jetbrændstof til det russiske tankskib Yaz, som herefter har fragtet jetbrændstoffet til Syrien.

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup indtræder SØIK's handlepligt på dette tidspunkt (se under 27. august 2019.)

10. november: SØIK og Politiets Efterretningstjeneste (PET) aftaler, at PET skal afhente sagen hos SØIK. SØIK har kontaktet PET for at efterretningstjenesten kan vurdere sagen. Fire dage senere meddeleler PET, at sagen "formentlig" skal videre til Erhvervsstyrelsen.

21. november: Dan-Bunkering er involveret i den tredje leverance af jetbrændstof. 5.005 ton jetbrændstof bliver lastet fra en olietanker til det russiske tankskib Mukhalatka på åbent hav. Herefter sejler Mukhalatka til Syrien. Dan-Bunkering får i december 2016 betaling af den russiske kunde for overførslen.

Det russiske tankskib Mukhalatka fotograferet i Sortehavet i marts 2019. (Foto: © Dr, DR)

22. november: Nyhedsbureauet Reuters skriver, at de russiske tankskibe Yaz og Mukhalatka i strid med EU’s sanktioner smugler jetbrændstof til Syrien. Brændstoffet bliver ifølge artiklen brugt af russiske kampfly til at udføre bombardementer i Syrien.

Samme dag bekræfter Ruslands forsvarsministerium ifølge artikel i The Telegraph, at russiske tankskibe sejler jetbrændstof til Syrien.

24. november: PET oplyser til SØIK, at sagen skal overgives til Erhvervsstyrelsen, som administrerer Syrien-sanktionerne.

28. november: Dan-Bunkering er involveret i den fjerde leverance af jetbrændstof - denne gang på omkring 4.960 ton. På denne dato leverer det russiske tankskib Yaz jetbrændstoffet til Syrien, som det har fået fra Dan-Bunkering ved en overførsel på åbent hav. Dan-Bunkering får betaling for overførslen i december 2016.

29. november: PET afhenter sagsakterne hos SØIK "med henblik på, at Erhvervsstyrelsen skulle behandle sagen".

15. december: Daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), fordømmer ved et EU-topmøde Ruslands og det syriske styres krigsførelse i Aleppo som ”hinsides alt der kan forsvares”. Og han fortæller, at han har et ”hjerteskærende” møde med Aleppos borgmester.

16. december: Daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mødes med to ledende syriske oppositionsfolk i København og fordømmer skarpt ”overgrebene i Aleppo”. Omkring dette tidspunkt falder Aleppo til Syrien præsident, Bashar al-Assad - hjulpet af Rusland.

20. december: Det russiske firma Transpetrochart - ejeren af de russiske tankskibe Yaz og Mukhalatka - kommer på USA' sanktionsliste, og det bliver forbudt efter amerikansk lov at have med de to skibe at gøre.

Samme dag indkalder USA den danske ambassade til møde to dage senere. Udenrigsministeriet beder derfor SØIK om en status på sagen og får at vide, at den er overdraget til PET, og at SØIK ikke har "foretaget sagsbehandling af anmeldelsen". På dette tidspunkt er der gået seks uger, siden Udenrigsministeriet anmeldte sagen til politiet.

21. december: PET underretter Udenrigsministeriet om, at sagen ikke var blevet sendt til Erhvervsstyrelsen, som det ellers var besluttet. Udenrigsministeriet kalder det i en mail til SØIK og PET "overraskende" og "utilfredsstillende", at de hverken har behandlet sagen eller sendt den videre.

22. december: De amerikanske myndigheder mødes med repræsentanter fra den danske ambassade i Washington. På mødet oplyser repræsentanter fra den danske ambassade, at sagen er hos SØIK med henblik på eventuel retsforfølgelse.

Ambassaden i Washington noterer samme dag, at de på mødet modtager oplysninger fra USA, som "påviser, at det pågældende firma fortsætter overtrædelsen."

Samme dag bliver Erhvervsstyrelsen for første gang involveret i sagen, da Udenrigsministeriet overbringer sagen til Erhvervsstyrelsen.

23. december: Erhvervsstyrelsen beder Dan-Bunkering om at redegøre for, om bunkerfirmaet havde været involveret i at levere jetbrændstof til Syrien.

2017

18. januar: Dan-Bunkering er involveret i den femte leverance af jetbrændstof. Dan-Bunkering køber 4.990 ton jetbrændstof for den russiske kunde 18. januar og hjælper kort efter kunden med at overføre jetbrændstoffet til det russiske tankskib Yaz, som herefter sejler til Syrien.

Det sker, efter Yaz' ejer Transpetrochart er kommet på USA's sanktionsliste.

26. januar: Erhvervsstyrelsen modtager redegørelsen fra Dan-Bunkering. Virksomheden oplyser, at den har solgt jetbrændstof til to russiske kunder, Sovfracht og Maritime, men at man ingen viden har om at nogen af handlerne skulle være endt i Syrien. Dan-Bunkering oplyser også, at der har været en leverance i januar, men at man har stoppet al samhandel med virksomhederne, selvom man ikke mener, man er forpligtet til det.

30. januar: En medarbejder i Erhvervsstyrelsen skriver til Udenrigsministeriet, at ”vi nu har modtaget oplysningerne fra virksomheden, og at vi ikke ser andre muligheder end at overgive sagen til anklagemyndigheden.”

6. februar: Erhvervsstyrelsen melder Dan-Bunkering til SØIK for muligt brud på EU's sanktioner fra 2014 om, at europæiske virksomheder ikke må sælge, eksportere, levere eller overføre jetbrændstof til brug i Syrien. I anmeldelsen til SØIK understreger Erhvervsstyrelsen, at "forholdet var af hastende karakter grundet begrundet mistanke om, at det ulovlige forhold fortsat pågik."

22. februar: Der bliver afholdt møde om sagen i Udenrigsministeriet, hvor både PET, Erhvervsstyrelsen og SØIK deltager. Her fortæller Udenrigsministeriet mødedeltagerne, at de har "modtaget information om, at den mulige overtrædelse fortsætter", står der i ministeriets referat.

24. februar: SØIK sender sagen om Dan-Bunkering videre til Fyns Politi. Rigsadvokaten konstaterer i en redegørelse i sommeren 2019, at sagen reelt "lå stille" hos Fyns Politi i mere end et år.

5. april: Daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) annoncerer 50 millioner kroner til den danske stabiliseringsindsats i Syrien, der ”har en særlig høj prioritet i dansk udenrigspolitik.”

15. maj: Dan-Bunkering er involveret i den sjette leverance af jetbrændstof. Dan-Bunkering overfører 15. maj 5.059 ton jetbrændstof til det russiske tankskib Yaz, som herefter sejler til Syrien. Igen er Yaz involveret, selvom skibets ejer Transpetrochart stadig er på USA's sanktionsliste.

Leverancen er den sidste leverance, som Dan-Bunkering ifølge sagens oplysninger har været involveret i. I maj 2017 blev det russiske stråmandsselskab, som betalte Dan-Bunkering for leverancerne, afsløret af FBI. Herefter kunne det russiske selskab ikke længere handle i dollars, og leverancer ad den vej stoppede.

2018

23. februar: Daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) udtaler kritik af det syriske regime for “umenneskelige” og “brutale” angreb på det syriske område Ghouta og kritiserer også Rusland for at stå i vejen for en løsning. “Rusland må bøje hovedet i skam, hvis ikke de ændrer kurs,” siger Samuelsen.

12. juni: USA's justitsministerium offentliggør et anklageskrift i sag om hvidvask og ulovlig handel med jetbrændstof til brug i Syrien. Blandt de anklagede er ansatte fra de russiske selskaber Sovfracht og Maritime, som Dan-Bunkering har handlet jetbrændstof med. Dan-Bunkering indgår også i anklageskriftet, hvor virksomheden fremstår anonymiseret og hverken er sigtet eller tiltalt.

13. juni: Det russiske udenrigsministerium skriver i en pressemeddelse, at Sovfracht leverede jetbrændstof til russiske luftstyrker i Syrien. Oplysninger fra pressemeddeellsen viser, at Rusland betragter Sovfracht og Maritime som ét og samme selskab.

16. august: Danske Bank indberetter sin kunde, Dan-Bunkering, til SØIK, fordi banken mistænker Dan-Bunkering har brudt EU's sanktioner mod Syrien.

17. august: SØIK meddeler Danske Bank, at man "ikke vil foretage sig yderligere" på baggrund af indberetningen. SØIK sender ikke oplysningerne videre til Fyns Politi, som SØIK har overdraget efterforskningen til halvandet år tidligere.

20. august: Danske Bank indberetter Dan-Bunkering til Erhvervsstyrelsen, efter at have kontaktet styrelsen telefonisk en uge tidligere. Indberetningen viser, at sagen om Dan-Bunkering kan være tre gange større end hidtil kendt. Indberetningen indeholder også oplysninger om pengeoverførsler fra det russiske selskab Maritime til Dan-Bunkerings ejerselskab.

6. september: Erhversstyrelsen sender Danske Banks indberetning videre til Fyns Politi.

Bankens oplysninger viser, der har været handler for 342 millioner kroner med det russiske firma Maritime mellem december 2016 og juli 2017, fordelt på omkring 40 transaktioner. Banken skriver, at den ikke ved om alle transaktionerne handler om jetbrændstof, men at der er en række mistænkelige forhold. Banken fortæller samtidig, at Dan-Bunkering indgår i det amerikanske ankalgeskrift om leverancer af jetbrændstof til Syrien.

2. oktober: SØIK er på besøg hos Fyns Politi. Fyns Politi fortæller SØIK om oplysningerne fra Danske Bank, der ifølge lokalpolitiet kunne være "afgørende for, at sagen fremover skulle behandles af PET eller SØIK." Herefter kigger både SØIK og PET på sagen igen.

29. november: SØIK giver Fyns Politi besked om, at de nye oplysninger ikke ændrer på SØIK's vurdering af, at sagen skal ligge hos den lokalepolitikreds.

28. december: Daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) påpeger i kronik i dagbladet Politiken, at Danmark har arbejdet konsekvent for at sikre, at de skyldige fra krigen i Syrien bliver retsforfulgt.

2019

28. april: Offentligheden får at vide, at Dan-Bunkering er involveret i sag om jetbrændstof til Syrien, da DR bringer historien på dr.dk og i 21 Søndag.

Du kan se indslaget i 21 søndag her:

Nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod, som i april 2019 er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, skriver følgende på Twitter:

- Beskæmmende, at dansk virksomhed formentlig har brudt EU-sanktioner og solgt brændstof til Putins kamfly i Syrien. (...) Må få konsekvenser.

29. april: DR fortæller, at Fyns Politi undersøger Dan-Bunkerings rolle i sagen om jetbrændstof til Syrien. Politiet vil ikke bruge ordet "efterforsker".

30. april: Flere retsordførere kræver, at sagen bliver flyttet fra Fyns Politi til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og kræver en redegørelse fra justitsministeren.

Samme dag kommenterer daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sagen. Til DR skriver han:

- Der er tale om en alvorlig sag. Jeg har derfor i dag bedt om at få en orientering.

Herefter bestiller Justitsministeriet en redegørelse i sagen hos Rigspolitiet.

1. maj: Forsvaret går ind i sagen. Netmediet ShippingWatch og DR fortæller, at Dan-Bunkerings søsterfirma Unioil Supply er den største leverandør af brændstof til det danske forsvar, og Forsvaret vil derfor have redegørelse om Dan-Bunkerings rolle i leverancer til Syrien.

4. maj: Dan-Bunkering erkender efter spørgsmål fra DR, at virksomhedens hovedforklaring i sag om jetbrændstof til Syrien var fejlbehæftet.

9. maj: Justitsministeriet afbestiller redegørelsen om sagen hos Rigspolitiet med henvisning til, at der er udskrevet Folketingsvalg.

Mail fra Justitsministeriet til Rigspolitiet, som DR har fået aktindsigt i.

Daværende fungerende justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), får efter eget udsagn ikke besked om afbestillingen.

3. juni: DR bringer nye oplysninger om, at Dan-Bunkering i august 2018 blev anmeldt til politiet af sin egen bank – Danske Bank – for muligt brud på EU’s jetbrændstof-forbud.

Samme dag siger daværende fungerende justitsminister, Søren Pape Poulsen, at det er en "meget alvorlig sag", og at han "forventer en redegørelse hurtigst muligt". På det tidspunkt er der gået næsten fire uger, siden Justitsministeriet afbestilte redegørelsen.

4. juni: Bunker Holdings direktør, Keld Demant, forklarer i et interview med Fyens Stiftstidende, at anmeldelsen fra Danske Bank blev udløst af, at et computersystem troede, at navnet Søren betød Syrien.

Samme dag afviser Retten i Odense en anmodning fra Dan-Bunkering og ejer Torben Østergaard-Nielsen om at blive omfattet af navneforbud.

22. juni: DR fortæller, at Danske Bank sår tvivl om Dan-Bunkerings forklaring om, at anmeldelsen fra Danske Bank blev udløst af, at et computersystem fejllæste Søren som Syrien.

24. juni: Fyns Politi bekræfter over for DR, at den lokale politimyndighed nu ikke kun undersøger, men efterforsker sagen om Dan-Bunkering.

25. juni: DR fortæller, at USA mindst to gange i 2016 advarede Danmark om, at Dan-Bunkering så ud til at være involveret i leverancer af jetbrændstof, der blev brugt til russiske kampfly i Syrien.

Både Udenrigsministeriet, Bagmandspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste (PET), Erhvervsstyrelsen og Fyns Politi var advaret. Alligevel fortsatte Dan-Bunkerings leverancer frem til maj 2017.

Se historien bragt i TV Avisen her:

Politikere i Folketinget er forundrede over myndighedernes håndtering, og særligt Bagmandspolitet får kritik.

7. juli: Rigsadvokatens første redegørelse om myndighedernes håndtering af sagen bliver offentliggjort af Justitsministeriet. Den nye justitsminister Nick Hækkerup (S) retter hård kritik mod politiet og anklagemyndigheden for ikke at leve op til deres ansvar.

Ministeren beder samtidig om en ny og udbygget redegørelse, hvor Rigsadvokaten nærmere skal forklare, hvorfor sagen blev visiteret til Fyns Politi. Han skal også inddrage oplysninger fra blandt andet Udenrigsministeriet.

12. juli: SØIK beslutter at tage sagen tilbage fra Fyns Politi, som SØIK havde visiteret sagen til i februar 2017. SØIK's chef, Morten Niels Jakobsen, siger i et interview med DR, at efterforskningen får allerhøjeste prioritet.

20. august: Rigsadvokatens udbyggede redegørelse til justitsministeren om sagen bliver offentliggjort. Rigsadvokaten slår fast, at "det havde været rigtigst", hvis SØIK selv havde efterforsket sagen og ikke sendt den til Fyns Politi. Rigsadvokaten har derfor besluttet, at alle sager om brud på internationale sanktioner fremover altid skal ligge hos SØIK. Og på baggrund af sagen er Justitsministeriet, Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet gået i gang med at lave nye procedurer for håndtering af sanktionssager.

27. august: DR bringer historien om, at SØIK har givet forskellige oplysninger om, hvornår de fik en anmeldelse om Dan-Bunkering. I Rigsadvokatens redegørelse er anmeldelsestidspunktet den 6. februar 2017, mens det ifølge SØIK's egne mails til Udenrigsministeriet er 3 måneder tidligere.

På et samråd i Folketingets Retsudvalg samme dag slår justitsminister Nick Hækkerup fast, at SØIK's handlepligt i sagen indtrådte, da SØIK bliver bekendt med sagen i efteråret 2016. Ministeren har bedt Rigsadvokaten om en orientering, når efterforskningen har klarlagt, om politimyndighederne kunne have standset leverancer af jetbrændstof ved at handle tidligere.

DR afslører i TV Avisen samme aften, at en indberetning fra Danske Bank viser, at sagen om Dan-Bunkering kan være tre gange større end hidtil kendt.

6. september: SØIK sigter Dan-Bunkering, moderselskabet Bunker Holding, direktør i Bunker Holding, Keld Demant, samt yderligere en person for at have ”solgt og leveret” jetbrændstof til Syrien eller til brug i Syrien i perioden 2015 til 2017 i strid med EU’s sanktioner.

Samtidig ransager SØIK Dan-Bunkerings hovedkvarter.

11. september: Justitsminister Nick Hækkerup fremsender en supplerende redegørelse til Folketingets Retsudvalg, der viser, at Folketinget har fået forkerte oplysninger i to tidligere redegørelser. om sagen. Danske Bank har nemlig underrettet myndighederne om mistænkelige transaktioner i sagen for et større beløb, end SØIK hidtil har oplyst. Det samlede beløb er nu 423 millioner kroner.

23. oktober: På et nyt samråd i sagen beklager justitsminister Nick Hækkerup, at han har givet forkerte oplysninger til Folketingets Retsudvalg om, hvornår sagen om Dan-Bunkering blev anmeldt til SØIK. Dagen forinden har SØIK erkendt, at sagen blev anmeldt allerede 8. november 2016 og ikke som hidtil oplyst i februar 2017.

23. oktober: DR kan fortælle, at de danske myndigheder først i juni 2019 har oplyst EU om Dan-Bunkerings mulige brud på EU’s sanktioner.

EU’s medlemslande er forpligtede til straks at orientere EU-Kommissionen om mulige sanktionsbrud, men Danmark gør det altså først efter at have kendt til sagen i næsten tre år. Og det sker først, efter EU har set DR's dækning og derfor anmodet Danmark om at få oplysninger om sagen.

EU's udenrigschef Federica Mogherini. (Foto: © ERIC VIDAL, Scanpix)

24. oktober: EU’s udenrigschef Federica Mogherini kommer under kritik, da DR kan fortælle, at hun for snart tre år siden oplyste Europa-Parlamentet, at hun var ved at undersøge rapporter om brud på EU's forbud mod at levere jetbrændstof til brug i Syrien, men i dag ikke kan dokumentere at have gjort noget.

25. oktober: Udenrigsminister Jeppe Kofod fortæller, at regeringen på baggrund af sagen om Dan-Bunkering nu vil arbejde for, at EU opretter en særlig sanktionsenhed, der skal styrke håndhævelsen af sanktioner.

2020

11. november: SØIK rejser tiltale mod Dan-Bunkering og Bunker Holding for overtrædelse af EU's sanktioner, der forbyder salg af jetbrændstof til brug i Syrien. Også en direktør i et af de to selskaber er tiltalt i sagen.

Jetbrændstoffet er ifølge tiltalen solgt til russiske virksomheder, der sendte brændstoffet videre til Syrien.

Dan-Bunkering er tiltalt for 33 handler af i alt 172.000 ton jetbrændstof, mens Bunker Holding og direktøren for et af de to selskaber er sigtet for 8 af de 33 handler.

Dan-Bunkering afviser brud på sanktioner

DR har 11. november 2020 forsøgt at få en kommentar fra Bunker Holding på Bagmandspolitiets tiltale.

Virksomheden har svaret med en pressemeddelelse, hvor der står, at Dan-Bunkering og Bunker Holding ”tager tiltalerne til efterretning”, men at tiltalerne kommer bag på virksomhederne.

- Vi er dog overraskede over, at SØIK har valgt at rejse disse tiltaler. Der er intet i vores egne grundige, interne undersøgelser, der har afdækket, at der skulle være personer i Dan-Bunkering eller Bunker Holding, som var vidende om eventuelle brud på EU’s sanktioner over for Syrien.

- Vi er overbevist om, at vi ikke har leveret brændstof til firmaer, der var omfattet af EU-sanktioner på handelstidspunktet, står der i pressemeddelelsen.

Samtidig skriver virksomhederne, at de ”tager skarp afstand fra ethvert sanktionsbrud”.

- Ethvert forsøg på at bryde sanktioner er naturligvis uacceptable. Bunker Holding har et af industriens absolut mest omfattende og avancerede compliancesystemer, hvor alle koncernens mere end 100.000 årlige handler tjekkes op i mod ca. 2.000 internationale sanktionslister, lyder det i pressemeddelelsen.