Fuglsang skal være Tour-kaptajn

Det kasakhiske Astana-hold har tænkt sig at satse benhårdt på Jakob Fuglsang som kaptajn i Tour de France i 2017.

Jakob Fuglsang kan se frem til at skulle være kaptajn på Astana-mandskabet under sommerens Tour de France. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Det kasakhiske Astana-hold har tænkt sig at satse benhårdt på Jakob Fuglsang som kaptajn i Tour de France i 2017.

OL-sølvvinderen bliver ikke sidestillet med andre ryttere i næste års Tour, som der har været snak om. Det fastslår Astana-sportsdirektør Dmitrij Fofonov.

- Jakob bliver vores leder i Touren på et hold med en stærk kasakhisk profil, siger Fofonov til Ekstra Bladet.

Sportsdirektøren åbner også op for, at det kan blive en dobbelt dansk satsning på næste års Tour-hold, hvor Jesper Hansen kan blive hjælperytter for Fuglsang.

- Vi vil forsøge at præge de tre Grand Tours, og jeg kan udmærket se Jesper Hansen køre Tour de France som hjælper for Jakob. Hvorfor ikke?

- Der er længe til, men hvis han lever op til vores forventninger, kunne han sagtens komme i spil, siger Fofonov.

Eneste kaptajn

Jesper Hansen er først og fremmest tiltænkt en plads på holdet til Giro d'Italia med Fabio Aru som kaptajn, men den stærke fynbo kan også få Tour-debut.

Fuglsang håber på, at han kan få Jesper Hansen med som hjælper i Touren.

- Jeg har i nogen tid været stillet i udsigt, at jeg skal være den eneste kaptajn i Touren.

- Jeg håber, jeg næste år får et stærkere hold til rådighed. Der er snak om, at holdet fortrinsvis skal være kasakhisk, men jeg håber da på, jeg får Jesper med, siger Fuglsang til Ekstra Bladet.

/ritzau/