Han åbner et skab. Og lukker det igen. En skuffe åbnes, rodes igennem og lukkes. Måske er den i et andet værelse? Jakob Fuglsang går ind i soveværelset, hvor proceduren gentages.
- Den burde da være her et sted, siger han, mens soveværelset bliver finkæmmet for det ædle metal af sølv, han bragte hjem fra Rio.
- Her er den, smiler Fuglsang endelig og vejer medaljen i sin vuggende hånd.
- Prøv at mærk, hvor tung den er, siger han om det runde, massive adelsmærke, han fik om halsen ved OL sidste sommer.
Ekspeditionen rundt i den idylliske Monaco-lejlighed, hvor DR møder Jakob Fuglsang, mellem tykke bøger om rytterens store passion, arkitektur, moderne kunst på væggene og en betagende udsigt, har et formål.
- Jeg ville egentlig gerne have hængt medaljen op på væggen dér, siger Fuglsang og peger på lejlighedens bærende væg, hvorfra et enormt maleri eksploderer i farver og kompleksitet.
- Den skulle have hængt dér med cyklen og trøjen fra OL. Men det er for tungt til væggen, griner cykelrytteren.
Vægten af den betydning som cyklen, trøjen og medaljen fra OL har haft for Jakob Fuglsang, er så stor, at det ville tynge enhver væg. Det var derfor, han ville finde medaljen frem. Det var dét, han ville fortælle om det stykke metal, der har genoprettet den tro på sig selv, han havde mistet inden OL.
- Sølvmedaljen har betydet så meget. Også overraskende meget. Den har betydet et kæmpe boost for motivationen til at træne og til troen på mig selv, troen på at jeg kan vinde noget, siger Jakob Fuglsang.
- En tro, som jeg nok havde mistet. Den var falmet en del efter alle de år uden at lave de store resultater. Uden sejre. Og måske havde jeg efterhånden også mistet sulten efter at stå øverst på podiet og have den succes. Den er tilbage nu, og jeg håber, at jeg kan indfri den i år, siger han.
Dét indkapsler de modstridende følelser, der har fulgt ham gennem hele karrieren på landevejen. Følelsen af at livet er andet end cykling, og at sejre og en plads i historiebøgerne ikke er ultimative endemål, mens et enestående talent genstridigt har trukket i den modsatte retning.
Tanker om, at han måske ikke vil dét nok, og måske ikke passer ind i cykelverdenen, sløret af konstante beviser på klasse på landevejen og af en kærlighed til den tohjulede mere end til selve sporten.
Denne sæson kan blive definerende for resten af Jakob Fuglsangs karriere. Og for hvilken retning, der vil trække hårdest i de to følelser. En sæson, hvor han skal få nye roller som far til en datter og som kaptajn for Astana til at hænge sammen.
En sæson, hvor manglende succes i Tour de France vil betyde, at fremtidige Tour-drømme endegyldigt begraves og en tilbagevenden til et arbejde som hjælperytter, mens rollen som kaptajn for datter og kone hjemme i Monaco vil få førsteprioritet.
Hvad laver jeg?
Fra sin lejlighed har Jakob Fuglsang udsigt til både Italien og til Frankrig. Bjerge, snoede veje, et lunt hav og en blid himmel. Til det ikoniske casino i Monte Carlo og til køretøjer af mærker som Bentley, Lamborghini, Aston Martin, der fylder Monacos gader. Noget anderledes omgivelser end Luxembourg, hvorfra Fuglsang og hans kone Loulou flyttede sidste år.
Fra sin altan peger han på bjergene, der både indrammer højhuset, hvor han bor, og som rummer de ruter, han dagligt cykler på i selskab med nogle af de andre ryttere, der bor i Monaco. Han peger på den rundkørsel, hvor mange af rytterne mødes mellem kl. 9 og 10 hver morgen. Michael Valgren er netop flyttet til Monaco, men ellers er det primært udenlandske ryttere, der holder til i fyrstendømmet.
Da han sætter sig ved bordet med DR’s udsendte, er det med sølvmedaljen på bordet og en bog om kunstneren Ole Ahlberg. Han vil finde og fortælle om en detalje ved et af de Ahlberg-værker, der hænger i hans hjem. Og sådan er det med Fuglsang. Han vil gerne snakke cykling, men åbner konstant en sprække til noget andet.
I skuffen ligger arkitekt-tegninger, han selv har lavet, til det hus, han skulle have bygget i Luxembourg. Han laver også tegninger til ombygninger af de lejligheder Luxembourg, han er begyndt at investere i, og som skal være en levevej efter cyklingen.
- Arkitektur er en måde for mig at skabe noget. Noget, jeg har brug for. Der er et håndfast resultat, hvilket der ikke rigtigt er i dét, jeg laver, siger Fuglsang.
- Cykling er en form for showbusiness, og nogle gange kan man godt tænke: Hvad er det egentlig for et arbejde, jeg har? Der er ingen, der har brug for det. Man skaber ikke noget. Man laver underholdning og reklame for et firma, men der er ingen, der får en stol at sidde på af det, jeg laver, siger Fuglsang.
Sølvmedaljen på bordet skinner og fortæller en anden historie. Den trækker i en anden retning. Det er de modstridende følelser for cykelsporten, Fuglsang har kæmpet med, siden han pludselig og sent blev professionel efter en succesfuld mountainbike-karriere, hvor han blev U23-verdensmester.
Og måske er netop dét årsagen til både den til tider manglende podie-sult og den insisterende søgen efter de veje, der fører væk fra cyklingen; at han kom på landevejen i en sen alder og aldrig rigtigt er kommet ind under huden på sporten.
- Havde man for ni år siden sagt til mig, at jeg vil være, hvor jeg er i dag, havde jeg aldrig troet på det. Jeg var overrasket over de første resultater på landevejen, og det har nok også en betydning for den måde, jeg ser sporten på, og hvordan jeg har udviklet mig som rytter.
- Nogle gange passer jeg måske ikke ind i denne cykel-verden. Dermed ikke sagt at jeg ikke trives, men det gør, at cykling ikke nødvendigvis er noget, jeg skal beskæftige mig med, når jeg stopper karrieren. Det er en verden med albuer og egoisme, som jeg har manglet, og som er gode at have i alt sport, men som jeg ikke rigtigt har, siger han.
- Det er en hård sport, og der er jo ikke meget glamour over det. Det kan godt være, at man bor i Monaco, og udsigten er fin, men døren her kan ikke lukke rigtigt, vandet virker ikke ude på toilettet, og opvaskemaskinen kan ikke køre et program færdigt, griner han og peger ud mod køkkenet.
- Det hårde ved sporten er dog også dét, jeg godt kan lide ved den. Det er ikke for tøsedrenge, og det skal det heller ikke være. Det skal være hårdt nogle gange, også derud hvor det ikke giver mening og er fuldstændigt åndssvagt. Det ligger i sportens historie, at det ikke skal give mening, siger Fuglsang.
Ikke for enhver pris
Man skal ikke tage fejl. Jakob Fuglsang elsker at cykle. Han elsker den natur, han gennem-hjuler på sin cykel, så meget, at han ofte stopper under sine træninger for at nyde den eller tage billeder af den.
Han elsker at cykle, mere end han elsker cykelsporten. Han elsker træningen, mere end han elsker selve løbene.
- Det, der driver mig, er, at jeg bare godt kan lide at køre på cykel. Det er bare fedt. Jeg elsker at træne, måske endda mere end løbene, siger han og fortsætter:
- Jeg vil ikke have, at der skal skrives tykke bøger om mig, når jeg stopper min karriere. Jeg har snakket med reportere, der vil skrive bøger om mig, men hvad er det, der skal stå i sådan en bog?
- Man kan diskutere, om det er ambitiøst nok at have det sådan. Det er det formentlig ikke. Jeg kunne helt sikkert godt have meget større ambitioner. Min manager mener også, at jeg kunne vinde langt mere, end jeg gør, at jeg burde tro meget mere på mig selv, og at jeg er meget stærkere end mange andre. Der er nok mange, der mener, at jeg kan mere, end hvad jeg har vist indtil videre, siger Fuglsang.
- Jeg tror da heller ikke, at jeg udtømt mit potentiale, og jeg forsøger jo stadig. Jeg stræber efter konstant at blive bedre, at fintune og at finde nye måder at forbedre mig på med hensyn til styrke, kost, træning. Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst til det her, og det er ikke, fordi jeg ikke drømmer om at vinde.
- Men jeg vil ikke vinde for enhver pris og for at komme i historiebøgerne. Det er ikke målet, siger han og fortsætter:
- Jeg er nået til et godt niveau og forsøger stadig at nå højere, men mangler måske det sidste. Jeg er ikke mæt af cykling eller resultater, men jeg er måske bare ikke sulten, siger Jakob Fuglsang.
Hvor stor, afstanden mellem sulten og mætheden reelt er, vil for alvor vise sig ved sommeren Tour de France. Ifølge ham selv den sidste chance for at ’shine’ i klassementet i verdens største cykelløb, som han skal køre som kaptajn for Astana.
På alle måder definerende 23 dage i Frankrig for rytteren, der ikke har vundet noget for Astana endnu, og hvis seneste samlede løbssejr og etapesejr daterer sig henholdsvis fem og fire år tilbage.
- Hvis jeg vil køre klassement i de store etapeløb igen, skal jeg bevise i årets Tour, at jeg kan være med helt fremme og gøre det ligeså godt som min syvendeplads i 2013. Ellers er der ingen grund til at satse i den retning længere. Så er det nok tid til at satse anderledes, måske på endagsløb eller de mindre etapeløb, siger han.
- Hvis jeg kan opfylde det i Touren og generelt have en god sæson, kan jeg måske fortsætte som kaptajn for Astana eller et andet hold. Ellers kan jeg sagtens acceptere rollen som hjælperytter igen, den kan jeg godt lide at udfylde, siger Fuglsang, hvis kontrakt udløber ved årets udgang, og fortsætter:
- Selvfølgelig skubber man som hjælperytter sine egne ambitioner i baggrunden, men der er også en tilfredsstillelse i at køre for en succesfuld kaptajn. Kan jeg selv gøre det godt, vil jeg da helst være kaptajn, men hvis jeg ikke har niveauet til det, er det bedre at være en af de bedste hjælperyttere i stedet for at være én af dem, der ikke kan følge med helt fremme.
- Men jeg går da efter det og vil køre mere offensivt og tage chancer i Touren. Jeg har ingen sejre for Astana endnu, så jeg skal gerne vinde noget i år, gerne her i foråret. Om jeg så fortsætter i næste sæson som kaptajn eller hjælperytter afhænger af Touren, siger Fuglsang.
Barn og cykling
Lyden af små, galoperende poter på et gulv, og en dør, der smækker, afbryder samtalen. Den lille hund, Dolce, ude af sig selv af gensynsglæde, hopper op ad Jakob Fuglsang. Hans kone, luxembourgske Loulou, har været ude med hunden og er nu tilbage.
De blev gift i oktober 2015 og skal til juli være forældre til en datter. En omvæltning, der kan trække 31-årige Jakob Fuglsang mere i retningen væk fra cykelsporten. Eller måske gøre ham bedre på landevejen. Jakob Fuglsang selv er i tvivl.
- Det er et nyt kapitel, og jeg glæder mig helt vildt, siger han om faderskabet og fortsætter:
- Men det er noget, der kan ændre mange ting, det skal man være bevidst om. Det er klart, at vi cykelryttere ikke kan være fædre, ligesom dem, der går på arbejde fra 8 til 16. På den anden side, når vi så er hjemme, har vi meget mere tid sammen. Så jeg ser det ikke umiddelbart som noget negativt, siger han.
- Jeg vil gerne være en god far. Nu har vi besluttet os til at få et barn, og det er vigtigt, at barnet har en far, der tager sig tid til det. I sidste ende er cykling bare et arbejde, det er ikke mit liv. Det er en del af mit liv og min passion, men det andet er større og vigtigere i sidste ende. Men jeg tror godt, man kan finde en balancegang, hvor begge ting kan fungere, siger Fuglsang.
- Der er nogen ryttere, hvor man kan se, at det gavner deres karriere at få børn. De kører nærmest stærkere af det. På en eller anden måde bliver man måske mere komplet, i og med at man som far har et stort ansvar og får et dybere perspektiv på livet, hvilket også kan være med til at hjælpe i forhold til en cykelkarriere, siger han.
- Jeg tror også, at man får vækket sit jagtinstinkt til live, hvor man skal forsørge sin familie. Der er stadig lidt urmenneske i os. Og måske bliver man mere kynisk på den måde, at hvis man skal køre cykel, skal der resultater på bordet, ellers vil man hellere være sammen med familien.
Jakob Fuglsang og Loulou flytter snart til noget større, da ankomsten af datteren kræver mere plads. De bliver i Monaco, hvor træningsfaciliteterne, vejret og skattefriheden holder på dem. Og så kan han gå i fred i Monacos gader, hvor han er stort set ukendt.
Branding på Instagram
Det kan han nu også i Danmark, men opmærksomheden og berømmelsen nåede alligevel vilde højder, efter at han vandt sølvmedaljen ved OL i Rio. Højder, der nærmest gjorde Fuglsang rundtosset.
- Jeg blev overrasket over, hvor stort OL var. For mig som cykelrytter har det tidligere været sådan, at OL ikke var det store og meget mindre interessant end de andre løb. Men det er en holdning, jeg helt sikkert har ændret. Jeg har jo kunnet se, at opmærksomheden er større end Touren, siger han.
- Jeg kunne sige til folk fra forskellige nationer, at jeg engang er blevet nummer syv i Touren. Det er ikke slet ikke noget, der vækker opmærksomhed, hvis ikke man er cykelfan. Men en sølvmedalje til OL, det ved alle, hvad er. Det er anerkendt i hele verden. Det kom bag på mig, og jeg har aldrig tænkt over, hvor stort det var, og det kom bag på mig, hvor vild reaktionen var i Danmark.
Sølvmedaljen vandede Fuglsangs udtørrede tro på sig selv. Det gav Jakob Fuglsang et træningsboost, en kaptajn-rolle på Astana og en stræben efter Tour-succes til sommer.
Og så har det gjort ham mere udadvendt og åben, hvilket han nu bevidst kanaliserer ud på de sociale medier, nærmere bestemt Instagram og Twitter. Saliggørende platforme for den introverte silkeborgenser.
- Jeg har været meget mere genert, end jeg er nu. Det har været en udvikling og en læringsproces, jeg har været igennem. Der er mange, der mener, at jeg er lidt mystisk. Det er nu ikke, fordi jeg forsøger at være mystisk, men pressen og hr. og fru Danmark behøver jo ikke at vide alt om mig, siger han.
- Men det rykker sig jo også, og i samfundet generelt bliver det mere populært at dele ud af det hele, alt skal pludselig på Instagram, Facebook og Twitter. Og jeg kan bruge de sociale medier til at styre, hvad jeg vil ud med, specielt med hensyn til privatlivet, og hvor meget jeg vil give ud af det, siger han og nævner Instagram.
- Det er bevidst, at jeg er på Instagram. Det, vi laver, er jo underholdning og showbusiness, og dér hører de sociale medier også til. I sidste ende gælder det om at tjene penge, mens tiden er, siger Fuglsang og fortsætter:
- Det er ikke, fordi jeg får penge for at lave tweets eller posts, men det kan være en mulighed for at holde interessen oppe og dermed tjene ekstra. Hvis man ser på amerikanske ryttere, er der nogle af dem, der nærmest kun får kontrakt, fordi de er store på de sociale netværk.
- Og så er det jo også en form for imagepleje. På Instagram kan du virkelig selv bestemme, hvad du gerne vil vise, og hvordan folk egentlig skal se dig. Det er helt klart en form for branding, siger Fuglsang, der ofte får hjælp af sin kone med tilrettelæggelsen af brandingen på det sociale medie.
- Jeg vil gerne vise, hvordan jeg er, og så vil jeg vise, hvordan livet som cykelrytter er. Det interesserer jo folk helt vildt, det er nærmest mere interessant, hvad jeg får til morgenmad, end hvilken placering jeg får i cykelløbene, hvis man ser på, hvad der får likes.
Havde B.S. ret?
De sociale medier har været et af mange skridt i at åbne den tidligere så indadvendte Jakob Fuglsang. Et andet har været nødvendigt i forhold til rollen som kaptajn på Astana. En rolle, der kræver mange aspekter, der går imod Fuglsangs natur, men som han har indset, at han må dyrke.
- Da jeg kørte på Saxo Bank, var vi på overlevelsestur med B.S. Christiansen. Han sagde, at jeg havde evnerne til at være leder. Jeg skulle skære mere igennem og tro mere på mig selv, for folk lyttede til mig. Allerede dengang kunne han se, at jeg havde dét, der skulle til for at blive leder. Det, tror jeg, er rigtigt, siger han og fortsætter:
- Det giver jo noget ansvar at være kaptajn, men det er fint med mig. Og det er også en af grundene til, at jeg hellere træner en halv time ekstra end en halv time mindre, for jeg ved, at der er nogen der forventer noget. Jeg synes, man skal gå forrest som et forbillede, siger han.
Men igen trækker noget ved cykelsportens natur og især kaptajnens rolle i den anden retning. Som andre ting har gjort det i forhold til Fuglsangs karriere. Det handler om spidse albuer, kold egoisme og en udansk erkendelse af, at man er vigtigere end de andre ryttere på holdet.
- Kynisme og egoisme er ikke noget, der ligger allermest til mig. Specielt egoisme er måske et af de aspekter, der er svagest hos mig. Jeg skal lære, at det er mig, der kommer i første række, når der bliver kørt cykelløb. Som kaptajn er der ikke andre end mig, der skal køres for.
- Det har taget noget tid at erkende, at det var sådan. Jeg skal stadig lære at bede om hjælp og sige, hvad jeg kunne tænke mig eller at få en til at hente vand for migl, siger han.
- Men den danske mentalitet er ikke ligefrem gavnlig i forhold til det. Italienerne har en helt anden indstilling. De har fået at vide hjemmefra, at de er de bedste i verden, hvor vi har fået at vide, at vi ikke skal tro, vi er noget, siger Fuglsang.
- Det er måske derfor, vi som nation ikke har en hulens masse talenter, der kører stærkt på cykel på det højeste niveau, og det er også en af grundene til, at jeg ikke vil bo i Danmark. Janteloven harmonerer ikke med den mentalitet, der skal til for at være i denne branche.
Den cykelfaglige og ledermæssige modenhed er kommet senere hos Fuglsang end hos de øvrige ryttere på grund af hans usædvanlige og sene vej ind i cykelsporten. Nu har han lært at navigere i rollen som leder på sin egen måde.
https://twitter.com/DRSporten/status/801716883670126592
- Jeg er nået til et punkt nu, hvor jeg tør at sige min mening og tør at skælde ud, hvis tingene ikke er ok. Men det er ligeså vigtigt at give ros og opbakning, siger han og uddyber:
- Èn ting, jeg har lært i alle årene som hjælperytter, er, at hvis kaptajnen roser, kan det betyde meget i forhold til, hvor meget man har lyst til at slå sig selv ihjel for ham. Er der ikke den taknemmelighed, så hjælper man godt nok, men man kan også tænke, at han kan sgu klare sig selv.
Vil køre for Riis
Jakob Fuglsang nævner Andy Schleck som et ideal som holdkaptajn. Hvorvidt han nogensinde vil kunne leve op til Schlecks lederevner og forblive leder i fremtiden afhænger af bundlinjen ved sommeren franske cykel-cirkus.
Han mener selv, at han har fire-fem år på landevejene i sig endnu, og afslutningen af sin karriere kunne han godt tænke sig at skulle opleve på et dansk hold.
Og gerne et hold med Bjarne Riis i spidsen. Den ideelle holdleder ifølge Jakob Fuglsang.
- Når man har kørt så mange år på udenlandske hold, så er idéen om at slutte sin karriere på et dansk hold, ren idyl, siger han og fortsætter:
- Jeg synes, det kunne fedt og interessant for mig, hvis der kom et dansk hold igen. Og det ville ikke gøre mig noget, hvis det lykkes for Bjarne Riis, men pengene skal jo lægges, siger han om Riis’ planer om at skabe World Tour-hold i nærmeste fremtid.
- Bjarne er den bedste holdejer eller sportsdirektør, jeg har haft i min karriere. Og stort set alle, jeg har snakket med, siger det samme. De snakker alle om, hvor godt det var under Bjarne. Jeg synes, at Bjarne for alvor skal ind i cykelsporten igen, siger Fuglsang.
Derimod bliver det ikke umiddelbart en tilbagevenden til Danmark. Så længe Jakob Fuglsang træder i pedalerne på alverdens landeveje, bliver familien formentlig i Monaco, og derefter bliver det sandsynligvis Luxembourg, der bliver hjem for Fuglsang-familien.
- Jeg har det ikke sådan, at jeg skal tilbage til Danmark og bo. Jeg kan rigtigt godt lide Luxembourg, og min kone har også noget at sige, selvfølgelig. Man skal aldrig sige aldrig, det kan jo være, man får et tilbud i Danmark, man ikke kan sige nej til. Men umiddelbart savner jeg ikke Danmark.