|
USA's ambassadør for krigsforbrydelsesspørgsmål, Pierre-Richard Prosper, kommer til Danmark for at drøfte den 29-årige danske fange på Guantanamo i Cuba.
Det oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau. Sverige kunne tidligere på dagen fortælle om et lignende besøg fra den amerikanske ambassadør.
I Sverige ses besøget som en amerikansk indrømmelse over for Stockholm-regeringens mere pågående stil i spørgsmålet om den svenske Guantanamo-fange. I den danske opposition ses udviklingen som et udslag af, at den svenske linie over for USA har sejret, frem for den blødere danske.
Politikere vil møde Prosper Ifølge det danske Udenrigsministerium vil Prosper formentlig komme til København den 10. og 11. marts. Udenrigsministeriet oplyser, at Danmark i længere tid har arbejdet på at få et møde i stand med Prosper. Danske diplomater regner med, at han kommer til København forud for sit besøg i Stockholm.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har i den forbindelse tilbudt Udenrigspolitisk Nævn og Folketingets retsudvalg et møde med den amerikanske ambassadør.
Det tilbud har flere politikere tænkt sig at tage imod, men Enhedslistens medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, Søren Søndergaard, mener alligevel, at den danske regering har et alvorligt problem i sagen.
Og det selv om Danmark og Sverige indtil nu har opnået det samme møde - Danmark med en diskret diplomatisk fremgangsmåde og Sverige med en offensiv og kritisk stil.
- Sverige har med deres udtalelser forsvaret retssikkerheden. Den danske regering har gjort det stik modsatte og har dermed skabt tvivl om retssikkerheden. Jeg savner stadig en klar udmelding fra regeringen. Så al ære og respekt til den svenske regering og det modsatte til den danske, siger Søren Søndergaard.
Håber fange bliver frigivet til Danmark Sandy Brinck (S), der er medlem af Folketingets retsudvalg, ser mødet som fremskridt i bestræbelserne på at få en afklaring af den danske terrormistænktes fremtid. Men hun sår samtidig tvivl om, hvorvidt mødet er den danske udenrigsministers fortjeneste.
- Set fra mit sted kunne jeg godt forestille mig, at det var et besøg til Sverige, hvor han så vil slå vejen forbi Danmark, siger Sandy Brinck, der forgæves spejder efter regeringens mål med mødet.
Hun håber, mødet vil resultere i, at den danske fange bliver frigivet til strafforfølgelse i Danmark.
Som formand for Folketingets retsudvalg fik SF'eren Anne Baastrup i dag en orientering om, at den amerikanske ambassadør vil mødes med retsudvalget den 11. marts.
Men trods muligheden for at diskutere sagen med en amerikansk repræsentant, ser hun stadig Per Stig Møller og den danske regering som det største problem i sagen.
- Jeg synes, det er ødelæggende, at vi har en udenrigsminister, der ikke anerkender, at internationale retsregler skal overholdes. Samtidig mangler han totalt et blik for, at det her handler om et menneske, der som dansk statsborger må forvente, at der er en stat, som holder pegefingeren oppe, og at retsreglerne bliver overholdt. Nu har vi en regering, der tilsyneladende er fuldstændig ligeglad med den slags ting. Det, synes jeg, er pinligt, siger Anne Baastrup.
|
|
| |