2023 var knapt igang, før en stor og også trist navnenyhed ramte de danske medier. Forfatter og journalist Lise Nørgaard, som har skrevet den folkekære serie 'Matador' til DR døde nytårsdag 2023, 105 år gammel.
Kun få dage senere modtog DR-journalist Frederik Hugo Ledegaard Thim - som den første - journalisternes fornemme hæder, Cavlingprisen, for en podcast, og senere kom der både to nye USA-korrespondenter, en ny Mellemøsten-korrespondent og flere nye redaktionschefer for DR's distrikter. Bare for at nævne enkelte af nyhederne på navnefronten.
DR oplevede også noget så usædvanligt som en medarbejder med 60-års jubilæum, nemlig Jørgen de Mylius, der har lavet radio helt siden januar 1963 og fortsat gør det på P5.
Året igennem har dr.dk/omdr bragt interviews og omtaler med nogle af de centrale personer fra DR’s egen verden. Her kan du læse om 10 af dem, der satte deres præg på 2023. Blandt mange andre.
Frederik Hugo Ledegaard Thim, Cavlingpris-modtager
Det var to af de helt store priser, som Frederik Hugo Ledegaard Thim fra DR Dokumentar modtog i løbet af 2023. Året var under en uge gammel, da han fik journalisternes fornemste hæderspris, Cavlingprisen, for podcastserien ’Det levende bevis’. Prisregnen fortsatte i oktober 2023, hvor ’Det levende bevis’ foran 19 øvrige nominerede sikrede sig en Prix Europa i kategorien ’Bedste europæiske undersøgende programserie på lyd’. Prix Europa er en fælleseuropæisk konkurrence, hvor public service-stationer fra hele Europa nu gennem 37 år har dystet om, hvem der producerer årets bedste TV-, lyd- og onlineproduktioner.
- Det er kæmpe, kæmpestort for mig at vinde i det her felt. Jeg har grædt til Matilde Kimer-reportager, tvunget alle, jeg kender til at se MeToo-dokumentaren og har den største respekt for kildearbejdet i FE-sagen. ’Det levende bevis’ er stadig en så vigtig historie, fordi de kritiserede parter ikke har været i tale, og fordi et retfærdigt retssystem er så grundlæggende for vores demokrati, sagde Frederik Hugo Ledegaard Thim i forbindelse med Dansk Journalistforbunds uddeling af Cavlingprisen.
Da der i september 2023 i Italien blev uddelt DIG Awards til graverjournalistik fra hele verden, modtog podcastserien ’Skyggekrigen’, som Frederik Hugo Ledegaard Thim også indgik i redaktionen af, prisen som ’Bedste undersøgende lyd og podcast’.
Charlotte Rowan, dirigent for DR Pigekoret
Dybest set var Charlotte Rowan usynlig, da hun i oktober 2023 debuterede som dirigent for DR Pigekoret og dermed afløste Phillip Faber. Hendes debut foregik ved de såkaldte mørkekoncerter, som efterhånden lidt er blevet en efterårstradition for DR Pigekoret. Her er sangen helt i fokus, og koncerterne foregår i bælgravende mørke.
- Jeg kommer fra en ikke-musikalsk familie og voksede op fem minutter fra centrum i engelske Liverpool. Min mor og far arbejdede med skat og resten af familien inden for sundhedsvæsenet, og der var ingen af dem, som sang. En dag kom skolens musiklærer og sagde til min mor, om ikke det kunne være noget for mig at komme til at synge i kor. Jeg var 11 år på det tidspunkt, så det var relativt sent, jeg kom i gang, sagde Charlotte Rowan i et tiltrædelsesinterview på dr.dk. Her forklarede hun også, at hun blev vild med sang fra ’day 1’.
Charlotte Rowan kom til DR fra et job som dirigent for Herning Kirkes Drengekor, og at hun overhovedet havnede i Danmark i sin tid var lidt et tilfælde.
- Mens jeg studerede i Cambridge, udviklede drømmen om yderligere studier i udlandet og en mere international tilgang til mine musikstudier sig mere og mere. Da jeg gik på universitet, var der en holdkammerat, som spurgte mig: ’Har du hørt om Aarhus?’ Det måtte jeg svare nej til. Jeg havde aldrig været i Aarhus eller for den sags skyld Danmark. Men jo mere jeg læste om Aarhus og konservatoriet dér, fik jeg lyst til at søge mod Danmark. Jeg havde lyst til at komme ind i en anden musikalsk kultur, siger Charlotte Rowan.
Cecilie Nielsen, DR’s første historie- og kongehuskorrespondent
I maj 2023 udnævnte DR noget, man ikke har haft tidligere – nemlig en historie- og kongehuskorrespondent. Det var inden, nogen vidste, at dronning Margrethe på den sidste dag i 2023 kom med den overraskende melding om, at hun ville abdicere.
Det var Cecilie Nielsen, som fik titlen, og tanken er, at hun i jobbet skal styrke DR’s dækning af Kongehuset med sin historiske faglighed og indsigt i Kongehusets betydning for danskerne og det danske samfund. Cecilie Nielsen har en bachelor i historie fra Københavns Universitet, og i forvejen har hun 10 års erfaring som tilrettelægger og vært på DR.
- Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var historie, der interesserede mig. Man kan ikke sige, det var en bestemt begivenhed eller sag, der vakte min historiske interesse. Jeg har det hjemmefra. Jeg har altid været en historienørd, og jeg er stolt af at være det, sagde Cecilie Nielsen blandt andet i et interview på dr.dk i forbindelse med sin tiltræden.
Her sagde hun også, at det for hende i høj grad handler om at dele interessen for historie og forhåbentlig få mange til at føle, at det, hun fortæller, også er noget for dem.
Jørgen de Mylius, 60-års jubilar
DR har aldrig haft det tidligere: en 60-års jubilar. Så P5-vært Jørgen de Mylius blev den første nogen sinde, der kunne fejre det den 29. januar 2023, og han har for øvrigt også lige rundet 61-års dagen i januar 2024.
I starten af 1963 skrev den dengang 16-årige Jørgen de Mylius et klagebrev til DR. Han mente slet ikke, at Musikradioen – det dengang spritnye P3 – havde styr på moderne rockmusik.
Brevet blev helt afgørende for Jørgen de Mylius. Den 22. januar 1963 bad daværende vært Hemming Hartmann-Petersen ham om at komme i Radiohuset og forklare sig for åben mikrofon, og samtidig fik han – med titel af musikkonsulent – tilbuddet om at lave den første hitliste på P3.
Resten er historie. Siden har han været et markant navn på P3, P4, P5 og DR1, ligesom han i mange år både var vært og kommentator på Melodi Grand Prix. I dag kan Jørgen de Mylius fortsat høres stort set dagligt på P5 i programmer som ’Hithouse’ og ’Eldorado’, ligesom han i 2023 for eksempel også var vært på sommerprogrammerne ’Sommer med Mylle’.
Jubilæet blev blandt andet fejret med en frokost med DR’s direktion, ligesom der i marts blev holdt en stor reception i Studie 2 i DR Koncerthuset, hvor mange af musikerne og kollegerne fra 60 års DR-arbejde var mødte op for at fejre jubilaren.
Nanna Muus Steffensen, DR’s nye Mellemøsten-korrespondent
Nanna Muus Steffensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og American University of Beirut, og de seneste 10 år har hun især været freelance-korrespondent og dækket alt fra voldelige demonstrationer mod den tyrkiske præsident til Talibans magtovertagelse i Afghanistan.
Fra sommeren 2023 blev hun DR’s mellemøstkorrespondent, og sammen med Puk Damsgård er hun nu DR Nyheders ører og øjne i Mellemøsten, Tyrkiet og Afghanistan. Det betød samtidig, at hun fik meget at se til, da der i oktober udbrød krig mellem Israel og Hamas.
- Mellemøsten er selvsagt meget mere end krig og konflikt. Der er så meget kultur, sprog, historie, kærlighed, poesi. Alt det, som er menneskers liv, sagde DR-mellemøstkorrespondent til dr.dk/omdr ved sin tiltræden.
Nanna Muus Steffensen ved godt, at hendes stofområde kan virke meget langt væk fra den almene dansker – selv i en global verden. Hun har dog et fortællegreb i ærmet, som måske vil hjælpe med at gøre de fjerne historier mere nære for danskerne.
- Jeg gør mig umage med at beskrive mennesker som tredimensionelle. Vi mennesker er jo sjældent bare på én måde, sagde Nanna Muus Steffensen til dr.dk/omdr.
Sara Bro, vært på ’Sara & Monopolet’
Det er bestemt ikke alle, der har et program opkaldt efter sig. Men Sara Bro har. Hver lørdag i nu 20 år har først ’Mads & Monopolet’ og nu ’Sara & Monopolet’ hjulpet lyttere med dilemmaer og spørgsmål, som monopolet derefter debatterer. Monopolet består af panel af kendte danskere, som skifter fra lørdag til lørdag, og siden 2003 har udsendelsen uge efter uge trukket hundredtusindvis af lyttere til højttalerne.
Lørdag den 9. september 2023 hyldede DR jubilæet med en syv timer lang sending fra klokken 9 til 16 på P4 og live i DR LYD under navnet '20 år med Monopolet'. Igennem programmet fik Sara Bro besøg af 20 monopolister, man behandlede 20 nye dilemmaer, og der var musik i playlisten fra de sidste 20 år.
- Jeg er meget stolt over at være vært på 'Sara & Monopolet' og få lov til at tage det med fra teenageårene ind i 20'erne. Programmet er intet uden verdens bedste lyttere, der skriver til os hver eneste dag, og alle vores kloge frygtløse monopolister, som gang på gang giver lytterne deres hjerteblod og bedste perspektiver på livets store og små dilemmaer. Det er en kæmpe ære at være lytternes fortrolige ven og være en del af det helt unikke fællesskab lørdag efter lørdag. Jeg er virkelig glad for, at vi kan hylde lytterne med denne maratonsending, sagde Sara Bro til dr.dk/omdr i forbindelse med jubilæet.
Johannes Langkilde, ny vært på ’Aftenshowet’
Efter at have formidlet nyheder, reportage og interviews til seerne i næsten 20 år samt været DR’s USA-korrespondent, prøvede Johannes Langkilde kræfter med noget helt nyt fra den 1. oktober 2023. Siden da har han været en del af værtsholdet på DR’s ’Aftenshowet’, der hver aften tager seerne med i samtalen om dagens og tidens store historier og hovedpersoner.
- Jeg har altid elsket at formidle gode samtaler om vigtige emner med plads til både følelser og bid. ’Aftenshowet’ handler ligesom TV-Avisen om det, der sker både tæt på og ude i verden, men her får jeg virkelig mulighed for at dyrke netop den nære måde at formidle aktuelle emner på. Og så glæder jeg mig til at blive en del af redaktionen og værtsholdet, som jeg kender som både dygtige, engagerede og virkeligt behagelige kolleger, sagde Johannes Langkilde ved sin tiltræden.
Han har også tidligere lavet andet end TV Avisen – for eksempel været vært på ’Det Politiske Talkshow’, ’Fællessang’ og flere valgudsendelser.
Ole Tøpholm, ny vært på ’Giro 413’ og ’Dansktoppen’
Det var to af DR’s meget kendte og mangeårige programmer, ’Giro 413’ og ’Dansktoppen’, som P5-vært Ole Tøpholm overtog fra januar 2023. Her afløste han Peter Sten, som valgte at gå på pension i en alder af 72 år.
Ole Tøpholm er især kendt for sine mange år som kommentator ved transmissionen af Eurovision Song Contest, men også som vært på Radioavisen, nyhederne fra DR Sjælland og andre P5-programmer, senest ’Tøpholm’.
Et af skudsmålene i forbindelse med, at Ole Tøpholm overtog programmerne, kom fra Peter Sten:
- Ole er den helt rigtige til at overtage de to programmer. Dels kender han dem, dels har han en dyb forståelse og kærlighed for den musik, der spilles i programmerne.
Også på Eurovision-fronten var der nyt om Ole Tøpholm i årets løb. Da tog DR nemlig beslutning om, at han vender tilbage som kommentator, når årets semifinaler og finaler sendes fra Malmø den 7.-11. maj 2024.
Louise Dalsgaard, retsanalytiker
Louise Dalsgaard har de seneste 7-8 år fulgt den såkaldte Samsam-sag om dansk-syriske Ahmed Samsam. I 2018 blev han idømt otte års fængsel i Spanien for at have tilsluttet sig terrororganisationen Islamisk Stat, mens han selv hele tiden hævdet, at han var uskyldig, og at han samarbejdede med de danske efterretningstjenester.
Som retsanalytiker i DR Nyheder har hun udgivet og medvirket i talrige artikler og løbende udfoldet sin journalistiske research i podcasten ’Mørklagt’, og i sensommeren 2023 blev det også til en ’Agent Samsam’-dokumentarserie på DR1 og DRTV.
- Det har været en speciel journalistisk sag at grave i, da vi ikke først har kunnet gå til den ene part og så spørge den anden part bagefter. For den anden part har ikke villet tale med os, sagde Louise Dalsgaard i et interview til dr.dk/omdr i forbindelse med programmerne.
Her forklarede hun også, hvordan brugen af både artikler, podcast og tv-programmer i dækningen har været en fordel. For hver medieplatform har kunnet bidrage med forskellige vinkler og sider.
- At udgive på forskellige platforme på forskellige tidspunkter har været nytænkning fra DR Dokumentars side… Jeg har virkelig stor respekt for, at cheferne i afdelingerne har valgt, at vi ikke har behøvet at vente med at udgive podcasten, bare fordi dokumentaren til TV ikke var færdig, siger Louise Dalsgaard.
Jonas Madsen, vært på ’Ultra Nyt’ og MGP-vært
Jonas Madsen, der er fast vært på ’Ultra Nyt’, kaldte det selv lidt af en barnedrøm, der gik i opfyldelse, da han i 2023 også prøvede kræfter med at være vært på et stort underholdningsshow – nemlig ’MGP 2023’, direkte fra Arena Næstved.
Premieren fandt sted umiddelbart før, at ’Ultra Nyt’ – DR’s nyheder for de 9-14-årige, fyldte 10 år i marts, og også her spillede Jonas Madsen en central rolle.
- Jeg kommer stadig til at fortsætte på ’Ultra Nyt’ som nyhedsvært. Jeg synes, det er vigtigt at fortælle nyheder – at kunne det præcist, så historien ikke får en anden betydning, end den vi sigter efter. Jeg kan godt lide begge ting. Både det kontrollerende og de lidt større armbevægelser, sagde Jonas Madsen blandt andet i et interview på dr.dk/omdr op til MGP, hvor han også var vært i 2024 – da sammen med Onkel Reje.
Jonas Madsen startede i DR som praktikant i DR i 2016, og for nylig blev det meldt ud, at han – ved siden af ’Ultra Nyt’ – fremover også skal være vært på familieunderholdningsprogrammet ’Versus’ på DR1 og DRTV.