|
Regeringen kan ikke orientere om den dansker, som sidder på USA's Guantanamo-base på Cuba. Regeringen har heller ikke ret til at oplyse hans identitet.
Det oplyste statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i dag.
Regeringen har tavshedspligt, da fangens identitet er omfattet af reglerne for personfølsomme oplysninger, forklarede statsministeren.
- Oplysningerne er derfor behæftet med tavshedspligt, som regeringen naturligvis må respektere og i øvrigt også er bundet af, sagde han.
Desuden har fangens nærmeste familie oplyst til Udenrigsministeriet, at den ikke ønsker fangens identitet offentliggjort. Desuden ønsker familien ingen kontakt med pressen eller andre om sagen, sagde statsministeren.
- Det må vi naturligvis som regering respektere. Jeg kan i øvrigt også oplyse, at familien i samme forbindelse har udtrykt, at man har tillid til Udenrigsministeriets behandling af denne sag, oplyste Anders Fogh Rasmussen.
|
|
| |