Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang viser god form tidligt på sæsonen i Tour of Oman, hvor han på 4. etape forsøgte at køre sig i førertrøjen.
På dagens etape stak Fuglsang af sammen med BMC-rytteren Stefan Küng, men de to tempostærke ryttere blev hentet mod slutningen, hvor nordmanden Alexander Kristoff fra Katusha vandt etapen i en massespurt.
Det var Kristoffs anden etapesejr i årets Tour of Oman, hvor han også spurtede sig til sejr på første etape.
Fuglsangs udbrud ikke nok
Etapen var ellers så kuperet, at et udbrud havde gode muligheder for at holde hjem, men Fuglsang og Küngs forspring nåede ikke at blive stort nok til, at sprinterholdene mistede interessen.
I spurten sejrede Kristoff foran italieneren Sonny Colbrelli fra Bahrain-Merida og den olympiske mester BMC's Greg Van Avermaet.
Fuglsang er fortsat på tredjepladsen i klassementet, men endte med at tabe tre sekunder til førende Ben Hermans (BMC), så der nu er 13 sekunder op.
Søren Kragh Andersen fra Team Sunweb, der vandt torsdagens etape, er nummer ni i klassementet med 24 sekunder op.
Lørdag køres næstsidste etape, som slutter med en stigning på godt 11 kilometer. Det giver god mulighed for ændringer i det samlede klassement.
/ritzau/