DR-journalist får Cavlingprisen 2022 for undersøgende podcast

Frederik Hugo Ledegaard Thim fra DR Dokumentar fik fredag eftermiddag Cavlingprisen 2022 for sit arbejde med podcasten ’Det levende bevis’.

  • Frederik Hugo Ledegaard Thim med Cavling-statuetten. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)
  • Frederik Hugo Ledegaard Thim fra DR blev årets modtager af Cavlingprisen for podcastserien 'Det levende bevis'. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)
  • Cavlingprisen uddeles på Arbejdermuseet i København, fredag den 6. januar 2023. Cavlingprisen uddeles hvert år til en journalist eller en gruppe af journalister, der i særlig grad har udvist initiativ og talent. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Journalisternes fornemste hæderspris, Cavlingprisen, blev uddelt fredag eftermiddag, og den går i år til Frederik Hugo Ledegaard Thim fra DR Dokumentar.

Den undersøgende DR-journalist står bag podcastserien ’Det levende bevis’, der fortæller historien om to søstre, hvis forældre ved tre retsinstanser er blevet idømt og har afsonet fængselsstraf for at have fået deres døtre omskåret. Igennem syv afsnit sandsynliggør Frederik Hugo Ledegaard Thim, at der er tale om justitsmord.

- Det gør han ved grundigt at belyse sagen fra alle sider. Han lytter rent faktisk til, hvad den ene af søstrene siger, han gennemgår politiets arbejde, han efterprøver eksperternes udsagn. Han stiller vedholdende spørgsmål til den sagsbehandling, der hver gang førte frem til at forældre blev dømt skyldige, lød det blandt andet i begrundelsen for, at Frederik Hugo Ledegaard Thim var nomineret til Cavlingprisen.

Her lød det videre, at podcasten ikke blot er velfortalt og velformidlet:

- Det bliver desuden tydeligt for lytteren, at et system, der er til for at beskytte de unge kvinder, kan ende med at skade dem, lyder det i motiveringen.

Formanden for Cavlingkomiteen, Didde Elnif, tilføjede ved uddelingen, at det ikke er første gang, Frederik Hugo Ledegaard Thim har været med i opløbet om en Cavlingpris.

Faktisk har han været med i forslagsbunken de sidste tre år, og Didde Elnif kaldte Cavlingmodtagerens arbejde 'forbilledligt'.

- Du har en særlig sans for fortælleevne, en struktureret evne at arbejde på og behandler dine kilder ordentligt, understregede formanden for Cavlingkomiteen. Cavlingprisen blev overrakt på Arbejdermuseet i København, hvor også DR’s Ruslands- og Ukraine-korrespondent Matilde Kimer var blandt de nominerede.

Selv sagde Frederik Hugo Ledegaard Thim til dr.dk/omdr, efter havde modtaget prisen: - Det er kæmpe, kæmpe stort for mig at vinde i det her felt. Jeg har grædt til Matilde Kimer reportager, tvunget alle, jeg kender til at se MeToo dokumentaren og har den største respekt for kildearbejdet i FE-sagen. 'Det levende bevis' er stadig en så vigtig historie, fordi de kritiserede parter ikke har været i tale, og fordi et retfærdigt retssystem er så grundlæggende for vores demokrati.

Har lavet podcasts siden 2018

Frederik Hugo Ledegaard Thim har siden 2018 lavet podcasts på P1 Dokumentar i DR, og siden 2020 har han arbejdet fast som undersøgende journalist. Han har tidligere produceret podcastserierne ’De 169 piger’ samt ’Mænd, der ødelægger kvinder’, som modtog dokumentarprisen fra Den Danske Publicistklub i 2020.

DR's nyhedsdirektør Sandy French talte også, da årets Cavlingpris-modtager var afsløret.

- Frederik er et særligt journalistisk talent. En utrolig dygtig graver med en særlig grundighed. Samtidig ser vi i dag den første digitalt indfødte få en Cavlingpris, og det er første gang, den går til en podcasthistorie. Vi er meget stolte af din pris, Frederik, og vi er meget stolte af, at du arbejder i DR Nyheder, sagde hun.

Uddelt siden Anden Verdenskrig

Cavlingprisen uddeles hvert år til en enkelt eller en gruppe af journalister, der i særlig grad har udvist initiativ eller journalistisk talent. Prisen blev indstiftet i 1944, og den er opkaldt efter Dansk Journalistforbunds stifter Henrik Cavling.

I forbindelse med prisen modtager Frederik Hugo Ledegaard Thim 25.000 kroner samt en bronzestatuette af netop Cavling i fuld figur.

Sidste gang en DR-journalist modtog den ærefulde pris var i 2015, hvor mellemøstkorrespondent Puk Damsgård fik en Cavling for sin ’indsigtsfulde, modige og menneskelige reportager fra konfliktfyldte områder i Mellemøsten’ samt for bogen ’Ser du månen, Daniel’.