|
USAs Højesteret vil nu behandle et krav fra Guantanamo-fangerne om, at deres tilbageholdelse kan behandles af amerikanske domstole.
Der er dog ikke udsigt til nogen snarlig bedring af de omkring 600 fangers kår, for Højesteret vil først behandle klagen fra en række navngivne Guantanamo-fanger til næste år.
Meddelelsen om at klagen vil blive behandlet er dog en streg i regningen for Bush-regeringen. Regeringen har siden åbningen af fangelejren i Guantanamo fastholdt, at fangerne ikke er omfattet af USAs retspleje, fordi de ikke befinder sig på amerikansk jord.
Regeringen har fået medhold i sin opfattelse ved flere lavere retsinstanser.
Klagen er udformet af advokater der repræsenterer britiske, australske og kuwaitiske statsborgere, der er tilbageholdt i Guantanamo. Fangerne selv ved ikke at deres navne står på de klager, der nu ender på Højesterets bord - fangerne har ingen kontakt med omverdenen, ej heller med advokater.
Beslutter Højesteret i sidste ende at Guantanamo-fangernes sager kan behandles af amerikanske domstole, vil Bush-regeringen stå over for et meget omdfattende og alvorligt juridisk problem, der blandt andet vil gøre det vanskeligt at stille fangerne for lukkede, militære tribunaler i fangelejren.
Det amerikanske forsvarsministeriums beslutning om at oprette interneringslejren i Guantanamo hvilede blandt andet på det juridiske smuthul, som regeringen hidtil har henholdt sig til.
Guantanamo er en amerikansk base på cubansk territorium, der opretholdes i kraft af en lejeaftale fra 1903. Cuba har siden 1959 anfægtet lejeaftalen, der blev påført Cuba under pres, og har forlangt basen afviklet.
|
|
| |