Uheldige Jakob Fuglsang er blandt tilskuerne i Giro d'Italia, som køres i Herning og omegn i disse dage.
Radioshack-Nissan-rytteren måtte opgive at stille til, da han fik knæproblemer samtidig med, at han stadig plages af smerter i hånden efter et brud.
- Jeg synes, det er dejligt at se, at der er så mange danskere, der bakker op om det, men jeg er selvfølgelig utrolig ærgerlig over at jeg ikke selv sidder på cyklen nu, siger han til DR Sporten.
Ekstra surt
Fuglsang var udset til at være kaptajn for sit hold, men for en uge siden måtte han erkende, at han havde for ondt i knæet til at kunne køre, så nu er han taget til Herning som tilskuer.
- Det havde været en ønskestart at kunne levere et godt resultat og køre på hjemmebane i en Giro. Så det gør, at det er ekstra ærgerligt og ekstra surt og har været lidt hårdt at skulle indse, at det ikke blev i år, at jeg fik lov til at køre.
Søndag var Jakob Fuglsang på cyklen for første gang, siden han stod af under Romandiet Rundt i sidste uge.
- Og det gik egentlig ok. Halvanden time er ikke så meget at køre, men det gik smertefrit. Jeg får lidt ondt i hånden stadigvæk, men det er musklen omkring (bruddet, red.), der skal trænes op, og ledbåndene, som skal have noget bevægelighed, siger Fuglsang, som ser fortrøstningsfuldt fremad.
- Jeg håber, jeg kan starte op med at træne, som jeg gerne skulle, fra en gang i næste uge. Det bekymrer mig ikke så meget, siger han.
Jakob Fuglsang ser nu frem til Luxembourg- og Schweiz Rundt, inden det - forhåbentlig - gælder Tour de France.
Se hvad Jakob Fuglsang ellers fortæller om sin fremtid både i år og ikke mindst næste år ved at klikke på videoen herover.